8-årig pige finder forhistorisk sværd i svensk sø

En 8-årig svensk pige har hevet et 1.500 år gammelt sværd op af en sø. Historien minder så meget om kong Arthur, at hun nu kaldes "Sveriges dronning".

Saga Vanecek er blevet rost meget for sit fund, men selvom hun godt kan lide at lære om gamle ting, vil hun hellere være læge end arkæolog.

© Anne Rosén, Jönköpings Läns Museum & Peter Magnusson, Värnamo.Nu

8-årige svensk-amerikanske Saga Vanecek har ved et tilfælde trukket et sværd fra jernalderen op af Vidöstern søen i Småland.

"Jeg var udenfor i vandet, hvor jeg kastede med sten, og så fandt jeg en form for pind.", udtalte Saga til nyhedsmediet The Local.

Men Saga opdagede hurtigt, at hun havde fundet et sværd og "løftede det over hovedet, imens hun råbte, som om hun var Pippi Langstrømpe", fortæller hendes far, Andy Vanecek.

Arkæologer var forbløffede

Familien kontaktede Jönköping amts museum, hvor arkæologerne var forbløffende over sværdets gode stand.

Undersøgelser fastslog, at det var omkring 1.500 år gammelt, og at stykker af træ stadig var mulige at spore på skæftet.

Fundet blev holdt hemmeligt i månedsvis

Saga trak sværdet op af søen i sommer, hvor tørken havde fået meget af vandet til at fordampe, men historien har været hemmeligholdt indtil nu.

"Vi bad Saga om ikke at fortælle nogen om sværdet, fordi vi var bange for, at der ville strømme mennesker til", udtaler arkæolog Mikael Nordström fra museet.

Den 8-årige pige holdt tæt med sin store opdagelse, og i de efterfølgende udgravninger fandt arkæologerne bl.a. en broche fra samme periode. Forskerne mener nu, at søen kan have været et ofringssted århundreder før vikingetiden.