Arkæologisk mordgåde: 19 romere døde i dybet

Fundet af en tunnel fuld af brændte romerske soldater har undret forskere i årtier. Romerne blev belejret af sasaniderne, der med alle kneb forsøgte at trænge ind i garnisonsbyen Dura Europos. Til sidst stod blot 19 mænd i vejen. Men hvad skete der så?

Yale University Art Gallery, Dura-Europas Collection

Den britiske kaptajn M.C. Murphy beordrer sin ­motoriserede infanterienhed til at gøre holdt, hvorefter han spejder ud over den golde syriske ørken.

Kamelkaravaner har krydset ørkenen siden oldtiden, men i dag, den 20. marts 1920, er det pansrede Rolls-Royce-biler, der brøler gennem landskabet.

Murphy ved, at hans enhed bliver forfulgt af flere hundrede bevæbnede arabere.

I kølvandet på Osmannerrigets sammenbrud vil de lokale ind­­byggere i Syrien gøre alt for at forsvare deres nyvundne frihed, mens briterne i syd og franskmændene i nord forsøger at tage kontrollen med landet.

Murphys dødtrætte soldater har kørt gennem ørkenen hele dagen og er nødt til at gøre holdt for natten. I mangel på bedre muligheder dirigerer kaptajnen sin enhed hen til nogle gamle ruiner, der står på et højdedrag ved Eufrat-floden.

Soldaterne får ordre til at grave en maskin-gevær­stilling ned, men efter få minutters arbejde råber de i munden på hinan­den, at Murphy skal ­komme.

Soldaterne står foran et yderst velbevaret vægmaleri af hvidklædte kirketjenere – og det ser ud til at være mere end tusind år gammelt. Maleriet er ikke det eneste, der gemmer sig i ørkensandet:

Fra højen kan soldaterne tydeligt se omridset af en hel by med gader og en kilometerlang bymur.

Den britiske ­officer er ikke arkæolog, men synet får ham omgående til at kontakte hovedkvarteret i Abu Kamal 45 km borte.

Byen, Murphy og hans mænd har opdaget, er den glemte romerske grænseby Dura Europos, der i århundrederne efter Kristi ­fødsel udgjorde Romerrigets yderste østlige forpost – dér, hvor den civiliserede verden endte.

De næste årtier skulle generationer af arkæologer grave sandet væk og finde ­tusinder af uberørte genstande og skeletter, der lidt efter lidt vil afsløre byens brutale skæbne i 257 e.Kr.

Men det er de jordiske rester af 19 romere klemt sammen i en sammenstyrtet tunnel, som kommer til at udgøre et mysterium for flere generationer af arkæologer.

Blev de dræbt med sværd, ild eller et nyt, endnu mere dødeligt våben?

Et kapløb med tiden

Briterne måtte handle hurtigt, for der var forlydender om, at London ville over­drage sine syriske besiddelser til Frankrig inden for få måneder og trække sine tropper ud af landet.

Mellemøsten var en politisk heksekedel, og det var derfor nødvendigt at finde en arkæolog fra et neutralt land. Valget faldt på den anerkendte amerikaner James Henry ­Breasted fra University of Chicago.

Breasted var på udgravning i Irak og måtte rejse mere end 500 km igennem ørkenen, men da han endelig kunne tage ruinerne i øjesyn, vidste han, at det ville blive alle anstrengelser værd:

“Pludselig så vi en høj mur dækket med et maleri i mange farver, der viste en virkelighedstro gruppe på 11 personer, der bad til Gud”, noterede han i sin dagbog.

“Det stod nu for­bløffende klart: Vi stod oven på en antik syrisk by, der havde været glemt i 1.600 år”.

Breasted fik en ­deling soldater stillet til rådighed, og i løbet af den næste uge blotlagde de flere vægmalerier med ­romerske soldater og græske guder som motiver.

“Vi betragter de østligste romere, der nogensinde er fundet”, noterede han 10. maj 1920.

Under et af de mange vægmalerier fandt han inskriptionen “Dura”, hvilket fik femøren til at falde. Dette var den gådefulde by, som den antikke græske forfatter Isidorus af Charax ­omtalte med ordene:

“Dura, kaldet Europos af grækerne”.

Breasted fik lov til at fortsætte udgravningerne i to år. Ud over skulpturer, mønter og vægmalerier væltede det frem med velbevarede antikke genstande og sågar skrøbelig pergament med skrifter på forskellige sprog.

Clark Hopkins var en del af det andet hold af arkæologer i Dura Europos og fandt utallige skatte i den antikke by.

© University of Michigan, Michiganensian

Fransk leder stjal med arme og ben

Da Frankrig havde fuld kontrol med ­Syrien i 1923, blev gravearbejdet dog lagt stille. Efter 1. verdenskrig var der økonomisk krise i Europa, og en dyr udgravning i den syriske ørken blev ikke prioriteret.

Efter flere års forhandlinger sendte det amerikanske Yale-universitet et generøst forslag til Paris: Universitetet ville betale alle udgifter, og udgravningslederen kunne være en franskmand, men til gengæld skulle resten af holdet bestå af amerikanere.

Det var en broget flok, der fandt ­sammen i den syriske ørken i 1928. Yale havde sendt det unge arkæolog-par Susan og Clark Hopkins, mens Paris ­stillede med Maurice Pillet, en stolt egyptolog af den gamle skole. Op mod 300 lokale arabere blev hyret til selve gravearbejdet.

Samarbejdet var dog fra starten præget af vanskeligheder, som Susan Hopkins betroede i lange breve til sin familie:

“Nætterne er meget, meget kolde, og dagene varme. Men den eneste virkelige udfordring, det eneste, vi ikke kan klare, er M. Pillet. Der er ikke et måltid, hvor han ikke får mig til at dirre af vrede”.

Den franske arkæolog behandlede amerikanerne som sine undersåtter og skældte konstant ud på de lokale.

Clark Hopkins beskrev ham som “mistroisk og bitter” og beklagede sig over fransk­mandens manglende lederevner – han var mere optaget af personlig succes end at få holdet til at arbejde sammen.

I andre arabiske lande var vestlige ­arkæologer blevet kidnappet og i flere tilfælde dræbt af lokale røvere.

Pillets største frygt var derfor et arabisk angreb for at stjæle ekspeditionens pengekasse. Han brugte derfor mange ressourcer på at bygge høje betonmure med skydeskår hele vejen rundt om lejren.

Hans ­kolleger var ikke enige i beslutningen, men franskmanden nægtede at give sig. Gnidningerne blev kun værre, da det kom frem, at Pillet ikke havde indleveret alle fund, men gemt mønter og pilespidser i sine tomme cigaræsker.

“Arkæologi var som en skattejagt for ham”, skrev en skuffet Clark Hopkins.

Helt galt gik det nogle år senere, da sikkerheden svigtede. En udgravet ­tunnel kollapsede, og to af de ­arabiske hjælpere omkom, hvilket ikke gavnede Pillets dårlige rygte blandt de lokale.

De personlige og kulturelle sammenstød kunne dog ikke ændre på, at Dura Europos var en arkæologisk guldgrube. Da Hopkins-parret fandt byens citadel fyldt med skeletter, skrev Susan:

“Der lå en mand med et tykt reb om halsen. Hans mund var åben, som gispede han efter luft. Et frygteligt syn, men et pragtfuldt skelet med perfekte tænder”.

Efterhånden som de gravede mere af den glemte by frem, gjorde Hopkins-parret og Pillet en vigtig opdagelse: Dura Europos blev ikke forladt under fredelige forhold.

Den næsten 4 km lange bymur var nemlig omgivet af vældige jordvolde på begge sider – et tegn på, at romerne havde forstærket muren mod under­minering.

En næsten intakt angrebs­rampe uden for bymuren efterlod ingen tvivl: Dura Europos var blevet indtaget og forladt efter en intens belejring. ­Romerne måtte derfor have forberedt sig på at modstå et angreb fra en sofistikeret og magtfuld fjende.

Fjendens identitet kunne fastslås, da arkæologerne fandt noget hastigt skrevet graffiti på en mur: “Perserne angreb os”, stod der under en tegning af en kampklædt soldat til hest.

Senere fund af mønter og ringbrynjer fik arkæologerne til at fastslå, at der var tale om det persiske folk sasaniderne. De kom fra det område, der i dag udgøres af Iran.

Sasaniderne tog hævn

Sasaniderne var Irans sidste herskere, før landet blev erobret af muslimerne. I 224 e.Kr. havde sasaniderne besejret det ­vaklende Partherrige, og derefter lå vejen åben for en massiv ekspansion.­

Sasanidernes konge, Shapur 1., opbyggede en mægtig hær, hvis speciale var belejringer og tyngt kavaleri – sasaniderne udviklede teknikker til at komme under, over og igennem massive bymure.

Romerne forsøgte at nedkæmpe det unge sasanide-rige i både 231 og 243 e.Kr., men blev slået tilbage efter heftige kampe. I 256 e.Kr. var situationen vendt.

Nu marcherede sasanidernes hær mod vest for at tage en blodig hævn over romerne og udvide deres rige.

Det egent­lige mål var romernes østlige metropol Antiokia ved Middelhavskysten, men som Romerrigets yderste forpost blev Dura Europos en bastion mod sasanidernes krigsmaskine. Den romerske historiker Ammianus beskrev senere synet af en fremrykkende ­sasanidisk hær:

“Deres kroppe var dækket med plader, og deres hoveder med metal formet som ansigter. De, der skulle kæmpe med ­lanser, stod så stille, at de kunne være spændt fast til jorden.

Lidt derfra stod bueskytterne, der, siden de blev født, var blevet trænet i en færdighed, som dette folk mestrer til fulde”.

Ammianus beskrev også sasanidernes krigselefanter, der skræmte romernes heste fra vid og sans. Indbyggerne i Dura Europos havde altså god grund til at ­forberede sig på en voldsom belejring.

Sasaniderne benyttede bl.a. elefanter i deres mange angreb på romerne.

© Luca Tarlazzi

Sensationer på stribe

Under Pillets kaotiske ledelse blev arkæo­logerne dog ikke meget klogere på ­sasanidernes belejring.

Syg og bitter lod franskmanden sig udskifte i 1932. I stedet sendte Paris greven Robert du Mesnil du Buisson, der var selvlært arkæolog og krigsveteran – altid iført en nypresset uniform med sine udmærkelser på ­brys­tet og en officerspistol i bæltet.

Den elegante og altid høflige du Mes­nil vakte begejstring hos amerikanerne.

“Han var en dygtig handlingsmand”, skrev Clark Hopkins.

“En entusiastisk ­arkæolog og organisator. Han var ikke uddannet forsker, men han var hurtig til at finde nye spor og forfølge dem. Takket være hans kendskab til aramæisk og hebraisk er vi i stand til at tyde graffitien”.

Den franske greve og Hopkins-parret indledte et fortrinligt samarbejde, og i vinteren 1932-33 kunne holdet offentliggøre den ene sensation efter den anden, fx en af historiens første kristne kirker.

“Alt, jeg kan huske, er forbløffelsen, vantroen, i takt med at vi blotlagde det ene maleri efter det andet”, skrev Clark Hopkins.

Opdagelserne blev også fulgt med begejstring hjemme i USA og ­Frankrig, hvor medierne døbte byen “­Ørkenens Pompeji”.

Duras største mysterium lå dog stadig begravet under arkæologernes fødder og blev først opdaget året efter.

Massakre i tunnellen

Da hjælperne fjernede jordvolden fra et stykke af bymuren, bemærkede du Mesnil, at et af tårnene, betegnet som nr. 19, var sunket lidt ned i jorden og hældede til den ene side.

Det kunne tyde på, at der var en sammenstyrtet tunnel under sandet, så franskmanden begyndte at grave assisteret af sine hjælpere.

3-4 m under jordoverfladen begyndte det at vælte frem med genstande fra en kollapset tunnel, der havde været 1,2 m bred og 1,6 m høj. Ifølge du Mes­nils noter var der bl.a. “dele af sværd, kas­te­spyd og plader fra benbeskyttere”.

Franskmandens næste fund var dog det mest opsigtsvækkende. I én stor bunke lå flere soldater-skeletter omgivet af romerske våben. Det præcise antal var dog svært at fastslå, da nogle var brændt næsten helt væk.

Få meter derfra lå endnu et skelet med en persisk hjelm ved sin side. Franskmanden studsede over, at der lå indtørret hjernemasse i nogle af kranierne – det tørre klima havde delvist mumificeret soldaterne.

At finde så mange døde på så lidt plads er yderst usædvanligt. Du Mesnil ­begyndte at fundere over, hvad der mon kunne være foregået: Under sasanidernes belejring planlagde de at vælte Tårn 19 ved at grave et hulrum ud under det.

40 m fra bymuren, viste de arkæologiske studier, var sasaniderne begyndt at grave en tunnel. Romerne havde dog hurtigt opdaget forehavendet, for gravearbejdet kunne både høres og ses – det opgravede sand dannede en høj bunke, der umuligt kunne skjules på den flade slette.

Du Mesnil formodede, at romerne besluttede at grave deres modtunnel for at lave et overraskelsesangreb på sasaniderne.

Romernes plan gav dog bagslag. Da de brød igennem til fjendens tunnel, var de i undertal og måtte flygte tilbage ind i byen.

Tunnelindgangen var i mellemtiden blevet blokeret af officerer, der var forståeligt nervøse over, at der nu var en direkte åbning ind til byen.

De uheldige soldater døde i en regulær nedslagtning og nåede kun at hive en ­enkelt perser med sig.

Du Mesnil mente, at sasaniderne herefter måtte have spredt råolie i modtunnel, og stukket den i brand, for at få den til at styrte sammen.

Da de senere lod deres egen tunnel kollapse under Tårn 19, stod hundreder af soldater klar til at invadere Dura Europos. Men planen gik ikke op: Tårnet slog sprækker, men ­romernes jordvolde holdt det oprejst.

Arbejdet går i stå igen

Tunnelfundet var enestående, for romerske soldater blev sjældent efterladt, hvor de faldt.

Men fra 1933 havde du Mesnil travlt med at dokumentere et andet og lige så sensationelt fund: byens syna­goge.

Den var formentlig en af verdens ældste og rigt udsmykket med væg­malerier. Franskmandens interesse for synagogen kom i vejen for de dræbte under Tårn 19, der kun blev behandlet overfladisk i de videnskabelige artikler i 1930’erne.

Du Mesnil registrerede dog én usædvanlig detalje: Tunnellen var fyldt med sod og gule aflejringer, så han tog en række jordprøver og lod dem analysere ved det amerikanske universitet i Beirut.

Uheldigvis slap bevillingerne til Dura Europos op, inden analyse­resultaterne nåede tilbage til du Mes­nil.

I 1937 mente universitet­erne i USA og Frankrig, at ørkenbyen næppe ville rumme flere overraskelser – hovedparten af byen var jo blotlagt, og før arkæologerne kunne finde nye sponsorer, brød 2. verdenskrig ud, og udgravningerne gik i stå.

Efter ­krigen trak Frankrig sig ud af Syrien, og de urolige forhold i Mellemøsten gjorde det i de følgende år usikkert at grave.

Nye udgravninger 50 år senere

Først i 1986 var Syrien igen blevet ­sikkert nok til, at udgravningerne i Dura Europos kunne genoptages. En af de vestlige arkæologer, der kom til den ­antikke by, var Simon James fra Leicester Universitet i England. Sammen med et hold arkæologer udgravede han bl.a. byens militærbarakker.

Simon James nærlæste også rapporterne fra 1930’erne. Du Mesnil og Clark-parret havde udført et imponerende stykke arbejde – på ganske få år fandt de mere, end de fleste arkæologer tør ­drømme om i et helt liv; men de havde ikke haft ressourcer til at analysere alle deres fund til bunds. Simon James, der har antikkens våben og militærudstyr som sit speciale, besluttede derfor at gå i dybden med fundene under Tårn 19.

Efter at James havde studeret du Mes-nils artikler, indså han, at soldaterne umuligt kunne være døde i nærkamp.

“Det er ikke nogen troværdig forklaring”, udtalte han. “Det ville være umuligt for så mange romere at kæmpe skulder ved skulder” – tunnellen var blot 1,2 m bred.

Derfor er det ikke sandsynligt, at så mange ville være døde hurtigt i kamp. Analyser af du Mesnils tegninger viste, at ligene var blevet stablet oven på hinanden – først på tværs af tunnellen og så på langs.

Forklaringen på denne fremgangsmåde kunne findes i kataloget over franskmandens fund, mente James.

Der var nemlig blevet registreret flere romerske katapult-­pile på tunnellens gulv. ­Sasaniderne havde sandsynligvis stablet de døde romere oven på hinanden for at beskytte sig mod de dødbringende pile.

Spørgsmålet om, hvordan soldaterne var døde i den trange tunnel, stod dog stadig ubesvaret.

“Det er forbavsende, at så mange af byens forsvarere kunne dø i tunnellens trange omgivelser”, skrev Simon James i 2011, hvor han efter flere års forskning var klar med sit endelige bud på begivenhedernes rette sammenhæng:

“Det virker usandsynligt, at de faldt i nærkamp, da det ville kræve, at sasaniderne havde overmenneskelig styrke”.

Simon James troede først, at masse­døden kunne være et resultat af panik i tunnellen, men så fik han et tip fra en kollega: Mere end 400 år tidligere havde grækerne brugt et særligt våben med samme dræbende effekt.

Teorien om gasangrebet i Dura Europos er bl.a. blevet hyldet i det anerkendte Archaeology Magazine. Bagmanden er Simon James, der er ­professor i arkæologi ved Leicester Universitet i England.

© Simon James & Yale University Art Gallery, Dura-Europas Collection

Gas kan være løsning på gåden

Da romerne belejrede den græske by Ambrakia i 189 f.Kr., forsøgte de lige­ledes at grave en tunnel under bymuren.

Grækerne gravede en modtunnel, og ifølge den romerske historiker Livius “brugte de et hidtil ukendt våben, der var lille, men effektivt”.

Livius beskrev, hvordan grækerne fyldte fjer i en tønde med hul i bunden. Herefter satte de ild til fjerene, vendte tønden imod tunnellens åbning og brugte en blæsebælg til at flamme dem op og sende røgen imod romerne.

Livius berettede ikke, om romerne døde, men sikkert er det, at brændende fjer afgiver en svovlholdig røg, som hurtigt kan gøre et menneske ukampdygtigt.

Da Simon James læste Livius’ beskriv­else, kunne han lægge to og to sammen.

De jordprøver, som du Mesnil havde sendt til Beirut, viste sig nemlig at indeholde svovlkrystaller og spor efter råolie.

Nu mente James at holde nøglen til mysteriet: Sasaniderne kunne let høre romernes arbejde på modtunnellen og besluttede derfor at lægge en fælde for dem.

Da romerne var i færd med at bryde igennem til angribernes tunnel, trak sasaniderne sig nogle meter tilbage og tændte et bål, som de fik til at blusse op med råolie.

Ved hjælp af store blæsebælge sendte sasaniderne en tyk, sort røg direkte ind i romernes ansigter.

Efter få sekunder var romernes tunnel et sort inferno, hvor ingen kunne se en hånd for sig, men dog føle sig frem langs væggene. Men så kom dødsstødet.

Sasaniderne kastede nogle håndfulde svovlkrystaller på det glohede bål, og inden for få sekunder befandt de giftige molekyler sig i romernes lunger.

Når svovldioxid går i forbindelse med mennes­kets slimhinder i fx lungerne, ­bliver stoffet nemlig til svovlsyre. Nede i tunnellen blev romerne altså kvalt og ætset til døde inden for få minutter.

Røgen væltede ud af tunnellens indgang, og da de romerske officerer indså, at deres mænd ikke ville komme ud i live, kørte de en scorpio-katapult i stilling og hamrede tunge jernpile derind.

De lange pile på omkring én meter kunne uden vanskeligheder bore sig gennem en rustning, men en kødmur af 19 romerske soldater ville give solid beskyttelse.

Da den giftige røg var lettet, stablede sasaniderne derfor romerne oven på hinanden, så de kunne sætte ild til romernes tunnel og få den til at brase sammen uden selv at blive slået ihjel.

En enkelt perser nåede dog ikke ud, før flammerne, eller en romersk pil, rev ham i døden.

Hvis Simon James har ret i sin tolkning, er det det første dokumenterede angreb med giftgas i historien.

Dura Europos blev til en spøgelsesby

Uanset hvad der præcis skete i tunnellen under Tårn 19, ved arkæologerne én ting med sikkerhed: Sasaniderne vandt en knusende sejr over romerne. I sine erindringer beskrev Clark Hopkins den frygt, romerne må have følt:

“Vi kan forestille os en mørk nat i ­oktober 256 e.Kr. Gennem flere måneder har indbyggerne kunnet se belejringsrampen vokse støt, så den nu er højere end bymuren”.

De arkæologiske undersøgelser siden 1986 peger på, at det endelige angreb kom fra netop belejringsrampen.

Her, ved hovedporten og på flere gadehjørner, udbrød der med sikkerhed heftige kampe. Meget tyder på, at byens soldater og indbyggere var nødt til at overgive sig, kort efter at sasaniderne myldrede ind i byen.

Herefter blev de civile drevet ­sammen og ført til sejrherrens byer, hvor de tilbragte resten af livet som slaver.

Dura Europos blev af uvisse årsager ikke stukket i brand, muligvis fordi ­perserne ville have mulighed for at bruge den som tilflugtssted, hvis krigslykken skulle vende.

Det blev dog ikke aktuelt. De sejrrige sasanider marcherede videre mod Rom og satte det store imperium på den anden ende, da kejser Valerian tabte slaget ved Edessa i 260 e.Kr. og selv blev taget til fange.

Imens sasaniderne fortsatte deres sejrsgang mod vest, blev Dura Europos langsomt dækket af ørkenens hyppige sandstorme.

Den engang så livlige grænse­by blev forvandlet til en glemt spøgelsesby, hvor den eneste aktivitet i århundreder var lyden af forbipasserende hyrder og deres fåreflokke – lige indtil en gruppe britiske soldater stak deres feltspader i sandet.

Læs også:

Tollense, bronzealder, slag
Arkæologi

Unikt fund: Kriger havde sit værktøj med i brutalt slag

3 minutter
Kort
Arkæologi

Enestående opdagelse i arabisk oliestat

2 minutter
Arkæologi

Ötzis indvolde afslører nyt om indvandringen til Europa

4 minutter

Log ind

Fejl: Ugyldig e-mailadresse
Adgangskode er påkrævet
VisSkjul

Allerede abonnement? Har du allerede et abonnement på magasinet? Klik hér

Ny bruger? Få adgang nu!