10 vanvittige nedslag i historien

Ifølge filosofihistorikeren Diogenes Laërtius døde den græske filosof Chrysippos under De Olympiske Lege i 208 f.Kr.

Her så han et æsel spise figner og råbte: “Gi’ så æslet noget god vin til at skylle fignerne ned med!” Herefter begyndte han at grine så voldsomt, at han til sidst faldt om og døde.

En amerikansk sortbjørn blev i 1985 fundet død af en overdosis i en skov i delstaten Georgia. Bjørnen havde ædt 40 kg ren kokain, som en narkokurér havde kastet ud fra et fly.

Kuréren – en tidligere narkobetjent – kunne ikke selv hente stoffet, for han omkom i en faldskærmsulykke. I dag står bjørnen udstoppet i et indkøbscenter i Lexington og er kendt under navnet “Pablo Escobear”.

Horror-komedien "Cocaine Bear" (2023) bygger på historien om den uheldsvangre sortbjørn – men i stedet for at lade bjørnen dø af en overdosis-relateret slagtilfælde har filmens skabere ladet bjørnen overleve ... og gå fuldstændig grassat.

🎞 Se traileren til filmen her:

Filmen har har intet med virkeligheden at gøre, men den har fået gode anmeldelser.

Hvis du vil se en mere sanddruelige udlægning af historien – og billederne af den ægte, udstoppede kokainbjørn i indkøbscentret Kentucky for Kentucky Fun Mall – så se med her:

Den 20. marts 1959 satte en gruppe sydafrikanske studerende ­verdensrekord, da de pressede 25 mennesker ind i en telefonboks. Herfra spredte idéen sig til flere lande – i særdeleshed USA, hvor især universitetsstuderende lå i konkurrence med hinanden.

At presse kroppen ind i en te­le­fon­boks blev så populært, at man­ge begyndte at pjække fra timerne for at øve sig og opfinde nye teknikker.

Ifølge en reportage fra Time ­Magazine var deltagerne enige om, at “den bedste metode var at finde mange små, unge studerende og så lade en garvet mester styre, hvordan de skulle stables”.

Den populære dille døde ud i slutningen af året, næsten lige så hurtigt som den var opstået. Sydafrikanernes rekord på 25 mennesker blev aldrig officielt slået.

Berlin zoo modtog i begyndelsen af 1920’erne to isbjørne, som ­hurtigt blev enormt populære blandt byens borgere.

Den zoologiske have begyndte derfor at hyre mænd i isbjørnekostumer, så tyskerne kunne betale for at få taget et billede ­sammen med deres ynglingsdyr.

Bjørnene var så populære, at dillen spredte sig til resten af Tyskland, hvor bjørnebilleder snart kunne tages i alle større byer.

Bjørnene blev ofte lejet ud til festlige arrangementer, hvor folk fx satte dem til at holde babyer, til at gå en tur i skoven eller til at posere foran deres nye bil.

Feriesteder havde også ofte tilknyttet både bjørne og fotografer, så gæster kunne få taget et billede med en isbjørn på stranden.

Dillen levede videre i bedste ­velgående under nazismen og eksisterede helt indtil 1960’erne.

Efter at have hørt sine venner brok­ke sig over deres besværlige kæ­le­dyr fik reklamemand Gary Dahl en fantastisk idé. Børn skulle have et kæ­le­dyr, alle kunne passe – en sten.

Dahl samlede flere tusind sten på stranden, som han kom i små papkasser med åndehuller sammen med no­get snor, så ejeren kunne gå tur med sin nye bedste ven.

Kassen indeholdt også en humoristisk manual, som forklarede kommandoer, stenen kunne lære. “Sid” var fx meget let for de fleste sten, hvorimod “rul rundt” typisk krævede lidt hjælp.

Stenene kostede næsten intet at producere og blev solgt for 3,95 dollars stykket, da de kom ud i 1975.

De blev en kæmpe dille blandt amerikanske børn og gjorde Dahl til millionær på et halvt år.

Ved det russiske hof i 1700-tallet var fødder forbundet med seksualitet, og magtfulde kvinder såsom Katarina den Store havde fodkildere ansat på fuldtid.

Jobbet var besat af kvinder og eunukker, hvis kildeevner blev brugt til at få de fine fruer i stem­ning, inden de skulle væ­re sammen med deres mænd.

I marts 1952 brød en gruppe mand­lige studerende fra U­ni­ver­si­ty of Michigan ind i kvindernes sovesal og stjal deres trusser. Aktionen var en protest imod de regler, som holdt kønnene adskilt på universitetet.

Trussetyverierne udviklede sig hur­­tigt til en landeplage, som kvin­­der­­ne deltog aktivt i: De jublede, når mæn­­de­­ne kom for at returnere trusserne, ofte med et navn og et te­­lefon­-­­num­­mer i.

Tyvene risikerede at blive smidt ud fra studiet, men dillen fortsatte alligevel frem til 1960’erne.

I 1956 på University of California ud­­vik­­le­­de den ungdommelige spøg sig dog til masseoptøjer: 3.000 mand­­li­­ge studerende begyndte at spar­­ke døre ind, ødelægge inventar og stjæle alt, hvad de kunne få fingre i. Den lille lokale politistyrke kunne intet stille op, og skaderne var enorme.

I 1911 blev togrøveren Elmer McCurdy skudt og dræbt i Oklahoma. Ingen krævede den afdøde udleveret, så bedemanden balsamerede liget og lod folk betale for et kig.

Fem år efter påstod to mænd, at de var McCurdys brødre, og fik ham udleveret.

I virkeligheden ejede de et cirkus, som nu udstillede liget. Gennem 60 år blev den ramponerede krop solgt igen og igen, og til sidst troede alle, at det var en dukke.

Først i 1976 kom sandheden frem, da McCurdys ene arm faldt af. Den stakkels røver blev begravet året efter.

Et af historiens vanvittigste stuntnumre så dagens lys i midten af 1920’erne: Dødsræs med løver.

I begyndelsen af 1900-tallet trak det fulde huse, når vovehalse drønede rundt i dødsdromer – tøndeformede maneger, hvor de på motorcykler eller i biler kørte på lodrette vægge.

I 1927 videreudviklede amerikanske vovehalse nummeret ved at lade løver jagte køretøjerne rundt i dødsdromen. Ferald Egbert gik dog endnu længere. Han monterede en sidevogn på sin racerbil, hvori han trænede en løve til at sidde.

Nummeret tog verden med storm, for én ting var at drøne rundt på en lodret væg i rasende fart – noget helt andet var det at gøre det sammen med en 200 kg tung, brølende løve.

Det dødsensfarlige nummer blev hurtigt kopieret og forblev populært i de følgende 40 år.

Da den sydafrikanske jernbanearbejder James Wide i 1800-tallet mistede begge ben, fik han en utraditionel idé.

Han købte en bavian og lærte den at skubbe ham til arbejde i en troljevogn. Men bavianen “Jack” lærte også at betjene banens sporsignaler.

Trods en del skepsis hyrede togselskabet Jack, som i ni år styrede signalerne – for en dagsløn på 20 cent og et glas brændevin.