400 år gammelt skibsvrag bliver kaldt "årtiets fund"

Ud for Portugals kyst har dykkere opdaget et særdeles velbevaret handelsskib på havets bund. Lasten indeholder bl.a. 400 år gammel peber og porcelæn, og fundet kaldes et af de vigtigste i Portugals historie.

Dykkerne affotograferer alle vragdele, inden de skal graves ud og trækkes op af vandet.

Et samarbejde mellem portugisiske arkæologer og dykkere har resulteret i fundet af et 400 år gammelt handelsskib, der sandsynligvis sejlede mellem Europa og Indien.

Skibet blev fundet ud for havnebyen Cascais, hvor det ligger 12 meter under havets overflade. Størstedelen af vraget er stadig begravet i sand, og kulden i det dybe vand har sikret, at skibet er særdeles velbevaret, hvilket er sjældent for skibsvrag ved den varme portugisiske kyst.

Skibet var lastet med peber og porcelæn

"Ud fra et kulturarvspersektiv, er dette årtiets fund", udtaler projektleder Jorge Freire til Reuters.

Undersøgelser af vraget tyder på, at det er i bedre stand end skibet Nossa Senhora dos Mártires, der blev fundet i 1994. Det var ellers det hidtil klart bedst bevarede portugisiske handelsskib fra 1500-1600-tallet.

I vraget er allerede fundet peberkorn, stykker af kinesisk porcelæn og skaller fra kaurisnegle, som blev brugt som betalingsform til køb af slaver i Afrika. Ni bronzekanoner ligger også sammen med skibet på havets bund, våbenskjoldet på dem afslørede, at skibet må være sunket mellem 1575-1625.

Udgravning er kun lige begyndt

Arkæologerne har endnu ikke kunnet afgøre præcis, hvilket skib der er tale om, og om det kendes fra andre kilder. Men udgravningen vil sandsynligvis vare i flere år og byde på mange velbevarede fund fra skibets last, der kan kaste yderligere lys over den ivrige handel mellem Asien og Europa i 1600-tallet.