Blandt den enorme samling af mønter er bl.a. “Ban Liang”-mønter fra 175 f.Kr. Dette er den første mønt, som blev præget, efter Kina blev samlet af landets første kejser Qin Shi Huang.
Andre mønter stammer fra 600-tallet og frem til 1265. Arkæologerne mener derfor, at de blev begravet senest i slutningen af 1200-tallet. En turbulent tid i landets historie, hvor de første samuraier havde magten men måtte forsvare landet imod enorme invasionsstyrker fra vest.
Mønterne lå fuldkommen tætpakket
Mønterne lå tæt pakket i et stort hul i jorden, der var ca. 60 cm højt og en meter bredt. De var blevet begravet i bundter af sashi – en smart måde japanerne og kineserne samlede deres mønter på. Da mønterne havde et hul i midten, kunne de nemlig let bindes sammen med snor af strå, så de sad helt tæt. Hver sashi havde 100 mønter, og i hvert bundt var der op imod 10 sashi.
Arkæologerne fandt 1060 bundter i alt og regner med, at der er mere end 100.000 mønter i det imponerende fund. Arkæologerne har også fundet spor efter måtter af risstrå, som mønterne tilsyneladende har været pakket ind i, men som siden er forgået. De nedgravede mønter har nærmest fungeret som en pengetank under jorden.
Indtil videre har arkæologerne udført grundige undersøgelser af 334 af mønterne. Det afslørede en forbløffende variation med i alt 44 forskellige valutatyper. Mønterne stammede bl.a. fra forskellige kinesiske dynastier, bl.a. det vestlige Han-dynasti (202 f.Kr.-9 e.Kr.) og det sydlige Song-dynasti (1127-1279 e.Kr.).
De mange mønter fra Kina er et stærkt bevis på den store samhandel der var mellem de to lande fra især 600-1500 e.Kr.
Udgravningsstedet ligger tæt på et område, som arkæologerne ved var fyldt med overdådige hjem for indflydelsesrige japanere i middelalderen.
Mongolerne forsøgte at invadere Japan
Mønterne kan være blevet begravet som en sikkerhedsforanstaltning mod en forestående krig. Eksperterne mener, at de blev skjult under Japans turbulente Kamakura-periode (1185-1333).
Det var starten på samuraiernes herredømme i landet, efter generalen Minamoto Yoritomo tog magten i 1185 som landets første shogun eller øverste krigsherre. Men forskellige klanledere begyndte at opbygge magtbaser med deres egne samuraier, og der var mange spændinger og kampe mellem fraktionerne.
I 1274 og 1281 forsøgte enorme mongolske invasionsstyrker under ledelse af Kublai Khan desuden at underlægge sig landet. De to invasionsstyrker bestod af tusindvis af mongolske, kinesiske og koreanske krigere, men blev begge gange stoppet af tyfoner, som ødelagde deres skibe.
Der kunne altså være masser af grunde til, at en rig japaner havde et behov for at gemme sin møntskat væk.
Nu kan den store skat, sammen med andre fund fra landsbyen, ses i den nærliggende storby Maebashi, indtil forskerne skal undersøge mønterne mere i detaljen.