Om aftenen den 12. februar 1894 træder Émile Henry ind i den fashionable Café Terminus i midten af Paris. Han bestiller en øl og kort tid efter endnu én samt en cigar. Distræt betaler han tjeneren, mens han holder øje med orkestret, der fra et hjørne af caféen fylder rummet med klassiske toner.
Få lægger mærke til Henry, som med mørke bukser, hvid skjorte og sort filthat ligner alle andre unge intellektuelle, som frekventerer Paris’ beværtninger. Men Henry er ikke nogen almindelig gæst. Han er kommet med et eneste formål – at dræbe.
Ulighed skabte harme
Et helt livs vrede ligger bag Henrys morderiske planer. Faren, kaldet Fortuné Henry, blev i 1871 sendt i eksil i Spanien for revolutionære aktiviteter. I Spanien sled han i miner og på fabrikker, og hjemvendt til Frankrig døde han som følge af den kviksølvforgiftning, han pådrog sig under arbejdet.
En tyk, kvælende røg fyldte rummet, som genlød af de såredes skrig.
Farens skæbne gjorde Henry rasende, men også den stigende ulighed, som i disse år prægede Paris, vakte den 21-årige Henrys vrede. Mens borgerskabet mæskede sig i champagne og kaviar, sultede arbejderne og underklassen.
Henry sluttede sig til anarkisterne, en politisk gruppe, som med attentater mod myndigheder og politikere forsøgte at omstyrte samfundet. Men ordensmagten slog hårdt igen.
Da Henrys ven og kampfælle, Auguste Vaillant, den 5. februar 1894 blev henrettet for et attentatforsøg, svor Henry hævn. Og denne gang skulle volden ramme borgerskabet selv. Kun på den måde ville de forstå alvoren, mente han.
Morder var kun på fri fod i få minutter
Paris var forud for attentatet plaget af vold, og derfor var der mange betjente på gaden. Det blev Henrys uheld.
På sit kammer i Paris’ udkant brækkede Émile Henry låget og håndtaget af sin metalmadkasse. I kassen lagde han en stang dynamit og en beholder fyldt med hagl, pikrinsyre og krudt. I hullet, hvor skruen til håndtaget før sad, anbragte han en lunte. Med bomben, en pistol og et par knive i lommen satte han kursen mod byens mondæne forlystelseskvarter.
Gerningsmand fortrød intet
Ølglassene var tømt, men cigaren endnu ikke røget færdig, da Henry et par minutter efter kl. 21 forlod Café Terminus. I døren tog han bomben op af lommen og satte sin tændte cigar til lunten. Så snart lunten fængede, smed han bomben ind i caféen og løb så stærkt, han kunne.
Et brag fyldte luften, mens hagl, stykker af marmor fra bordene og glasskår fra vinduer og spejle fløj gennem luften. En tyk, kvælende røg fyldte rummet, som genlød af de såredes skrig.
“Jo flere borgerdyr der dør, jo bedre”. Émile Henry, 1894.
“Stop ham! Stop ham!” råbte en tjener, som så Henry løbe. En betjent, som tilfældigvis stod foran caféen, optog forfølgelsen. Desperat affyrede Henry sin pistol mod betjentens bryst, men kuglen blev standset af en tegnebog af tykt læder.
Lige da en anden kugle hvislede forbi betjentens ansigt, lykkedes det ham med løftet sværd at skubbe Henry omkuld på jorden. “Jeg sprætter dig op, hvis du bevæger dig, din bandit”, hvislede han, mens han pressede klingen mod Henrys hals. Et par betjente greb Henry og trak ham væk.
Bødlene bandt Henry før henrettelsen, så tilskuerne skulle tro at han hadde forsøkt å stikke av.
“I svin, jeg ville have dræbt jer alle”, råbte han, mens han blev ført bort. En cafégæst var dødeligt såret og 20 svært skadede. Men Henry forblev uforsonlig. “Jo flere borgerdyr der dør, jo bedre”, sagde han koldt under afhøringen.
“Borgerskabet lever af at udnytte de svage. De må bøde for deres forbrydelser i fællesskab”. Retten dømte ham prompte til døden. Den 21. maj 1894 blev den 21-årige Henry ført til skafottet.
“Fat mod, kammerater. Leve anarkiet”, lød hans sidste ord, inden guillotinens skarpe blad skilte hovedet fra kroppen.
Émile Henry vidste det ikke, men hans ugerning indledte en helt ny æra. Med sit bevidste anslag mod almindelige borgere med det formål at skabe politiske forandringer indskrev han sig i historien som verdenshistoriens første moderne terrorist.