I. Čižmář
Blå glassmykker på hvid baggrund

Arkæologer finder det ældste glaspusteri nord for Alperne

Ved en keltisk bosættelse i Tjekkiet har arkæologer fundet spor efter et glaspusteri. Her har det gamle folkefærd højst sandsynligt fremstillet deres smukke, blå glassmykker, som har været en eftertragtet handelsvare.

Ved det arkæologiske område Němčice i Tjekkiet har arkæologer fundet de ældste spor efter glaspusteri nord for alperne.

Under deres udgravninger har de tjekkiske forskere nemlig fundet både færdige glassmykker, men også glas, der tydeligt bærer tegn af at være midt i produktionen eller at være blevet kasseret pga. fejl.

Foruden rester af glas dukkede der også mere end 2.000 guld- og sølvmønter op af jorden ved Němčice.

Stedet var ifølge arkæologerne et vigtigt handelscenter på den berømte handelsrute ”Rav-vejen”, der strakte sig fra Baltikum i nord til Middelhavet i syd for omtrent 2.300 år siden.

Arkæologerne har offentliggjort deres fund i det videnskabelige tidsskrift Antiquity.

Vigtigt spor i jagten på kelternes glaskunst

Flere steder i Europa har arkæologerne fundet talrige eksempler på kelternes smukke glaskunst – særligt deres dybblå armbånd, der var blandt det mest avancerede glas-håndværk, som forskerne kender til fra den europæiske jernalder.

Nu håber de, at det nye fund kan være med til at afsløre, hvordan kelterne producerede glas.

”Ingen ved præcis, hvordan kelterne lavede deres glas-armbånd”, forklarer Ivan Čižmář, en af forskerne bag fundet.

”Derfor er vi interesserede i ethvert spor der fortæller os noget om produktionsteknologien”.

Endnu er der ikke dukket egentlige redskaber op til at producere glas, men arkæologerne har arbejdet på Němčice siden 2002, og bliver ved med at gøre nye fund.

Derfor håber de, at de i fremtiden kan finde flere spor efter glaspusteri på stedet.

Arkæologisk udgravning af keltiske bygninger

Arkæologerne har bl.a. fundet spor efter et kvadratisk bygningsværk. Lignende bygninger kendes fra andre keltiske bebyggelser, hvor de formodes at have været brugt til religiøse og ceremonielle handlinger.

© I. Čižmář