Virkelighedens Babylon Berlin: Sværvægter opklarede 298 mord

Ingen gerningsmand kan længere føle sig sikker i tyskernes hovedstad. I Ernst Gennat råder Berlin over en drabschef, som har revolutioneret politiet.

Med systematik, grundighed og en enestående psykologisk indsigt opklarer han selv de største mordgåder. I jagten på Dora Perskes morder får Gennat imidlertid brug for alle sine talenter.

Berlin myldrede med kriminelle

Knap 10 år før mordet på Dora Perske sluttede 1. verdenskrig, og tyskerne gik en usikker fremtid i møde.

Frem til 1918 havde militæret stået for sikkerheden i kejserriget, men i den nyetablerede Weimarrepublik overtog politiet en yderst vanskelig opgave.

En kommunalreform fra 1920 flyttede Berlins bygrænse, og med sine 878 km² blev hovedstaden verdens arealmæssigt største by. Byens befolkningstal steg til fire millioner, og samtidig fik fattigdom kriminaliteten til at eksplodere.

De hjemvendte soldater, der var traumatiseret af krigen i skyttegravene, stod bag en stor del af den grove vold.

Den britiske forfatter Christopher Isherwood levede i Berlin i weimarperioden og skrev hjem om lovløsheden:

“Midt på en befolket gade kunne en ung mand blive angrebet, frarøvet, tævet og efterladt blødende på fortovet”.

Selvom Berlin kulturelt blomstrede op i 1920’erne, og kvinder med moderigtigt, kort hår og farvestrålende kjoler dansede natten lang til amerikansk jazzmusik, levede langt de fleste berlinere i dyb fattigdom.

I 1922 manglede 147.000 en bolig, og endnu flere stod uden arbejde. Mange overlevede kun ved at begå kriminalitet.

Under halvdelen af byens tyverier og røverier blev opklaret, og når det gjaldt mordsager, så det kun en anelse bedre ud.

Fortvivlende mange mordere gik frit omkring i gaderne, fordi Berlin ikke rådede over en særskilt drabsafdeling. I stedet blev tilfældige politibetjente tilkaldt, når et lig dukkede op. Efter bedste evne måtte de lede efter spor og afhøre vidner.

Ingen var mere bedrøvet over statistikken end Ernst Gennat. Den 130 kg tunge berliner var blevet forfremmet til kriminaldetektiv i 1905, men først i 1926 lykkedes det ham at etablere byens første drabsafdeling med sig selv som leder. Snart skulle Berlins kriminalpoliti blive et forbillede for resten af verden.

Drabschef hyrede kun de ambitiøse

I sin karriere havde Gennat altid gjort en dyd ud af at være omhyggelig; blandt andet var den cigarrygende politimand kendt for altid at medbringe en lup, som han i bedste Sherlock Holmes-stil brugte til at studere alle detaljer på et gerningssted med.

Kolleger beskrev Gennat som “en lidenskabelig efterforsker”. Præcision og engagement var dyder, som drabschefen forventede af sine ansatte i politihovedkvarteret på Alexanderplatz.

“Netop dette job stiller i alle henseender høje krav. For at leve op til dem skal en betjent være i besiddelse af interesse og evner for faget. Han må have en glæde ved sit arbejde og kunne arbejde på egen hånd samt besidde en sund ærgerrighed, der ansporer ham til at yde en toppræstation”, mente drabschefen.

Gennat elskede sit arbejde så højt, at han ofte sad til langt ud på natten og granskede vanskelige sager – altid på jagt efter detaljen, som kunne fælde en morder. Arbejdet blev dog jævnligt afbrudt af spisepauser.

Drabschefen skovlede hver dag adskillige flødekager indenbords og skyllede dem ned med portvin, og med tiden fik sværvægteren øgenavne som “den tykke” og “Buddhaen fra Alexanderplatz”.

Gennat havde også altid sin buttede sekretær, Gertrud “Trudchen” Steiner, i tankerne, når hans egen glubende appetit skulle stilles:

“...og kogte pølser til frøken Steiner”, yndede han at råbe, når han bestilte mad, som skulle bringes op på kontoret. Den hyppige kommentar gav sekretæren det lidet flatterende tilnavn “Bockwurst-Trudchen”.

Når han søgte kriminaldetektiver til sin afdeling, gik Gennat primært efter veteraner med relevante erfaringer fra tidligere mordsager. Buddhaen lagde ligeledes vægt på, at mændene besad “kritisk dømmekraft” og en “inderlig ansvarsfølelse”, som han udtrykte det.

Fortidens sløseri havde spoleret talrige opklaringer, så Gennat bestemte, at kun specialiserede drabsenheder måtte betræde gerningsstedet efter et mord.

Ved at råde over tre drabshold, der skiftedes til at have vagt, kunne Gennat dag og nat sende kvalificerede efterforskere ud til et gerningssted, så spor kunne sikres i en fart. Drabschefen vidste, at for hvert døgn, der gik, faldt chancen for at fange morderen.

Holdene bestod af en kriminalkommissær og 4-10 kriminalbetjente foruden en fotograf, en hundefører og en sekretær, der skulle notere kommissærens iagttagelser.

“Alle må vide, præcis hvad de skal gøre på gerningsstedet, så der ikke begås fejl”, indskærpede Gennat.

Drabschefen fik endda bygget et specialkøretøj – en Daimler-Benz – der rummede vigtigt udstyr såsom markeringstape, reagensglas og arbejdsborde, så efterforskerne aldrig manglede noget. I folkemunde blev drabsafdelingens køretøj hurtigt døbt “Mordbilen”.

Hvis Gennat befandt sig i bilen, kunne det ses på lang afstand. Den svære drabschef sad altid på sædet bag chaufføren, og derfor sank bagenden så meget, at undervognen næsten skrabede mod asfalten – ikke mindst, når “Bockwurst-Trudchen” sad ved hans side.

Uhyggelige sår i Perskes kranie

Onsdag den 21. december 1927 deltog Gennat selv i efterforskningen. Drabsafdelingen modtog et opkald om en kvinde, der var døden nær efter et blodigt overfald i en togkupé.

Normalt ville Gennat prompte opsøge gerningsstedet, men da togvognen i Friedrichshagen først skulle rangeres til et spor væk fra offentlighedens nysgerrige blikke, lod Buddhaen sig i stedet fragte til hospitalet, hvor offeret var bragt hen.

Den 21-årige Dora Perske havde bandage om hovedet og lå i dyb koma, så hun umuligt kunne besvare spørgsmål. I stedet forhørte Gennat sig om hendes skader. Overlægen forklarede, at der med sikkerhed var tale om en forbrydelse, og at frøken Perske havde “8-9 slagsår på forsiden af kraniet”.

VIDEO: Dora Perskes skader chokerede alle

Med vanlig grundighed fik efterforskerne fremstillet en tegning af skaderne på hovedet, så de vidste, præcis hvordan overfaldsmanden havde slået Perske.

Sårene tydede på, at offeret var ramt oppefra af et aflangt slagvåben med skarpe kanter.

Næste skridt var afhøring af den chokerede jernbanemand, der havde fundet Perske. Gennat og hans hold sluttede sent om aftenen med omsider at undersøge togvognen.

“Begge kupéer var stærkt plettet med blod. Blodpletterne befandt sig på polstringerne og væggene”, noterede Gennat, der efter egne forskrifter fik en betjent til at tegne kridtstreger rundt om blodsporene, inden blitzen fra et kamera lyste op, og holdets fotograf forevigede beviserne.

En tegner fremstillede en skitse af hele togvognen og blodpletterne, så Gennat kunne danne sig et overblik over hændelsesforløbet.

Hver eneste mistænkelig genstand blev nøje markeret med et nummer, lagt i en pose og gemt til senere. Også den slags basale procedurer havde betjente tidligere sjusket med, men Gennat pointerede altid vigtigheden af ikke at formøble selv det mindste bevis.

Drabschefen afhørte Dora Perskes søster for at få klarhed over, om nogle af offerets ejendele manglede. Umiddelbart var alt der, så motivet til overfaldet syntes ikke umiddelbart at være røveri.

Omvendt mente Gennat, at man aldrig skulle udelukke noget på forhånd, så han holdt alle muligheder åbne, da han ud på natten omsider lagde sig til at sove.

Ingen spor pegede indtil videre på en bestemt gerningsmand. Men Gennat havde slet ikke spillet alle sine kort endnu. Snart skulle offentligheden sættes ind i jagten på morderen.

Drabschefen elskede pressemøder

Næste morgen mødtes drabsafdelingen til et morgenmøde, som Gennat havde indført. Tidligere havde kriminalbetjente arbejdet på egen hånd, nu sad Buddhaen for bordenden og hørte om fremskridt og vanskeligheder i alle igangværende sag.

Opdateret om det seneste døgns udvikling kunne drabschefen bedre koordinere opklaringsarbejdet. Samtidig fik kriminalbetjentene indblik i alle verserende efterforskninger og kunne hjælpe deres kolleger, hvis de havde kendskab til en lignende forbrydelse.

Denne morgen blev meget af tiden brugt på den dugfriske Perske-sag. I nattens løb var Dora Perske død af sine kvæstelser, så nu var forbrydelsen – ganske som forventet – blevet en mordsag.

Ingen vidner var dukket op, så Gennat besluttede at anvende et andet af sine foretrukne værktøjer: Hjælp fra hovedstadens journalister.

Som i dag slubrede også 1920’ernes berlinere kriminalstof i sig sammen med aftenkaffen, og siden Gennats udnævnelse til drabschef var interessen for politiets arbejde kun steget – takket være den forbedrede opklaringsprocent og Buddhaens stjernestatus.

Gennat veg ikke tilbage for noget middel, når han forsøgte at opstøve vidner. I biografernes reklamepauser indrykkede han annoncer med løfte om dusør, og artikler med efterlysninger fyldte dagligt Berlins aviser.

Den 22. december 1927 sørgede drabschefen for, at aviserne bragte nyheden om Perske-mordet.

“Sandsynligvis har gerningsmanden haft blod på hænder og tøj”, citerede aviserne ham for at sige. Den lovede dusør på 2.000 mark for afgørende spor blev nævnt igen og igen.

Også plakater om mordet blev hængt op overalt i hovedstaden, og allerede dagen efter modtog Gennat det afgørende tip: En anonym person kendte en fyr ved navn Horst Kiebach, som pludselig var kommet til penge.

“Mistanken mod ham byggede på, at han på gerningsdagen købte ting, på trods af at han ellers altid manglede penge – og derudover havde han udtalt sig mistænkeligt”, skrev Gennat i sin rapport.

Drabschefen var kendt for sin eminente hukommelse, og navnet Kiebach forekom ham bekendt. Gennat gik ind i det store arkivrum, han selv havde indrettet i politiets hovedkvarter.

Tidligere flød rapporter i skuffer og stakke på betjentenes skrivebord, men Gennat vidste, at et velfungerende arkiv kunne opklare sager. Drabsafdelingens arkiv rummede hundredvis af kartotekskort med billeder af dømte og beskrivelser af deres ugerninger.

Efter en kort søgen kunne Gennat konstatere, at han huskede rigtigt: Navnet Horst Kiebach dukkede op.

20-årige Kiebach var en gammel kending af politiet. I midten af 1920’erne modtog han en dom for røveri ombord på Berlins tog.

Venligt forhør skaffede beviser

Lillejuleaften 1927 troppede to kriminalbetjente op på det herberg i Berlins nordøstlige ende, hvor Horst Kiebach opholdt sig. Først satte den mistænkte sig kraftigt til modværge, men efter nogen tumult overmandede betjentene ham.

Under klammeriet lød et dump, da en 35 cm lang jernstang indrullet i avispapir faldt til jorden. Stangen havde skarpe kanter, der meget vel kunne have givet Perske sine fatale hovedskader.

En lille time senere blev Kiebach bragt ind på Gennats kontor. Drabschefen rejste sig fra sin grønne sofa og tog venligt imod den mistænkte.

Buddhaen behandlede mistænkte med respekt, for ifølge Gennat var forbrydere tit selv ofre, som ulykkelige omstændigheder havde tvunget ud i kriminalitet.

“De skal ikke være bange for os, vi er rare mennesker”, yndede Gennat at sige under sine forhør.

Drabschefen kunne ikke drømme om at overfuse mistænkte for at bringe dem ud af fatningen. I stedet brugte han sin psykologiske indsigt.

“Vores våben er hjerne og psyke”, mindede Gennat sine folk om.

Da Kiebach satte sig over for drabschefen, var strategien som altid at få den mistænkte til at føle sig tryg, så han kom til at tale over sig. Gennat nævnte ikke Perske-mordet med et ord. Venligt spurgte kæmpen i stedet Kiebach om hans økonomi.

Den unge mand forklarede, at han tjente til dagen og vejen ved at arbejde for sin far, der konserverede dyr. Hvorfor han tidligere havde røvet folk, vidste han ikke engang selv.

“Betyder arv noget for, om man har forbryderiske anlæg?” ville Kiebach vide, da han lidt senere var på vej ud af døren.

Gennat fornemmede, at den mistænkte muligvis var moden til at afsløre noget vigtigt, og spurgte, hvorfor Kiebach ønskede at vide det. Fordi hans far var straffet for ni forbrydelser, svarede Kiebach og forklarede, at han selv tit endte med at begå kriminalitet.

I det samme brød Kiebach sammen og indrømmede mordet på Dora Perske.

“Jeg slog hende med den trekantede jernskinne, som jeg havde med mig. Da Perske begyndte at skrige, var jeg nødt til at slå hende flere gange. Derefter flygtede hun til kupéen ved siden af. Jeg slog hende flere gange i hovedet, og da hun sank sammen, gik jeg tilbage til den første kupé og tog hendes pengepung”, indrømmede Kiebach.

Med 55 mark fra Perskes pung ville han gøre indtryk på sin kæreste ved at købe nyt tøj og invitere hende ud at spise. Endnu en gang havde Gennats forhørsteknik fået en mistænkt til at indrømme alt.

Kiebach var endda undervejs blevet så fortrolig med Gennat, at han senere nævnte drabschefen i et brev til sin kæreste:

“Elly! Fordøm mig ikke for at have begået denne forbrydelse. Jeg gjorde det for dig, og hvor havde hr. kriminalkommissær Gennat dog ret, da han sagde, at jeg blot havde valgt en forkert måde at vise min kærlighed til dig på!”

Flødeskumskager slog ihjel

Mordet på Dora Perske var blot en af i alt 298 mordsager, som Gennat opklarede under sit 35-årige virke for Berlins kriminalpoliti.

I løbet af få år blev hans drabsafdeling et forbillede for efterforskere i ind- og udland. Alene i 1928 opklarede drabschefen og hans folk 39 ud af 40 mord i Berlin, og det høje niveau fortsatte ind i 1930’erne, hvor drabsafdelingen løste 95 procent af alle mordsager.

Selv med moderne DNA-teknologi til rådighed når nutidens drabsenheder ikke Gennat til sokkeholderne.

Da Weimarrepublikken faldt, og nazisterne overtog magten i 1933, mistede Gennats afdeling noget af sin stjernestatus. Det nye, hemmelige politi hvervede mange af Buddhaens dygtigste folk, fordi Gestapo og SD (Sicherheitsdienst) bød på bedre karrieremuligheder.

Faneflugten var svær for Gennat at acceptere, for drabschefen var ifølge kollegerne “demokratisk helt ind til benet”.

Op gennem 1930’erne murede Gennat sig mere og mere inde på sit kontor, fordi hans korpus hurtigt blev udmattet, når han dristede sig ud.

Buddhaen fortsatte med at stoppe sig med flødekager, og da han nærmede sig 150 kg, fik drabschefen besvær med overhovedet at gå. I august 1939 gav hans blot 59-årige krop op.

Ernst Gennat døde af åreforkalkning, blot 10 dage før Hitler udløste 2. verdenskrig.