5 grunde til at 1920’erne brølede

Årtiet, som fulgte 1. verdenskrigs afslutning, var præget af en sprudlende optimisme, livslyst og foretagsomhed. Overalt var samfundet i forandring. Stive klasseskel, kønsnormer og aldershierarki var i opbrud, og især unge eksperimenterede med nye og anderledes måder at leve og udfolde sig på.

I USA gjorde forøget velstand alle til forbrugere, fx ejede hver femte amerikaner i 1929 en bil. Trods alkoholforbud var våde fester reglen snarere end undtagelsen.

I dansehaller svingede kvinder iført korte skørter og deres kavalerer sig til festlig ragtimemusik. Andre slog sig løs til den lyse morgen i sorte jazzklubber som fx Cotton Club i New York.

I Berlin blomstrede kabareter og dekadente natklubber, og den seksuelle frihed var stor. Det gjaldt fx homoseksuelle, som kom til Berlin fra hele Europa.

Glædesrusen varede kort. USA’s overophedede økonomi fik i 1929 New Yorks børs til at krakke og trække resten af den vestlige verden med sig i faldet.

Armod og frygt afløste glæde og frisind, mens brølet fra 1920’ernes frihedsfest blev overdøvet af fascisternes støvletramp.

Mens 1. verdenskrig stadig rasede i Europas skyttegrave, ramte en dødelig influenzaepidemi verden. De syge fik feber, blødninger og lungebetændelse.

Hi­­sto­ri­ke­re anslår, at omkring 500 mio. – ca. en tredjedel af verdens befolkning – i årene 1918 til 1920 blev smittet med “den spanske syge”, og at ca. 50 mio. døde.

Lettelsen over stadig at være i live efter den ekstreme pandemi fik livsglæden og eventyrlysten til at boble hos de overlevende.

Den Store Krig, verdenskrigen, som varede fra 1914 til 1918, udgjorde en tragedie af hidtil uset omfang.

Omkring 8,5 mio. soldater døde i krigens løb som følge af kamphandlinger eller sygdom.

Mange overlevende var mærket for livet med fysiske eller psykiske skader forårsaget af en krig, som få almindelige soldater forstod hensigten med.

Dødsbevidstheden og følelsen af meningsløshed fik mange til at leve i nuet og dyrke nydelsen som et mål i sig selv.

De unge, som forfatteren Gertrude Stein navngav “den tabte generation”, talte bl.a. de amerikanske forfattere, som i 1920’erne slog sig ned i Paris for at nyde livet og skrive. Blandt resultaterne var F. Scott Fitzgeralds bog “Den store Gatsby”, en bog, som beskriver samtidens livslyst og desperation.

Under og efter 1. verdenskrig strømmede kvinderne ud på arbejdsmarkedet. Her erstattede de mændene, der kæmpede og døde ved fronten.

Det gjaldt ikke mindst i Tyskland, hvor mere end 2 mio. mænd døde i krigen.

Kvinderne arbejdede bl.a. på fabrik, som sporvognskonduktører eller som lærere. De nye tider tillod også kvinderne privat at afprøve andre roller end hustru og mor.

“Die Neue Frau” figurerede fx i teater- og filmforestillinger, som ofte por­­træt­­te­­re­de sensuelle og frigjorte kvinder.

Verdenskrigen udjævnede de skarpe skel mellem køn og klasser. Arbejdere kæmpede side om side med rigmandssønner, mens kvinder overtog de fraværende mænds plads på hjemmefronten.

Begge grupper krævede – og fik – politiske rettigheder; fx kunne tyske kvinder stemme allerede fra 1918. Rettighederne gav nye muligheder og skabte optimisme i politik og kultur.

USA’s industri blev styrket under 1. verdenskrig, som gjorde landet til en økonomisk stormagt. Herefter steg både produktion og forbrug støt. Fra 1921 til 1929 voksede pengemængden med hele 42 pct.

Det voldsomme opsving skyldtes bl.a. indførelse af samlebåndsteknikken i 1913.

Metoden gjorde det muligt for fabrikkerne at producere varer langt hurtigere end før; fx kunne arbejdere på Ford-fabrikkerne nu producere en bil på 93 minutter – en opgave, som før tog mindst en halv dag.

Antal producerede Ford-biler pr. år:

Den øgede produktivitet fik lønnen til at stige. En Ford-arbejder, som før tjente 1,5 dollars om dagen, fik nu 5 dollars. Arbejdere fik dermed råd til at købe biler og andre forbrugsgoder, en udvikling, som satte yderligere skub i økonomien.