Mykhailo Sokhatskyi
Verbeta-hulen Ukraine

5.000 år gamle gudindefigurer fundet i “Ukraines Pompeji”

I en otte km dyb hule anvendt af et mystisk bronzealderfolk har ukrainske arkæologer trodset krigen og fundet fem religiøse kvindefigurer – men det mest mystiske var, hvordan de var blevet gemt væk.

Arkæologer har fundet fem kvindelige lerfigurer gemt væk i et hul i Verteba-hulen i Borshchiv-regionen i det sydvestlige Ukraine.

Figurer er dateret til omkring 3000 f.Kr., og arkæologerne mener, de blev lavet af den mystiske Tripolje-kultur, som dominerede en stor del af Østeuropa i den sidste del af stenalderen frem til bronzealderen (6.000-2.750 f.Kr.).

Fundene blev gjort i marts af arkæologer fra Museet for lokalhistorie i Borschivskyy under ledelse af Mykhailo Sokhatskyi, en førende forsker i Tripolje-kulturen og direktør for museet.

Vertaba-hulen har længe været interessant for forskere og har ført til så mange fund, at den ofte kaldes for “Dnestrs Pompeji”, efter den nærliggende flod.

Hulen blev opdaget i 1829 og indeholder mere end otte km gange, der blev brugt af Tripolje-kulturen i mere end 800 år.

Verteba-hulen Ukraine

Der er ikke offentligjort billeder af kvindefigurerne endnu, men de skulle minde om tidligere figurer fundet i hulen. Her figurer fundet i 2016.

© Mykhailo Sokhatskyi

Kulturen er stadig en gåde

De nyfundne figurer blev sandsynligvis brugt i kulturens ritualer, og arkæologerne mener, at de fungerede som talismaner, der skulle beskytte folk mod skade – muligvis fordi figurerne forestiller gudinder. Det, der undrede mest, var dog, at figurerne var gemt inde i en hulevæg og dækket med et usædvanligt segl:

”Kvindelige figurer er ikke sjældne for kulturen, men disse blev beskyttet af stødtænderne fra et vildsvin,“ fortæller Sokhatskyi og understreger, at dette arrangement er fuldkommen unikt og aldrig før set i Østeuropa.

Fund fra vildsvin ses sjældent hos Tripolje-kulturen, men Sokhatskyi forklarer, at folket havde en vane med at genoplive gamle kulturelle traditioner. Fx efterlignede de i deres keramik stilarter fra ældre keramik.

Forskeren spekulerer derfor i, at det kan have været en gammel kultur, der tilbad vildsvin omkring Verteba-hulen, og så har Tripolje-kulturen i området blot overtaget kult-traditionen.

Overordnet må det nye fund dog siges blot at være endnu et aspekt af den mystiske Tripolje-kultur, som arkæologerne ikke forstår. Fx skabte kulturen store bopladser, men hver havde kun en levetid på ca. 60-80 år, før de blev ødelagt eller brændt ned af uvisse årsager.

Det er også usikkert, hvorfor den ugæstfri Verteba-hule havde en så vigtigt plads i deres kultur, da den vil have været meget ubehagelig at bo i. Hulen synes snarere at have været brugt til religiøse ritualer.

Håbet er, at alle de nyere fund tilsammen vil kunne give en forståelse af kulturen, som formede Østeuropa og især Ukraines tidlige historie.

Verbeta-hulen Ukraine

Tripolje-kulturen er bl.a. kendt for sin flotte keramik, som der også er fundet en del af i hulen.

© Mykhailo Sokhatskyi