I 1300-tallet indtraf en revolution i Norditalien. I pestens kølvand voksede interessen for videnskab og kultur. Kundskaber, skønhed og ikke mindst mennesket blev sat i centrum.
Som inspiration studerede folk oldtidens græske og romerske skrifter og kunstværker, som dermed oplevede en genfødsel – en renæssance. Kunstnere afbildede menneskekroppen med hidtil uset realisme, astronomer udforskede himmelrummet, og kartografer begyndte kortlægningen af Jorden.
Bevægelsen bredte sig til resten af Europa. På blot 200 år forandrede renæssancen kontinentet og lagde grunden til verden, som vi kender den i dag.
Renæssancens astronomer læste oldtidens skrifter, som bl.a. byggede på den oldgræske astronom Ptolemaios’ idéer, og tænkte nye tanker.
1. De lærde slap ud af kirkens jerngreb
Videnskaben var i middelalderen underlagt kirkens strenge dogmer. Da kirken løsnede grebet, begyndte mennesket imidlertid fordomsfrit at undersøge verden omkring sig.
Det gjaldt ikke mindst inden for astronomien.
Studier af de antikke skrifter sammenholdt med egne observationer fik bl.a. astronomen Nikolaus Kopernikus til som den første at fastslå, at Jorden bevæger sig rundt om Solen og ikke omvendt.
Renæssancens fyrtårne
Omkring år 1500 havde renæssancens idéer bredt sig fra Norditalien til det meste af Europa. Tre mestre kom til at præge epoken mere end nogen andre – i hvert deres land.
Leonardo da Vinci
Maler og opfinder
1452-1519
Josquin des Prés
Komponist
1440-1521
Albrecht Dürer
Maler
1471-1528
2. Trykpressen sendte idéerne på langfart
Renæssancens idéer spredte sig fra midten af 1400-tallet hurtigt fra Italien til store dele af Europa, hvor kunst og kultur blomstrede op.
En særlig gennemslagskraft havde de nye tanker i Central- og Vesteuropa.
Gutenbergs nyopfundne trykpresse og den lange fredsperiode, som fulgte Hundredårskrigens afslutning i 1453, satte fart på udbredelsen.
Den vigtigste grund til succesen var dog renæssancens fokus på mennesket og dets muligheder – tanker, som talte til alle uanset herkomst og kultur.
Hele to år brugte det italienske multitalent Michelangelo på at hugge statuen af David ud af en marmorblok.
3. Kunstnere viste kroppens skønhed
Middelalderens kunstnere interesserede sig for menneskets udødelige sjæl og ikke det forgængelige legeme. Deres afbildninger af kroppen manglede derfor liv og detaljer.
Renæssancens kunstnere, derimod, stræbte ligesom antikkens skulptører efter at gengive kroppen så realistisk som muligt. Nogle deltog endog i dissektioner af afdøde, så de på nært hold kunne studere den menneskelige anatomi.
Det gjaldt bl.a. den italienske kunstner Michelangelo, som i 1500-tallet skabte mesterværket David.
Vældige kupler var et af renæssancearkitekturens kendetegn.
4. Arkitekter byggede på fornuft
Renæssancens arkitekter forkastede middelalderens dystre og rodede byggestil. I stedet lod de sig inspirere af antikkens enkle og symmetriske arkitektur. Byggeriet skulle fremover, mente de, afspejle den nye tids logiske og fornuftsprægede tankegang.
For at opnå det ønskede resultat studerede de indgående de matematiske og æstetiske principper bag konstruktionerne.
Renæssancens arkitekter var derfor – i modsætning til middelalderens bygmestre, som var håndværkere – kunstnere og videnskabsfolk.
Pietro Coppos kort fra 1520 afbildede hele den kendte verden.
5. Kortmagere lagde verden åben
Videnskabelige fremskridt og større interesse for at udforske verden fik kartografien – kunsten at tegne geografiske kort – til at udvikle sig hastigt i renæssancen.
Især italieneren Jacopo d’Angelos oversættelse af den oldgræske videnskabsmand Klaudios Ptolemaios’ skrift “Geografia” til latin i 1406-1409 fik stor betydning. Bogen indeholdt bl.a. et kort over den i oldtiden kendte verden.
Renæssancens kort gjorde det muligt for datidens store sømagter Portugal og Spanien at udforske og erobre nye kontinenter.