Sneen knirker under Margit Niininens sko, da hun en kølig januaraften i 1927 betræder stien gennem Vårdbergsparken i Åbo (i dag Turku).
Krampagtigt knuger den 21-årige kvinde sin håndtaske, der rummer en pistol og et bundt tyske pengesedler. Begge dele tilhører hendes forlovede.
I parken venter Margits tidligere chef, den 40-årige forretningsmand John Engblom, som tre år tidligere voldtog hende på sit kontor.
Nu kræver hun, at han stopper med at sprede ondsindede rygter og kalde hende løs på tråden.
Men Engblom tilhører Åbos overklasse og har kun foragt tilovers for Margits krav. Han griner og råber “skøge”.
Rasende flår Margit pistolen frem og trykker på aftrækkeren.
Lyden af to skud flænger luften, og Engblom styrter dødeligt såret om i sneen.
Ingen har tilsyneladende set eller hørt skuddene, men den unge morder har begået en fatal fejl, som skal ende med at fælde hende.
Skønhed fangede chefens blik
Margit Niininen var 19 år, da hun i 1924 blev ansat som kontorassistent hos John Engblom.
Hans firma, Industri- Engros-Affären, importerede sko og lå i Nylandsgatan 1. Margit var glad for jobbet, for lønnen gav hende råd til at studere filosofi og litteratur på akademiet.
Som ejer af flere virksomheder var Engblom en af den svensk-dominerede by Åbos spidser. Forretningsmanden var kendt for sin ekstravagante livsstil med dyre restaurantbesøg og en iøjnefaldende rød bil, som han susede gennem byen i.
Engblom var dameglad og lagde snart mærke til Margit på kontoret. Selv var hun komplet uerfaren i forhold til det andet køn.
“I mit forhold til mænd har jeg aldrig været den aktive eller dominerende, men genert, passiv og undergiven”, skrev Margit to årtier senere i sin dagbog.
Hun anede derfor ikke uråd, da hendes chef en dag bad hende blive lidt længere på grund af overarbejde.
Efter at alle hendes kolleger var gået hjem, kaldte Engblom den unge assistent ind på sit private kontor.
Uden varsel kastede han sig over Margit og voldtog hende. Overgrebet lammede Margits evne til at tænke.
Pligtskyldigst mødte hun på arbejde dagen efter, men forsøgte at undgå sin chef. Få dage senere nåede ubehagelige rygter hendes ører.
Efter voldtægten bagtalte John Engblom sin unge, smukke kontorassistent.
Over for venner havde Engblom pralet med, at Margit “var fyrig og skøn”. Ordene kunne ødelægge Margits fremtid.
Blev en kvinde i datiden offentligt stemplet som sexlysten, ville ingen mand giftes med hende.
Efter to uger var Margit på sammenbruddets rand. Anklagede hun sin chef for voldtægt, ville sagens slibrige detaljer komme frem.
Ingen ville desuden tro en ung assistent frem for en kendt forretningsmand, frygtede Margit. Måske var frygten velbegrundet, for i 1924 blev blot 20 dømt for voldtægt i hele Finland.
I længden var situationen uudholdelig, og Margit sagde op.
Under en lille afskedskomsammen med kollegerne nævnte hun dog ikke sagen – den traumatiske aften skulle i hast fortrænges, men så let lod Engblom hende ikke slippe.
Gerningsstedet lå nær morderens hjem.
John Engbloms kontor lå på Nylandsgatan 1. Her havde han tre år tidligere voldtaget Margit Niininen.
22-årige Margit boede hos sin plejemor i Kaskisgata 9.
De dræbende skud faldt i ly af træerne i Åbos Vårdbergspark.
Gerningsmand udskammede sit offer
Margit fandt nyt arbejde i Finlands Bank i Åbo og kunne derfor fortsætte sine studier.
En af forelæserne var den 14 år ældre magister Allan Törnudd, som Margit snart faldt for med et brag.
“Jeg tilbad ham. Han var den første virkelig uddannede og intelligente mand, som viste interesse for mig”, betroede Margit sin dagbog mange år senere.
For Allan var den unge kvindes sværmeri flatterende og stimulerende. De diskuterede litteratur og filosofi, og deres forhold blev tættere i løbet af 1925. Men Margits fortid indhentede hende.
Hver gang hun fik øje på Engblom, skyndte hun sig over på det modsatte fortov. Til sidst var Margit så nedbrudt af sine traumer, at hun i marts 1926 skrev et brev til Allan og fortalte ham om voldtægten.
Hun nævnte dog ikke Engblom ved navn. Brevet gjorde Allan rasende på Margits vegne, og en længere korrespondance udviklede sig mellem de to.
“Min indignation vil aldrig kølnes, hvis ikke en eller anden form for opgør har fundet sted”, skrev han til hende.
Godt en måned efter Margits afsløring blev Allan passet op af en mand på en af Åbos broer. Allan genkendte straks sin gamle skolekammerat John Engblom.
I et “modbydeligt” tonefald, som Allan senere beskrev det, spurgte forretningsmanden, om Allan “fjumrede” rundt med Margit. Allan svarede undvigende og skyndte sig hjem.
Da han fortalte Margit om episoden, brød hun sammen og indrømmede, at Engblom var den omtalte voldtægtsmand.
Kæresten købte en pistol
I de næste måneder hørte Allan flere “skamløse ytringer”, som han kaldte dem, svirre om Margit, bl.a. at hun lå i med Engblom og flere andre mænd. Allan var ikke i tvivl om, at rygterne stammede fra voldtægtsmanden.
Uden Margits vidende købte han en Bayard kaliber 6.35 – en lille, kortløbet pistol af belgisk fabrikat.
Med den ville han true Engblom til tavshed. Hen over sommeren øvede Allan sig i at håndtere pistolen, bl.a. med at skyde til måls i skoven ved Margits bedstemors sommerhus, hvor parret ofte var på besøg.
I efteråret blev Allan igen passet op på gaden i Åbo af Engblom. Forretningsmanden pralede med, at han kunne lægge Margit ned til hver en tid.
Desuden advarede han om, at “Margit ikke var den slags kvinde, som man gifter sig med”. Samtalen udviklede sig til et skænderi, hvor Engblom råbte: “Margit er en hore og en horeunge”.
Da Allan fortalte Margit om episoden, blev hun fortvivlet. Hun var vokset op hos en plejefamilie, og på hendes dåbsattest var der et spørgsmålstegn på linjen, hvor farens navn skulle have stået. At være uægte barn var en skam i 1920’erne.
Allan lod ikke Margits fortid eller rygterne stå i vejen for, at parret i efteråret 1926 blev forlovet.
For at undgå yderligere sladder holdt de imidlertid forlovelsen hemmelig og undlod at blive set sammen offentligt, og Margit blev boende hjemme hos sin plejemor.
På Åbos gader stødte Allan igen på Engblom, som optrådte “triumferende, hånlig og med udfordrende miner”, som han senere beskrev hændelsen.
Allan følte skyld over sin manglende evne til at sætte den rapkæftede forretningsmand til vægs.
“Ligesom første gang havde jeg fornemmelsen af, at jeg havde gjort en slet figur i mine sammenstød med ham. Jeg indså, at sagen måtte afgøres på en eller anden måde”, sagde Allan senere.
Han endte med at fortælle Margit om Bayard-pistolen, men forklarede hende også, at våbnet ikke længere blot skulle bruges til at true Engblom. Forretningsmanden måtte dø.
“Han har mistet sin eksistensberettigelse”, snerrede Allan og viste Margit et bundt tyske pengesedler, han også havde anskaffet. Pengene skulle smides ved liget for at lokke politiet på vildspor.
Margit Niininen myrdede sin plageånd med en lille Bayard-pistol.
Patronhylstre gav politiet fældende beviser
Margit blev mistænkt for mordet, men politiet manglede beviser på, at hun havde været på gerningsstedet. Da sneen smeltede, dukkede de op.
Åbo var dækket af sne, da Margit Niininen affyrede to skud mod sit offer.
De tomme patronhylstre, som mordvåbnet automatisk vippede ud af sit kammer, forsvandt derfor i Vårdbergsparkens sne.
Da tøvejret senere satte ind, dukkede de imidlertid atter op. For første gang i finsk kriminalhistorie blev mærker på patronhylstre brugt som bevis i en mordsag.
Trods serieproduktion afsætter alle skydevåben individuelle ridser og mærker på patronhylstrene, når våbnet affyres.
Mærkerne stammer blandt andet fra løbets riflede overflade og slagstiften, som rammer patronens bund og affyrer den.
Politiet fandt aldrig pistolen, som dræbte John Engblom, men sammenlignede patronhylstrene fra Vårdbergsparken med hylstre fundet nær et sommerhus, som tilhørte Margits plejefamilie.
Vidner havde forklaret, at Margits kæreste her havde øvet sig i at skyde med en Bayard-pistol.
Politiets undersøgelser afslørede, at mærkerne på hylstrene var identiske, og at det forsvundne mordvåben derfor havde tilhørt Margits kæreste.
Et to-delt foto af bunden på to patroner viser, at de har ens ridser og blev affyret af samme våben.
Hånlig latter udløste skud
Skræmt over Allans plan overtalte Margit sin forlovede til at lade hende opbevare penge og pistol – så han ikke kom til at gøre noget overilet.
Efter endnu et skænderi med Engblom i december 1926 forlangte Allan imidlertid at få begge dele tilbage, men Margit nægtede.
Nu følte hun for alvor, at en katastrofe var nært forestående, og besluttede at tage sagen i egen hånd.
Uden Allans vidende ringede hun til Engblom for at aftale et møde. Forretningsmanden blev overrasket og smigret over opkaldet og indvilgede i at mødes alene med Margit den 3. januar 1927 i Vårdbergsparken.
Margit havde håbet på forsoning, men under mødet affejede Engblom med overlegen mine anklagerne om, at han spredte rygter. Han tilbød hende dog penge som kompensation for voldtægten tre år tidligere.
Men det var ikke penge, Margit havde brug for – hendes rygte og hendes livs kærlighed var på spil.
Desperat truede hun med at sladre om voldtægten til Engbloms kone, hvis ikke rygterne stoppede, men ordene fik blot forretningsmanden til at forlade parken i vrede.
Allan lyttede bagefter nedslået til sin forlovedes beretning om mødet, og forbitret anskaffede han sig få dage senere endnu en pistol.
Politifoto af gerningsstedet i parken, hvor liget havde efterladt et aftryk i sneen.
I et kapløb med tiden kontaktede den fortvivlede Margit atter Engblom og overtalte ham til endnu et forsøg på forsoning.
Tyk sne dækkede græsset om aftenen den 13. januar 1927, da Margit trådte ind i Vårdbergsparken.
Mellem en gruppe træer ventede hendes plageånd. Engblom brækkede en kvist af et træ og slog med ligegyldighed streger i snedriverne, mens han kaldte Allan “en ynkelig småborger og en tvivlsom person”.
Rasende forlangte Margit, at han tog ordene tilbage, ellers ville hun skyde. Da Engblom bare slog en hånlatter op, flåede hun pistolen op af tasken og trykkede på aftrækkeren.
To skud gjaldede – det ene af dem ramte Engblom i hovedet. Forretningsmanden faldt om i sneen og døde sekunder senere.
“Et øjeblik stod jeg som forstenet. Så blev jeg grebet af en ubeskrivelig rædsel”, forklarede Margit senere i retten.
I panik flygtede hun mod parkens udgang, men ved trappen op til Stora Tavastgatan kom hun i tanke om de tyske pengesedler i sin taske. Så løb hun tilbage og spredte dem på gerningsstedet.
Pengene skulle skal narre politiet til at tro, at en udenlandsk forretningsforbindelse havde myrdet Engblom. Herefter stormede Margit hjem.
Rystet over sin ugerning rettede hun pistolen mod sin tinding, men kunne ikke trykke af. I stedet skilte hun sig af med mordvåbnet.
Samme aften fandt andre parkgæster Engbloms lig. I den afdødes pung opdagede politiet Margit Niininens gamle ansættelsesbrev, som straks fik dem til at rette mistanken mod hende. Beviser havde de dog foreløbig ingen af.
Dagen efter blev hun afhørt af politiet, men afslørede intet. Først da hun mødtes med Allan senere på dagen, tilstod den unge morderske alt.
“Skæbnen har sørget for retfærdighed”, var Allans fåmælte kommentar.
Pressen svælgede i mordet
Samme dag fik pressen nys om drabet. I Åbos avis lød overskriften:
“Uhyggeligt morddrama i byen natten til i går”. To dage senere nåede nyheden hovedstaden Helsinki.
“Var det en kvinde, som skød?” spurgte en af byens store aviser. For finnerne var tanken uhyrlig. Kvinder begik ikke mord, mente folk i samtiden.
Mistanken mod Margit svandt, men i april smeltede sneen, og politiet fandt to patronhylstre på gerningsstedet.
De var identiske med patroner affyret af Allan, da han øvede sig i at bruge Bayard-pistolen. Sagen eksploderede i pressen, da Margit og Allan tilstod mordet.