Kæmpe forandring i løbet af 120 generationer
De seneste analyser afslører, at kun én ud af otte faldne krigere bar et gen, som gjorde dem i stand til at tåle mælk – et overraskende lavt tal ifølge professor Joachim Burger, der leder forskningen i evnen til at tåle mælk:
“90 pct. af befolkningen i området ved Tollense tåler i dag laktose, så forskellen på dengang og nu er enorm. Især når man kan regne ud, at der næppe er mere end 120 generationer mellem ofrene fra slaget ved Tollense og nutidens befolkning.”
Mælk øgede chancen for at overleve
Ifølge biologen Daniel Wegmann fra University of Fribourg skyldes mælke-genets fremmarch en eneste faktor:
“Det kan kun forklares med stærk naturlig selektion. I de seneste godt 3.000 år har børn, der tålte mælk, haft større chance for at overleve, indtil de var gamle nok til at forplante sig, end børn der ikke tålte mælk.”
Forskerne fremhæver, at mælk fra husdyr især var vigtig, når høsten slog fejl. De tyske forskere har regnet sig frem til, at 6 pct. flere mælkedrikkere end laktose-intolerante overlevede perioder med hungersnød. Med tiden har det betydet, at genet for at kunne tåle mælk er blevet udbredt i Nordeuropa.