Brutalt oldtidsslag chokerede forskerne

Flere tusind mænd kæmpede

Forskerne blev ledt på sporet af floddalens hemmelighed, da en amatørarkæolog i 1996 opdagede en overarmsknogle, der stak op af flodbreddens mudder. Dybt indlejret i den ene ende af knoglen sad en pilespids af flint.

Fundet fik arkæologerne til at lave prøveudgravninger, som afslørede flere knogler samt en velbevaret trækølle af samme form som et baseballbat. I 2009 indledte arkæologerne derfor en egentlig udgravning.

I de følgende seks år afdækkede de knogler, våben og smykkegenstande fra et stort, men for videnskaben fuldstændig ukendt slag.

Blandt fundene er ca. 50 pilespidser i bronze og 10 i flint. Til sammenligning har arkæologerne i resten af Mecklenburg-Vorpommern kun fundet ca. 30 bronzepilespidser.

I Tollense fandt forskerne desuden dolke, spydspidser, øksehoveder, sværd og to køller af træ. Kulstof-14-dateringer viser samstemmende, at knogler og træ stammer fra ca. år 1250 f.Kr.

De mange knoglerester lå hulter til bulter på en næsten to kilometer lang strækning langs flodens vestlige side. Indtil videre har forskerne identificeret ca. 130 individer.

Alle er mænd – de yngste var omkring 13-14 år, da de blev dræbt, mens hovedparten­ var i 20’erne.

Alt tyder imidlertid på, at antallet af døde er langt større, for indtil videre har arkæologerne kun udgravet omkring 460 m2, svarende til ca. 10 pct. af slagmarken. Ifølge Detlef Jantzen betyder det, at flodbredden potentielt kan gemme på yderligere 700 skeletter.

“Og hvis vi antager, at omkring 20 pct. af deltagerne i slaget blev dræbt, så har det samlede antal deltagere måske været op imod 4.000!”

Antallet er helt usædvanligt, da Nordtyskland i bronzealderen var meget tyndt befolket. Ifølge forskerne levede der kun omkring 3-5 personer pr. km2. Kampens deltagere må altså være kommet til Tollense fra et enormt område, hvilket kun gør slaget endnu mere gådefuldt.

Nordeuropa lå hen i mørke

De nærmere omstændigheder omkring konflikten er svære for forskerne at finde. Bronzealderens store civilisationer i Mellemøsten og Grækenland efterlod et væld af arkæologiske spor og i nogle tilfælde endda skriftlige beretninger.

På flere af sine templer pralede farao Ramses 2. fx af sin store sejr over hittitterne i det berømte slag ved Kadesh, som blev udkæmpet omkring 1275 f.Kr.

Slaget har utvivlsomt fundet sted, da det også bliver nævnt i de hittitiske oldtidskilder (som dog påpeger, at Ramses faktisk tabte slaget). Men ingen har nogensinde fundet våben eller skeletter fra kampen.

Bronzealderens nordeuropæere havde modsat de store kulturer sydpå intet skriftsystem, og eventuelle mundtlige overleveringer om kampen ved Tollense-floden er aldrig blevet skrevet ned.

“Så her er det lige omvendt: Vi har arkæologiske­ beviser for et slag, men ingen beskrivelser”, forklarer Jantzen.

Ifølge arkæologen var antagelsen blandt mange forskere, at den nordeuropæiske bronzealder var præget af fredelig sameksistens, samhandel og rigdom. Godt nok indeholder gravhøjene fra perioden våben som fx bronzesværd, spyd og økser, men de fungerede – antog forskerne – primært som statussymboler.

Men så dukkede Tollense-fundet op og ødelagde fuldstændigt glansbilledet af en tid, hvor krig endnu var ukendt.

“Det var en skuffelse, men også en berigelse, for jeg synes, at det er to sider af samme medalje. På den ene side har vi det gode liv med guld, handel og rige mænd og kvinder. På den anden side har vi krig og vold”, forklarer Jantzen.

Det store spørgsmål, som nager forskerne­, er, hvad konflikten ved floden gik ud på, og hvem de kæmpende parter egentlig var?

Ofrene kom langvejsfra

Meget tyder på, at konflikten ikke var en lokal konflikt mellem nabostammer. I 2017 kunne forskerne således afsløre, at såkaldte strontium-analyser af en række af de fundne knogler viste, at størstedelen af de døde ikke kom fra lokalområdet.

Analysemetoden udnytter, at både dyr og mennesker gennem mad og vand optager strontium-isotoper, der findes i undergrunden. Isotoperne, hvis mængder varierer fra område til område, lagrer sig i bl.a. knogler, tænder og hår.

Ved at analysere knoglerne kan forskerne fx få viden om, hvor den undersøgte person har opholdt sig i de sidste 10 år af livet.

Undersøgelserne af Tollense-knoglerne viser, at størstedelen af de døde ikke levede deres daglige liv i det nordlige Tyskland, derimod kom de sandsynligvis fra Sydtyskland og Centraleuropa – en rejse på næsten 1.000 km.

Fundet har bl.a. udløst spekulationer om, at slaget blev udløst af en migrationsbølge fra syd, som lokale folkeslag i nord satte sig for at stoppe.

Det er nemlig på nogenlunde samme tid, at den såkaldte urnemarkskultur begynder at sprede sig fra Balkanområdet mod nord. Kulturen har fået sit navn, fordi den er kendetegnet ved, at de døde bliver brændt og deres aske lagt i urner.

Selvom forskerne ud fra ændringerne i begravelsesmønstrene kan se, at urnemarkskulturen bredte sig mod nord, behøver det ifølge Detlef Jantzen ikke at skyldes en folkevandring:

“Kultur kan sagtens spredes, uden at mennesker vandrer. Desuden ville det være en ret mærkelig folkevandring, for vi har jo kun fundet mænd og ingen kvinder eller børn blandt de døde”.

Detlef Jantzen hæfter sig i stedet ved en opdagelse, som arkæologerne gjorde under udgravningerne – nemlig fundet af en vej, der allerede på tiden for slaget var mange århundreder gammel.

Meget tyder på, at krigerne faldt i et baghold. Se hvordan i galleriet herunder:

Den gådefulde vej

Arkæologerne var i gang med at undersøge Tollense-flodens østlige bred for at se, om kampene også havde raset på den side af floden, da de gjorde det overraskende fund.

Ved det sted, hvorfra fundlaget med menneskelige knogler breder sig på flodens vestlige bred, fandt de – i stedet for knogler – tynde træstammer på kryds og tværs i en ca. 2,5 m bred stribe fra flodbredden og videre op.

Under træstammerne og i siderne lå kampesten, som tydeligvis var blevet hentet på de omkringliggende marker. Oven på stenene og stammerne lå et lag af sand og jord. Det var resterne af en mange tusind år gammel vej.

Udgravninger viste, at området omkring vejen i bronzealderen var et ufremkommeligt moseområde. Anlæggelsen af vejen gjorde det muligt at krydse det mudrede område uden at hænge fast i mosedyndet.

Vejen førte ned til flodens bred, hvor en bro formentlig førte over floden. Indtil videre har arkæologerne dog ikke fundet det sted, hvor den mulige­ bro krydsede floden.

Undersøgelser af træet, der var blevet brugt i vejkonstruktionen, viser, at vejen oprindeligt blev anlagt omkring 1900 år f.Kr. – altså næsten 700 år før slaget.

Geomagnetiske undersøgelser viser, at vejen krydsede floddalen og var omkring 120 m lang. Udgravningerne afslørede desuden, at vejen blev holdt ved lige i alle årene, og at den sidste større reparation af vejanlægget blev udført omkring 1300 f.Kr. – få årtier før slaget.

Opdagelsen viser, at nogen i området omkring floden har haft både organisationen og den tekniske kunnen til at bygge og vedligeholde det store anlæg.

“Det er meget fascinerende, for det er første gang, at vi er stødt på den slags her i vores område. Hvem der står bag, ved vi imidlertid intet om, for vi har ikke fundet nogen bopladser i nærheden”, forklarer Detlef Jantzen.

Han mener, at vejen efter al sandsynlighed har været brugt til transport af de mange handelsvarer, som forskerne ved blev fragtet rundt mellem det sydlige og det nordlige Europa i bronzealderen.

De folk, som vedligeholdt vejen, har derfor også haft en styrkeposition, idet de har kunnet kontrollere både trafikken over land og op ad floden. Vejens eksistens kan også forklare, hvorfor det blodige slag mellem de to ukendte grupper foregik netop på dette sted.

Baghold ved flodbredden

Vejen gennem moseområdet har uden tvivl været velkendt i hele området. Hvis nogen ville krydse floden, var denne overgang den mest oplagte.

Derfor var det også det bedste sted at stille sig op, hvis nogen ønskede at forhindre andre i at komme over på den modsatte side. Ifølge Detlef Jantzen er netop det et af scenarierne, som forskerne på nuværende tidspunkt finder mest sandsynligt:

“En gruppe forsøgte at krydse floddalen, men blev på en eller anden måde stoppet af den anden gruppe, hvorefter kampen brød ud”.

Teorien understøttes af det faktum, at store koncentrationer af våben og knogler er fundet nær det sted, hvor en eventuel bro over floden kan have stået.

Tilsyneladende har de kæmpende grupper derefter bevæget sig langs den vestlige flodbred mod nord, hvor arkæologerne også har fundet rester fra slaget.

Ifølge Detlef Jantzen kan begge grupper have været bevæbnede og helt bevidste om modpartens eksistens. To hærstyrker har altså ifølge denne teori aktivt søgt en konfrontation.

En anden mulighed er imidlertid, at den ene gruppe lå i baghold ved floden og afventede den intetanende modparts ankomst til det sted, hvor de lettest kunne forcere floden og mosen. For en angriber var stedet perfekt til at lægge sig i baghold.

“Vi ved jo fra fundene, at en stor gruppe unge mænd blev angrebet med et arsenal af forskellige våben, og at mange af dem blev dræbt. Men vi kender ikke meget til den vindende side, kun til taberne. Vi ved end ikke, om taberne var bevæbnede”, forklarer Detlef Jantzen.

At den tabende gruppe måske slet ikke bestod af bevæbnede krigere, understøttes af det faktum, at ingen af de fundne skeletdele har spor efter helede skader fra andre slag.

Det ville ellers være forventeligt, hvis der er tale om krigere, som har deltaget i mange kampe.

Otte af mændene havde dog mærker på kranierne, der tyder på, at de tidligere er blevet ramt af køller – skader, som de overlevede. De har til gengæld ingen helede skader efter skarpe våben.

Forskerne spekulerer derfor på, om de døde måske tilhørte en helt anden gruppe, som de ved har bevæget sig rundt i bronzealderen: rejsende handelsmænd.

Ofre var vant til at vandre langt

Da eksperter undersøgte de dødes skeletter, opdagede de, at mange af dem delte samme karakteristika: Deres lårbensknogler var påfaldende kraftige, hvilket er et tegn på, at mændene var meget aktive. Knoglerne vokser sig nemlig tykkere, jo mere de bliver brugt.

“Efter belastningsmønstrene at dømme har mændene bevæget sig meget. De har med andre ord vandret ofte – måske over lange afstande”, forklarer Detlef Jantzen.

Samtidig viser undersøgelser af mændenes overkroppe, at de ikke var specielt stærke og muskuløse. Til gengæld har deres rygknogler slidspor, der tyder på, at de ofte har båret på tung bagage.

De to særkender kan ifølge Detlef Jantzen skyldes, at mændene var en del af en stor handelskaravane, som bragte varer gennem Europa. Det kan også forklare, hvorfor forskerne blandt de mange knogler fandt knoglerester fra fem heste, som muligvis er blevet brugt til at transportere de tungeste af varerne.

Forskerne har ikke megen viden om bronzealderens varetransport, men de ved med sikkerhed, at bl.a. bronze og guld blev fragtet fra syd op til nord, og at nordeuropæerne betalte med bl.a. det eftertragtede rav, som bl.a. fandtes i store mængder i Danmark.

Det er derfor ikke usandsynligt, at de værdifulde varer blev transporteret i karavaner med mange deltagere, der undervejs så at sige stod på og af karavanen efter behov.

Hvis de døde fra Tollense-floden var deltagere i en sådan karavane, der blev overfaldet, kan det ifølge Detlef Jantzen forklare, hvorfor ofrene ser ud til at komme fra mange forskellige regioner af Europa.

Det forklarer også kvæstelserne efter kølleslag, idet det sikkert ikke har været ualmindeligt, at karavaner med store værdier blev overfaldet af smågrupper. Og måske var det netop, hvad der skete for 3.200 år siden ved Tollense-floden, bortset fra at angriberne denne gang var langt flere, bedre bevæbnet og i øvrigt klar til både at myrde og lemlæste for at nå deres mål.

Spørgsmålet er så, hvem angriberne var?

Ukendte magtcentre

Ifølge Detlef Jantzen er det begrænset, hvad forskerne indtil videre ved om bron­­ze­­al­­de­­rens indbyggere i området omkring Tollense-floden.

Arkæologerne har nemlig ingen bopladser fundet, men har til gengæld udgravet flere store gravhøje med rigt gravudstyr. Området har altså tydeligvis haft en form for elite.

I forhold til Tollense-slaget er det store spørgsmål ifølge Detlef Jantzen, hvilke personer der kunne samle måske adskillige tusind velbevæbnede mænd til det store slag:

“Hvem har haft magten til at sende bud ud i landet med besked om, at nu skal alle komme til Tollense-floden?”

Indtil videre kan forskerne ikke besvare spørgsmålet. Ifølge Jantzen må bagmændene have haft enorm indflydelse for at kunne samle så mange krigere.

“Det svarer jo til, at man tømmer 20 pct. af det nuværende Mecklenburg-Vorpommern for unge mænd”.

Forskerne ved imidlertid ikke nok om datidens magtstrukturer til at kunne sige, hvem der stod bag.

“Måske er det de rige mænd og kvinder fra gravhøjene – vi ved det ikke”.

Slaget passer imidlertid godt med voldsomme begivenheder langt mod syd. I samme periode går den mykenske civilisation i Grækenland nemlig under.

I nutidens Tyrkiet bliver de stærke hittitter løbet over ende, mens egypterne kun med nød og næppe slår en invasion af et folkeslag kaldet “havfolket” tilbage.

Tollense-slaget kan altså have været en del af en større omvæltning. Blot 50 år efter slaget begyndte livet at ændre sig radikalt i Nordeuropa, hvor befæstede bosættelser bliver normen. Måske var slaget ved Tollense vendepunktet.