Hvem placerede kilometervis af bautasten på rad og række på en mark i Frankrig?
Hvorfor troner gigantiske menneskeskulpturer på en isoleret ø i Stillehavet?
Og hvad laver tonstunge granitkugler midt i Costa Ricas jungle?
Historiens mest mystiske monumenter og arkæologiske fund efterlader stadig forskerne med ubesvarede spørgsmål.
Stonehenge

Den tidligste realistisk udseende tegning af Stonehenge af Lucas de Heere (mellem 1573 og 75). Det er ikke stenene, der er blevet udgravet af arkæologer, men de er blevet undersøgt og udforsket, og hele anlægget er igennem tiderne blevet udgravet for at finde svar på Stonehenges arkæologiske gåder.
Megaliternes arkæologiske gåder
Ca. 3000-2300 f.Kr. | Hvad blev historiens mest berømte stenmonument brugt til?
På en vindblæst slette i det sydlige England har ukendte mennesker for 5000 år siden gravet en 110 m bred jordgrøft.
Fund ved Stonehenge tyder på, at et forhistorisk folk omkring 3000 f.Kr. brugte træredskaber og dyreknogler til at grave grøften og siden rejste en ring af træpæle i udgravningens indre.
I og omkring den oprindelige grøft har arkæologer fra Stonehenge Riverside Project fundet resterne af 5000 år gamle kremerede lig.
Ifølge professor på projektet Mike Parker Pearson tyder fundene på, at Stonehenge i begyndelsen fungerede som begravelsesplads for områdets lokale beboere.
Kulstofdateringer viser, at træpælene omkring 2600 f.Kr. blev erstattet af 82 fire tons tunge doleritter – kaldet bluestones.
I mange år mente forskere, at de karakteristiske sten – der skinner grønblåt i regnvejr – blev hentet 250 km borte i Preseli Hills i Wales.
Her udhuggede Stonehenges skabere stenene og fragtede dem over land og floder til Wiltshire.
Ifølge myter giver Preseli Hills' hellige kilder områdets sten helende egenskaber.
Det har fået de to arkæologer Tim Darvill og Geoff Wainwright til at konkludere, at Stonehenge var et pilgrimssted – et tempel, hvor syge mennesker drog til for at blive helbredt.

De 50 tons tunge sandsten er de sidste, der blev slæbt til sletten i Wiltshire.
Teorien underbygger de med fundet af uforholdsmæssigt mange knoglerester omkring Stonehenge.
Knoglerne bærer tydelige tegn efter sygdomme og brækkede lemmer, ligesom tandrester afslører, at de stammer fra mange forskellige folkeslag.
Nyere teorier afviser, at de tonstunge sten er blevet fragtet 250 km til Wiltshire. I stedet gætter forskere på, at stenene er blevet bragt af istidsgletsjerne til området og har ligget i umiddelbar nærhed af Stonehenge.
Samtidig med at stenene blev placeret i grøftens inderste, blev Stonehenges nordlige indgang udvidet. Gennem den kan man nu præcist se solopgangen ved sommersolhverv og solnedgangen ved vintersolhverv.
For 4400 år siden fuldendte de sidste sten monumentet. 30 enorme tilhuggede sarsen-sandsten, der hver vejer op til 50 tons, blev hentet i Marlborough-området 40 kilometer nord for Stonehenge.
Stenene, som i dag er det mest tydelige kendetegn i Stonehenges karakteristiske udseende, blev sat i en dobbeltcirkel, og ovenpå placeredes store overliggere.
Voynich-manuskriptet

Første del af bogen rummer tegninger af ukendte planter. Anden del kan være tegninger af solsystemet og stjerner. Alt er beskrevet på et uforståeligt skriftsprog.
Bibliofiliens største arkæologiske gåde
Uvist | Hvem skrev historiens mest ulæselige bog?
I 1912 fandt den polsk-amerikanske antikvarboghandler Wilfrid Voynich en mystisk bog på et bibliotek i Rom.
Bogens 240 sider er skrevet med et ukendt alfabet og fyldt med farverige illustrationer. Siden har verdens bedste kryptografer forsøgt at tyde bogen – hidtil uden held.
Kryptografiske undersøgelser bekræfter, at bogen helt sikkert indeholder en meningsfuld tekst på et europæisk sprog.
Illustrationerne af tøj, slotte og frisurer i manuskriptet får nogle historikere til at vurdere bogen til være fremstillet i Europa mellem 1450 og 1520 – og samtidig gætte på, at Leonardo da Vinci (1452-1519) er forfatter til manuskriptet.
Andre mener, at franciskanermunken Roger Bacon (1214-1294) skrev bogen, mens andre afviser manuskriptet som en forfalskning og mistænker Wilfrid Voynich for selv at have fremstillet bogen.
Mumierne fra Xinjiang
Mumiernes største gåde
1800 f.Kr. | Hvem var de europæere, der blev begravet i Kina for 4000 år siden?
I løbet af 1980'erne gravede kinesiske arkæologer omkring 100 mumier ud i det såkaldte Tarimbækken i det vestlige Kina.

De velbevarede mumier bærer tydelige europæiske tegn.
De ældste er op mod 4000 år gamle og usædvanligt velbevarede på grund af områdets kolde og tørre klima. Til forskernes overraskelse har mumierne tydelige europæiske træk: blondt eller rødligt hår, lange næser og dybtliggende øjne.
Dna-test bekræfter, at mumierne er af europæisk oprindelse. Hvordan de er endt i Kina, ved ingen, men arkæologer vurderer, at de har været en del af et ukendt hesteridende folk, der udvandrede fra Europa mod øst.
Påskeøens skriftsprog
Arkæologisk skriftfund på Påskeøerne
Ca. 1500 e.Kr. | Hvordan tyder man Rongorongo-hieroglyfferne?
For omkring 500 år siden brugte Påskeøens indbyggere hajtænder til at ridse rækker af symboler i små stykker træ.
I slutningen af 1800-tallet dukkede træstykkerne op under udgravninger på øen. Symbolerne er skrevet fra nederste venstre hjørne mod højre. Herefter er træet blevet vendt på hovedet, og næste sætning skrevet osv.

Hieroglyfferne læses fra venstre mod højre og altid nedefra og op.
Enkelte plader er blevet tolket som opremsninger af navne på heroiske forfædre og som hyldest af øens mægtigste guder.
Men trods mere end 100 års forsøg er det ikke lykkedes kryptografer at knække koden bag det mærkværdige skriftsprog, der anerkendes som et af kun tre eller fire fuldstændig unikke sprog i verden.
Hieroglyfferne – tegninger af mennesker, dyr, planter og geometriske former – går igen på tusinder af sten på øen.
Induskulturens kollaps
Arkæologisk gåde: Ukendt civilisation
Ca. 3000-1800 f.Kr. | Hvorfor forsvandt en af oldtidens højest udviklede civilisationer pludseligt?
I 1920'erne dukkede spor efter en ukendt civilisation op i det sydøstlige Pakistan. Siden har arkæologer udgravet mere end 1000 byer i området.
Alle har været en del af den blomstrende induskultur – et af historiens første bysamfund og en af oldtidens højest udviklede civilisationer.

Murstenshusene i Harappas snorlige gader vidner om indusfolkets avancerede kultur.
Arkæologiske fund af inskriptionstavler, kuglerammer og standardiserede måleenheder vidner om livlig handel i Indusbyerne.
Mest imponerende er deres snorlige gadenet og murstenshuse – et bevis på, at indusfolket besad avancerede matematiske færdigheder og høj teknologisk kunnen.
I husene i de to hovedbyer Harappa og Mohenjo-Daro har arkæologer fundet private brønde og badeværelser – alt forbundet i et effektivt kloaknet.
For ca. 3800 år siden forsvandt kulturen pludseligt. Hvorfor har arkæologerne endnu ikke fundet svaret på. Men klimaforskning viser, at Indusdalen omkring 1800 f.Kr. blev dramatisk koldere, hvilket muligvis har standset områdets livsnødvendige monsunregn.
Samtidig tyder en række geografiske undersøgelser på, at et kraftigt jordskælv har ændret flodløbet i regionen og udtørret Ghaggar-Hakra-floden, der forsynede Indus-dalen med vand.
Moaierne på Påskeøen

På nær syv står alle alle statuerne med ryggen mod havet. De stirrer ind over Påskeøens bakkede landskab. Sandsynligvis for at passe på de indfødte.
Stenstatuernes mysterium
Ca. 1250-1500 e.Kr. | Hvad var formålet med menneskestatuerne på Påskeøen?
3600 kilometer fra Chiles kyst ligger den vulkanske ø Påskeøen. Her, i et af klodens mest isolerede områder, troner hundredvis af menneskelignende sten-statuer – såkaldte moaier.
De store skulpturer blev skabt af Påskeøens oprindelige beboere – polynesiere, der sejlede til øen i kanoer og katamaraner mellem 300-500 e.Kr. I løbet af de næste tusind år huggede øens indbyggere mindst 887 statuer ud af øens vulkanske klippe.
Arbejdet foregik med stemmejern af basaltsten, der nemt trængte gennem de bløde vulkanske tufsten i Ranu Raraku – stenbruddet ved den udslukte vulkan Rano Kau.
Hele processen blev udført af specialiserede håndværkergrupper på 6-7 mand, der ofte arbejdede et helt år på at fremstille en enkelt moai.
Den største statue – kendt som Paro – er cirka 12 meter høj og vejer 82 tons, men langt hovedparten af Påskeøens skulpturer er 3,5 til 6 meter høje.

Moai-statuerne blev hugget direkte ud af det vulkanske stenbrud Ranu Raraku.
Fra stenbruddet blev statuerne transporteret op til 25 km tværs over øen for at blive placeret på små platforme langs kysten med ryggen mod havet.
Netop transporten af kæmpestatuerne var i mange år et mysterium for arkæologerne. Øerne rummer ingen trækdyr og intet træ til at rulle figurerne på.
Senere har pollen-analyser fastslået, at der groede træer på Påskeøen indtil 1650. Derfor vurderer forskere, at befolkningen transporterede stenskulpturerne ved at rulle dem på træstammer.
Den mest udbredte teori blandt arkæologer er, at skulpturerne symboliserer døde forfædres ånder, som fra deres platforme vogter over deres levende efterkommere. De fleste statuer blev væltet eller ødelagt under interne kampe på øen omkring 1680.
Piri Reis' verdenskort
Kartografiens største gåde
1513 | Hvordan kunne en tyrkisk admiral tegne et kort over Antarktis' kystlinje i 1513?
I 1929 dukkede en del af et 500 år gammelt landkort frem i Topkapi-paladset i Istanbul. Kortet er lavet på gazelleskind af den tyrkiske admiral og kortmager Piri Reis i 1513 – ifølge ham selv tegnet af efter 20 allerede eksisterende kort.

Historikere hævder, at Antarktis' omrids ses tydeligt i Piri Reis' kort.
Kun en tredjedel af det oprindelige skind er bevaret. Udsnittet viser Syd-amerikas og Østafrikas kystlinjer gengivet med stort set korrekte km-afstande.
En række forskere hævder, at kortets sydligste del viser kystlinjen ved Antarktis, der var isfri omkring 4000 f.Kr.
Hvordan Piri Reis har været i stand til at gengive en kystlinje, ingen endnu havde set, er stadig en gåde.
Den forsvundne romerske legion
Hæren uden spor
Ca. 53 f.Kr. | Hvor vandrede Crassus' 10.000 soldater hen?
I 50 f.Kr. forsvandt en romersk legion på 10.000 mand sporløst. Soldaterne havde kæmpet i den romerske hær, der blev besejret af partherne uden for byen Carrhae i det nuværende Tyrkiet.
Ifølge den romerske historiker Plinius blev legionen sendt som krigsfanger til det nordlige Afghanistan.

Efter slaget ved Carrhae forsvandt en af Crassus' legioner.
Alt tyder på, at soldaterne undslap fangenskabet og flygtede mod øst. Her slog de sig ned ved Gobi-ørkenen i det nordlige Kina og grundlagde byen Ligian – kinesisk for Rom.
Teorien bekræftes af kinesiske kilder fra perioden, der beskriver Ligians indbyggere som høje, lyshårede og blåøjede.
Stenkuglerne i Costa Rica
Arkæologiens afdækkede stenkugler
Ca. 200 f.Kr.-1500 e.Kr. | Hvem placerede hundredvis af tonstunge stenkugler i Mellemamerikas jungle?
Da bananarbejdere i 1930’erne fældede træer i Costa Ricas jungle, stødte de på mere end 100 stenkugler – nogle blot få cm i diameter, andre 2 m brede og 16 tons tunge.
Ud fra pottefund ved stenene har arkæologer dateret dem til at være fremstillet over en 1700 år lang periode for mellem 500-2200 år siden.

De runde stenkugler er mellem 2 cm og 2 m i diameter. De mindste er omkring 96 procent runde, mens de største er stort set perfekte.
Størstedelen af stenkuglerne er hugget ud af den hårde stenart granodiorit, der befinder sig i et granitbrud 25-30 km borte.
Oprindeligt stod Costa Rica-kuglerne opstillet i små trekanter eller i linjer pegende mod Jordens magnetiske nordpol, hvilket har fået arkæologer til at konkludere, at stenene tjente et astronomisk formål.
Endnu ved ingen, hvem der fremstillede kuglerne og trillede dem gennem junglen, men deres perfekte runde form er et tydeligt bevis på, at de er lavet af et hidtil ukendt folk med en højt udviklet matematisk forståelse.
Bautastenene ved Carnac
Kelternes arkæologiske gåde
Ca. 3300 f.Kr. | Hvorfor står 3000 sten på række?
På markerne omkring den vestfranske by Carnac står snorlige kolonner af bautasten i rækker på over en km. Stenene er udhugget fra en nærliggende klippe og opstillet mellem 4500-2000 f.Kr., men langt de fleste stammer fra omkring 3300 f.Kr.

3000 sten – op til fire m høje – er spredt ud over en mark i det sydlige Bretagne.
Forskerne ved, at stenene er blevet opstillet af områdets lokale keltiske folkeslag, men formålet er uvist.
Sandsynligvis har de været en del af et hyldest-ritual, hvor familier igennem generationer opstillede en sten for at ære deres forfædre.
Samtidig har Carnacstenene været mødested for druider, der brugte området til religiøse sammenkomster.
Den seneste teori om stenenes formål fremsatte den franske ingeniør Pierre Méreaux i 1985.
Han vurderer, at de sten, der er opstillet med en overligger, har fungeret som primitive jordskælvsdetektorer for de keltiske indbyggere i Carnac.
Huapalcalco-pyramiden
Den mindstes arkæologiske gåde
Ca. 800 e.Kr. | Hvem skabte Mexicos mindste pyramide?
Midt i Mexico står en mærkværdig pyramide. Arkæologer daterer den til at være bygget ca. 800 e.Kr. – umiddelbart mellem eksistensen af de to civilisationer, der har bygget samtlige af områdets andre pyramider – teotihuacan- og toltekfolkene.

Pyramiden i Tulancingo er markant mindre end Mexicos andre pyramider.
Men ikke kun perioden for byggeriet er mærkværdig. Huapalcalco-pyramiden er også markant mindre end samtlige andre mexicanske pyramider.
Sidste år konkluderede arkæologen Carlos Hérnandez fra Mexicos nationale institut for historie derfor, at en hidtil ukendt kultur opførte pyramiden.
Bagdad-batteriet
Det udgravede oldtidsbatteri
Ca. 100 f.Kr. | Brugte oldtidens parthere batterier?
Under udgravninger i Irak i 1936 dukkede en lille lerkrukke frem fra ruinerne af en oldtidsby.
Krukken er blot 13 cm høj og dateres til at være omkring 2000 år gammel. Inde i beholderen, der var lukket med asfalt, fandt arkæologerne en jernstang omkranset af en kobbercylinder.

Ved udgravningen var jernstangen og kobbercylinderen sænket ned i den 13 cm høje lerkrukke.
Undersøgelser af jernstangen viser, at den er blevet eroderet af en syrlig væske som fx eddike eller citronsaft.
Eksperimenter fra High Voltage University i Massachusetts viser, at ved at fylde kobbercylinderen med fx citronsaft rundt om jernstangen producerer “batteriet” strøm svarende til en halv volt.
Om vasen er blevet brugt som batteri eller blot som papyrusbeholder, er uvist, ligesom der ikke findes spor efter, hvad partherne kunne have brugt strømmen til.
Nazca-linjerne
Det arkæologiske overfladelevn
Ca. 200 f.Kr.-700 e.Kr. | Hvad betyder de kilometerlange linjer og figurer i Nazca-ørkenen?
På en kystslette i Peru spreder underlige symboler sig over et 500 km2 stort område.
Tusinder af streger – op til 1,7 km lange – er gravet ned i overfladen side om side med mindst 70 gigantiske figurer af aber, fisk, firben og mennesker.
Arkæologer har ved at analysere rester fra forhistoriske træbål og pottefund i umiddelbar nærhed af figurerne kunnet datere linjerne til at være omkring 1500-2000 år gamle.

En af de største figurer i ørkenen er denne kondor med et vingefang på 130 meter.
I denne periode fjernede det lokale paracas- og nazcafolk jævnligt ørkenens øverste rødlige gruslag og afdækkede det lyse underliggende sand.
Områdets klima – et af klodens tørreste og mest vindstille – har været essentielt for, at linjerne stadig eksisterer i dag.
På trods af de velbevarede fund er Nazca-linjernes formål stadig en gåde.
Den amerikanske historiker og arkæolog David Johnson vurderer, efter en række analyser af undergrunden, at linjerne angiver placeringen af ørkenens underjordiske kilder.
Den mest udbredte teori er dog, at tegningerne har haft religiøs betydning. Under tilbedelse af bjergånder fungerede linjerne som stier, der ledte til paracas- og nazcafolkets religiøse steder.
Derudover skulle de lange, synlige linjer tiltrække gudernes opmærksomhed og få dem til at berige den ufrugtbare ørken.