5 grunde til at korsettet var bedre end sit rygte

Korsetter var både til sport og hårdt arbejde

Korsettet var det rene fængsel for kvinder, lød kritikken i slutningen af 1800-tallet.

“Tusinder af kvinder snører sig så hårdt om livet, at de næppe kan bevæge overkroppen. Ofte bliver de nødt til at tage deres kyse på, før de skruer sig ned i klæderne”, lød det i et læserbrev i avisen Chicago Tribune i 1891.

Men påstanden var stærkt overdrevet, og stort set alle kvinder i victoriatidens England gik med korset.

Det gjaldt også arbejderklassens kvinder, som korsettet ikke forhindrede i at udføre hårdt fysisk arbejde på fabrikkerne. Korsettet tillod også bæreren både at cykle og at dyrke sport.

Et for stramt snøret korset var dog skadeligt. På lang sigt kunne det endog få kvindens muskler til at sygne hen, så hun ikke kunne holde sig oprejst uden støtte.

Korsettet rettede skæve rygge

Korsettet kunne, hvis det blev snøret for hårdt, trykke bærerens ribben, men klædningsstykket gjorde også stor nytte som hjælpemiddel mod lidelser som fx en skæv ryg.

Den medfødte tilstand med det medicinske navn skoliose får ryggen til – set bagfra – at forme et S eller et C.

Den franske læge Ambroise Paré behandlede allerede i 1500-tallet sygdommen ved hjælp af et støttekorset lavet af jernplader.

Gennem de følgende århundreder blev korsettet forbedret, og i 1835 opfandt læger en udgave, som kunne justeres mekanisk, så det rettede rygsøjlens kurve.

Behandlingsformen bruges stadig. Den begynder i teenageårene, og den unge bærer korset i op til 23 timer om dagen gennem to til tre år. Støttekorsetter fremstilles dog ikke længere i jern.

Polstring og puder holdt kulden ude

Praktisk er et ord, som de færreste forbinder med korsetter, men korsettet gjorde god gavn i de kolde nordeuropæiske vintre. Korsetterne var lavet af tyk, slidstærk bomuld og var ofte forstærket med materialer som fx læder, der holdt kulden ude.

Med til påklædningen hørte også skørter, som var quiltede eller vævet med hestehår, som isolerede godt.

Polstringen på hofter og bagdel fik kvindens talje til at syne mindre og understregede dermed korsettets effekt. Puderne var udstoppet med hestehår, dun eller strå og holdt derfor kulden ude.

Sammen med chemisen – undertrøjen – og de såkaldte drawers – underbukser, som gik til knæene – sørgede korsettet for, at kvinden holdt varmen selv på den koldeste vinterdag.

Læderstøtte fik officerer til at ranke ryggen

Korsettet er af både fortidens og nutidens kvindesagsforkæmpere blevet stemplet som kvindeundertrykkende, men kvinder var ikke de eneste, som bar den figurformende beklædningsdel.

I 1800-tallet bar mange officerer i det britiske militær læderkorsetter syet særligt til mænd. Korsettet holdt maven inde og gav en mandig, rank holdning. Nogle mænd snørede endog korsettet så stramt, at de ligesom kvinderne fik skader på ribbenene, viser skeletfund fra Midtengland.

Da korsetter blev anset for kvindagtige, blev de til mændene solgt under betegnelser som fx “The Buller” og “The Kitchener” opkaldt efter Redvers Buller og Horatio Herbert Kitchener, berømte generaler fra Storbritanniens krige i Afrika.

Indsnørede maver gav kvinderne frihed

Korsettet bliver ofte anvendt som et symbol på victoriatidens ufrie kvindeliv, men beklædningsstykket kunne også fremme kvindens frihed.

Det gjaldt ikke mindst i tilfælde af graviditet. Selvom det at føde børn i victoriatiden blev set som kvindens højeste formål, var den gravide mave ikke velset i det offentlige rum. For arbejderkvinden var graviditet en hyppig fyringsgrund, da den gravide hverken kunne klare tunge løft eller udholde de lange arbejdsdage på op til 10 timer.

For overklassens kvinder betød graviditeten isolation og indespærring, da datidens læger mente, at gravide burde holde sig i sengen.

Med korsettet kunne kvinden holde sin tilstand skjult i flere måneder. Da et meget stramt korset kunne skade barnet, fandtes der særlige korsetter til gravide, som var mindre stramme og udvidede sig, i takt med at maven blev større.