19 mystiske gudefigurer fundet i Peru

Arkæologer i Peru har fundet 19 træfigurer i ruinerne af Chan Chan, verdens største by af ler. De kan øge forståelsen af det stort set ukendte Chimú-rige.

Arkæologerne har i månedsvis forsigtigt afdækket de 19 figurer.

Arkæologer har fundet 19 træfigurer, i ruinerne af Chan Chan, hovedstaden i Chimú-riget, der lå på Perus vestkyst i årene 850-1470.

De mere end 750 år gamle figurer har menneskelige træk, men forestiller muligvis guder. De er omkring 70 cm høje og nogle af dem er iført hvide lermasker. Hver eneste figur har personlige træk – én holder fx et scepter hvorimod andre bærer på noget, der ligner et skjold.

Figurerne bevogtede passage

Hver figur har sin egen udskårne plads i en 33 m lang gang. Den har sandsynligvis har fungeret som ­indgangen til en ceremoniel plads, som er blevet bevogtet af guderne. ­

Oprindeligt har der været 10 figurer på hver side af gangen, men én figur er blevet angrebet af termitter og er næsten væk.

By af ler har været under udgravning i 50 år

Chan Chan kom på UNESCO’s verdensarvsliste i 1986, og byen er med sine 20 kvadratkilometer den største by i verden bygget af adobe (lerholdig jord blandet med strå og halm, der blev tørret i solen).

Byen var den største i Sydamerika i flere hundrede år og menes at have haft op imod 60.000 indbyggere. Byen faldt, sammen med hele Chimú-riget, til inkaerne i 1470’erne.

Udgravningerne i området har været i gang siden 1969, men store dele af området er stadig stort set urørt. Udgravningen af gangen med de 19 guder begyndte fx først fundet i juni 2018.