Usædvanlig identitetstyv snød en hel landsby

Martin længtes efter eventyr

I 1538, da Martin var blot 14 år, blev han gift med den endnu yngre Bertrande de Rols. Det usædvanligt unge ægtepar knyttede Guerre-familien til den ansete lokale Rols-famile, men ægteskabet gik ikke som forventet.

Bertrande og Martin fik ingen børn. Landsbyboerne så blot endnu mere skævt til Martin, som efterhånden følte sig fanget i den fremmede landsby, hvor han aldrig havde følt sig hjemme.

Han drømte om det frie liv som fårehyrde på sæteren højt oppe i bjergene eller på togt med baskiske hvalfangere på Atlanterhavet. Men årene passerede, og dagene gik med hårdt arbejde på teglværket og i marken.

Efter nogen tid kom det unge par i behandling for barnløshed hos landsbyens kloge koner. De udtænkte en kur mod den forbandelse, der hvilede på Bertrande og Martin, og den virkede tilsyneladende, for i 1546 – efter otte års ægteskab – fødte Bertrande en søn, som fik navn efter sin farfar, Sanxi.

Fremtiden tegnede lyst for den lille familie, men Sanxi den ældre var en dominerende patriark, som Martin ofte ragede uklar med. I 1548 kulminerede skænderierne.

Martin blev taget i at stjæle lidt korn fra sin far – en utilgivelig forbrydelse for en baskisk æresmand – og sønnen så kun én udvej. Han måtte forlade sit hjem, sin kone og sin lille søn.

En dag var han pludselig væk. Uden et eneste ord. Som blot 22-årig var Bertrande forladt, enlig mor.

I de barnløse år kunne Bertrande have krævet ægteskabet opløst, men hun holdt fast i Martin og var derfor respekteret som en trofast kvinde. Nu betød det intet.

Hun var hverken hustru eller enke, og kirkens regler foreskrev, at hun ikke kunne gifte sig igen, før det var uomtvisteligt bevist, at hendes mand var død.

Martin dukkede ikke op, og efter nogle år døde hans forældre. Hans farbror Pierre fik ansvaret for Martins arv, og efter nogen tid giftede enkemanden Pierre sig med Bertrandes mor, som også var enke.

I fornuftsægteskabet forpligtede farbroren sig til at forsørge både Bertrande og lille Sanxi, så de ikke led nogen nød i Martins fravær.

Soldat for den franske konge

Så en dag i 1556 modtog Martins fire yngre søstre besked fra kroen i nabobyen. Det utrolige var sket! Martin var dukket op og spurgte efter sin familie.

Søstrene drog af sted og blev grådkvalt genforenet med deres bror. Kort tid efter dukkede så også Bertrande op og kastede sig lykkeligt om halsen på Martin. Otte års ulykke var omsider overstået.

Efter genforeningen bliver Martin nogle dage på kroen, og da han når hjem til landsbyen, bliver han modtaget som en helt.

Alle vil sludre med ham om gamle dage og høre, hvad han dog har lavet i de mange år.

Martin fortæller, at han først vandrede til Spanien og siden meldte sig til den franske konges hær, hvor han deltog i flere slag. Idyllen i den lille familie er genskabt.

I løbet af de kommende tre år føder Bertrande to døtre – hvoraf én overlever – og parret virker meget forelskede i hinanden. Martins farbror Pierre er glad for, at nevøen er vendt hjem.

Mens han tager sig af teglværket, passer Martin landbruget. Den hjemvendte husbond er fuld af gode ideer.

Han etablerer en lille handelsvirksomhed ved siden af landbruget og har stor succes. Men da han begynder at udleje og endog frasælge parceller af familiens jorder, bliver Pierre mistænksom.

Hvordan kan Martin gøre noget, der i så høj grad strider imod baskiske traditioner? Og hvorfor har Martin i øvrigt stort set glemt det baskiske sprog?

Pierre har naturligvis ingen billeder af sin nevø, men er der ikke også noget sært ved hans ansigt? Martin ligner i hvert fald ikke sin søn, Sanxi den yngre.

Otte års fravær og slagmarkens rædsler sætter selvfølgelig dybe spor i en mands sjæl og krop, men måske er den hjemvendte nevø slet ikke Martin Guerre?

Mens Pierre gør sig sine tanker, spørger Martin en dag, om han må se opgørelsen over boet efter sin far.

Pierre administrerede jo arven efter Sanxi den ældre, indtil Martin vendte tilbage, og Martin vil gerne forsikre sig om, at Pierre har overdraget ham hele arven.

Pierre bliver vred og fornærmet over nevøens forepørgsel, og konflikten mellem de to mænd spidser efterhånden til.

Deres strid ender i retten i 1558, og det styrker blot farbrorens mistanke. Martin forlod kone og barn i vanære efter at have stjålet en smule korn fra sin far. Og nu slæber han sin egen farbror i retten?! Pierre beskylder offentligt Martin for at være en udspekuleret identitetstyv.

Naboerne i landsbyen ved ikke, hvad de skal tro. Nogle mener, der må være noget om snakken. Andre ser Martin som en flittig bonde og Pierre som hans grådige farbror.

Bertrande forsikrer alle om, at Martin virkelig er hendes hjemvendte husbond, og hvem skulle i sidste ende vide det bedre end hende, den trofaste hustru?

Dommerne må afhøre 150 vidner

En dag i 1559 vandrer en soldat tilfældigt gennem Artigat. Han sværger, at Martin er en løgner.

Soldaten har mødt den ægte Martin Guerre, som mistede sit ben på slagmarken og nu har træben. Soldaten forsvinder igen og efterlader blot alle mere forundret, men episoden får Pierre til selv at forhøre sig om sin måske falske nevøs forhistorie.

Pierre får nys om, at en kroejer i en nærliggende landsby har genkendt den nye Martin som en person ved navn Arnaud du Tilh.

Pierre har en sag. Gennem sine forbindelser får han i 1560 Martin arresteret og fængslet i Rieux.

Sagens måske vigtigste vidne, Bertrande, holder fast i, at Martin er hendes mand, men stedfaren Pierre presser hende til at fremsætte en anklage: Martin er i virkeligheden Arnaud du Tilh og har svindlet sig til den ægte Martin Guerres ejendom, familie og hustru. Retssagen går i gang.

I alt skal omkring 150 vidner afhøres, og første mand i skranken er Martin Guerre.

Han fortæller en lang række detaljer fra sin fortid, og vidneudsagnet stemmer fuldstændig overens med Bertrandes forklaring, så dommerne konkluderer, at Pierre Guerre må have tvunget Bertrande til at fremsætte en falsk anklage.

Hver gang domstolen indkalder et nyt vidne, hilser Martin på dem ved deres navn og fortæller anekdoter fra deres fælles fortid. Han virker meget overbevisende, og 40 vidner – heriblandt hans fire søstre – sværger, at han virkelig er Martin Guerre.

45 andre vidner sværger, at manden, der udgiver sig for at være Martin, i virkeligheden er Arnaud du Tilh – eller en helt tredje. Mere end 60 vidner kan slet ikke finde ud af, hvad de skal tro.

Efter flere måneder når dommerne til en kendelse: Tiltalte har uretmæssigt udgivet sig for at være Martin Guerre.

Han skal betale erstatning til Bertrande de Rols, hvorefter han skal halshugges og hans krop deles i fire. Chokeret appellerer den dømte straks dommen.

Tvivlen skal komme tiltalte til gode

Appelsagen forløber nogenlunde som sagen i Rieux. Bertrande beskylder Martin for at være en svindler, mens Martin siger, at det hele er iscenesat af den grådige Pierre.

Domstolen afhører 30 vidner, men har svært ved at nå til en kendelse. Tvivlen bør komme den tiltalte til gode, men netop som dommen fra Rieux skal omstødes, ankommer en mand til retsbygningen. Han har træben. Og han fremsiger sit navn: Martin Guerre.

Den nytilkomne Martin afhøres og er ringere til at genfortælle detaljer fra sin fortid end den tiltalte.

Han beretter, at han forlod Artigat, vandrede til byen Burgos i Spanien og blev lakaj for biskoppen. Siden gjorde han tjeneste hos biskoppens bror, hvis soldater kæmpede mod franskmænd i den spanske hær.

Ved et slag i Nordfrankrig i 1557 vandt spanierne en knusende sejr, men Martin blev hårdt såret i benet, som måtte amputeres. Han overlevede indgrebet og fik for sin krigsindsats en livsvarig stilling som tjener i Malteserordenen. Hvorfor han besluttede at vende hjem til Artigat, kom aldrig for en dag.

I Toulouse genkender både Guerre-søstrene og Pierre manden med træbenet som Martin, og da Bertrande ser ham, kaster hun sig i hans arme og undskylder, at hun har ladet en anden leve hans liv.

Dommeren er overbevist. Den falske Martin, Arnaud du Tilh, dømmes til døden ved hængning.

Dommen skal eksekveres foran Guerre-familiens hus den 16. september 1560. Den dømte har fastholdt sin uskyld, men på sin sidste dag erkender han bedraget.

Arnaud du Tilh fortæller, at han som ung var veltalende, havde en fantastisk hukommelse og kunne være blevet en god præst, men i stedet brugte tiden på druk, hor og dans. Efter lidt småkriminalitet blev han soldat.

Bidrog hustruen til løgnen?

I 1553 mødte han tilfældigt to af Martin Guerres venner, der troede, han var Martin. Vennerne fortalte om Martins liv, og Arnaud fik den tanke, at han kunne overtage den fremmede mands identitet.

I de følgende mange måneder gravede han så mange detaljer som muligt frem om Martin, og i 1556 indlogerede han sig på den kro, hvor han blev opsøgt at Martins søstre og hustru.

Før løkken strammer til om hans hals, angrer Arnaud sine ugerninger og beder Gud, Bertrande, Guerre-familien og alle andre om tilgivelse.

Retsagen er velbeskrevet, men retsprotokollerne efterlader alligevel en del spørgsmål.

Hvor meget vidste Bertrande fx? Var hun virkelig uvidende om, at noget var galt? Eller fik hun i den falske Martin bare det, hun drømte om: en mand at dele bord og seng med?

Måske valgte hun at acceptere det falske ægteskab og håbede bare, at hendes rigtige husbond aldrig ville vende tilbage til det liv, han så pludseligt havde forladt.

De mange detaljer om Martins liv, som Arnaud kunne gengive, tyder på, at Bertrande fodrede ham med oplysninger for at gøre løgnen troværdig.

De historiske kilder fortæller kun lidt om personernes videre liv. Hvordan familien kom igennem det usædvanlige hændelsesforløb, ved ingen.