I de senere år har en række film om kvinder, som har været med til at ændre verdenshistorien, fundet vej til det hvide lærred.
“Hidden Figures” fra 2016 fortæller historien om tre kvindelige afroamerikanske matematikere, hvis arbejde var afgørende for, at NASA i 1962 kunne sende astronauten John Glenn i kredsløb om Jorden som den første amerikaner nogensinde.
“Ammonite” fra 2020 fortæller om den britiske fossilsamler Mary Anning, der fandt de første eksemplarer af dinosaurerne Ichthyosaurus og Plesiosaur i begyndelsen af 1800-tallet.
Og nu er turen kommet til Edith Pretty i Netflix-filmen “The Dig”. Pretty var en britisk overklasseenke, der i 1938-1939 hyrede amatørarkæologen Basil Brown til at undersøge nogle gravhøje på Sutton Hoo, der ligger på hendes jord i Østengland.
Filmen fortæller, hvordan Pretty havde overværet adskillige arkæologiske udgravninger i sin barndom – hendes egen far havde sågar udgravet et kloster tæt på hendes barndomshjem – og var blevet overbevist om, at områdets gravhøje skjulte forhistoriske skatte.
Derfor hyrer hun Basil Brown til at hjælpe med udgravningerne af gravhøjene. Prettys teori viser sig at holde stik. Under højene i Sutton Hoo dukker en angelsaksisk kongegrav fra 700-tallet frem. Fundet står stadig som et af de vigtigste arkæologiske fund i Storbritanniens historie.
Filmen: Edith Pretty er en ung enkekvinde
Alderen på Edith Pretty, som hyrer Basil Brown til udgravningerne, nævnes ikke i filmen. Men Carey Mulligan, der har rollen som Pretty, var 35 år under indspilningerne.
Virkeligheden: Edith Pretty var ældre
“The Dig” er blevet beskyldt for aldersdiskrimination, fordi Edith Pretty spilles af den 35-årige skuespiller. I virkeligheden var Pretty 56 år, da udgravningerne fandt sted.
Det er denne historie, filmen fortæller. Umiddelbart lyder amatørarkæologer og forsvundne kongegrave måske som plottet til en “Indiana Jones”-film, men “The Dig” er så langt fra action og eventyr, som man kan komme.
Filmen er et stilfærdigt hverdagsdrama om almindelige mennesker, der gør et ualmindeligt fund i skyggen af en stor historisk begivenhed – udbruddet af 2. verdenskrig.
Som det ofte gør sig gældende i britiske periodedramaer, fortæller “The Dig” historien om mødet mellem to mennesker fra vidt forskellige lag af samfundet.
Hverken overklassekvinden Edith Pretty eller den fattige graver Basil Brown er arkæologer af profession – de er det af lidenskab. Og passionen for arkæologi knytter dem sammen.
Filmen: Ung arkæolog indleder romance
Den unge fotograf, Rory Lomax, indleder et forhold til den unge Peggy Piggott, der hjælper til med udgravningen.
Virkeligheden: Romance er opspind
Fotografen Rory eksisterede ikke i virkeligheden, så romancen mellem ham og Peggy Piggott kan af gode grunde aldrig have fundet sted.
Krigshjelm glimrer ved sit fravær
“The Dig” giver i første halvdel et ganske detaljeret indblik i Basil Browns udgravning, og vi mærker suset i kroppen, da de første tegn på den angelsaksiske skat graves frem fra mulden.
Men man savner et større indblik i det daglige arbejde på gravhøjene og at lære om, hvordan en arkæologisk udgravning organiseres, fund dateres m.m – og ikke mindst et mere detaljeret indblik i de specifikke arkæologiske fund, og hvorfor de er unikke. Vi ser fx aldrig det berømteste fund fra Sutton Hoo – den rigt dekorerede hjelm, som de angelsaksiske krigere bar under kamp. Det fund gav en helt ny forståelse for, hvor veludviklet de britiske forfædres kultur og kunst i virkeligheden var.
I filmens sidste halvdel må det arkæologiske arbejde vige for pladderromantik, sygdom og lommefilosoferen.
Her bliver filmens pointe tydelig: At lytter vi efter historiens læring, bliver vi ikke blot klogere på fortiden. Vi bliver også klogere på os selv og får en større indsigt i den nærmest kosmiske sammenhæng, vi indgår i med vores forfædre. På den måde lever vi for evigt.
Basil Brown forsøger at trøste Edith Pretty med dette faktum, da hun fortæller ham, at hun lider af en uhelbredelig hjertesygdom.
“Fra det øjeblik, vi satte det første håndaftryk på en hulevæg, har vi været del af noget kontinuerligt. Så vi dør aldrig, ikke rigtigt”, filosoferer han.
Filmskabernes insisteren på at pakke det historiske arkæologifund ind i en poetisk og eksistentialistisk indpakning gør dog desværre også, at flere faktuelle detaljer og personer bliver præsenteret forkert.
Det gælder ikke mindst den unge arkæolog Peggy Piggott, der får arbejde på gravhøjene og selv siger, at hun “ikke har lavet meget feltarbejde endnu”.
Faktisk får filmen det til at fremstå, som om hun kun bliver hentet ind for at udgrave skattene, fordi hun er lille af statur og derfor kan stå på skrøbelige overflader, uden at de braser sammen.
I virkeligheden var Peggy Piggott en erfaren arkæolog, som havde deltaget i flere arkæologiske udgravninger og fået udgivet videnskabelige artikler om sit arbejde.
Filmen: Begravet levende
I en af filmens mest intense scener bliver den selvlærte arkæolog Basil Brown begravet levende under det indledende arbejde med udgravningerne ved Sutton Hoo.
Virkeligheden: Basil Brown var ikke udsat for ulykke
Basil Brown blev aldrig begravet levende under jorden under sit arkæologiske arbejde ved Sutton Hoo. Angiveligt var der dog bekymringer om, at væggene i udgravningerne ville give efter, men der findes ingen beretninger om, at dette skete.
Det er en skam, at en film, som netop hylder kvindens ofte oversete rolle i historiebøgerne, reducerer Peggy Piggott til en kærlighedssyg amatør.
Som menneskeligt drama og eksistentialistisk filosoferen over menneskets plads i historien fungerer “The Dig” upåklageligt. Som historisk dokument over et af briternes vigtigste arkæologiske fund kunne filmen med fordel være gået et par spadestik dybere.
