Arkæologer udgraver stald i Pompeji

Et drikketrug, et seletøj og en hest er blandt de nyeste opdagelser i den italienske oldtidsby Pompeji.

Arkæologer har hældt gips i et askehulrum, der tydeligt viser, at der engang har ligget en hest.

Med en skulderhøjde på halvanden meter var hesten i Pompeji ganske lille sammenlignet med nutidens heste.

Den boede i en stald i den sydlige ende af byen, og da den nærliggende vulkan Vesuv gik i udbrud, drejede den sandsynligvis ørerne i retning af lyden.

Det blev dens sidste handling, for kort tid efter udslettede en massiv askesky byen og dens 15.000 indbyggere.

Læs hele historien om Pompejis tilintetgørelse

Den første hest

Sådan lyder det fra italienske arkæologer, der er ved at udgrave en nyfunden stald i den verdensberømte oldtidsby, ifølge mediet LiveScience.

Hestens jordiske rester er for længst forsvundet, men det hulrum, som dens døde krop udgjorde i den metertykke aske, var så velbevaret, at arkæologerne har kunnet fylde det med gips.

Det støbte gips proportioner afslører, at der med al sandsyndlighed var tale om en hest og ikke et muldyr eller et æsel, som der ellers er fundet andre eksemplarer af i byen.

Hesten er dermed et sensationelt fund, for det er første gang, at forskere finder spor efter heste i Pompeji.

Hesten blev væltet omkuld

Den detaljerede gipsafstøbing viser også, at hesten drejede sine ører, lige før den blev væltet omkuld på sin venstre side.

Udover hesten har arkæologerne indtil videre fundet sporene af et stort drikketrug og benene af en anden hest nær stalden.

De arkæologiske udgravninger af Pompeji begyndte i 1700-tallet, men i dag er omkring 40 arkæologer beskæftiget med nye udgravninger. De bruger moderne udstyr som droner, scannere og radarer, og de gør jævnligt nye fund.