Danefæ tilhørte powerkvinde fra middelalderen
En amatørarkæolog har fundet en yderst sjælden seglstampe på en mark nær Varde. Den har tilhørt en af 1300-tallets mest fremtrædende kvinder.

Seglstampen af bronze er yderst velbevaret. Den blev sandsynligvis tabt på den jyske mark af Elisabeth Buggesdatter.
Oldtidssager dukker op af jorden som aldrig før, men det er sjældent, at forskerne kan sige, hvem tingene har tilhørt. Endnu mere sjældent er det at finde genstande, som kan knyttes til en navngiven kvinde.
Da amatørarkæolog Lasse Rahbek Ottesen var ude at lede på en nyslået græsmark i Vestjylland, var det alligevel præcis, hvad der skete. Her fandt han en seglstampe med navnet Elisabeth Buggesdatter – en af 1300-tallets mægtigste danske kvinder.
“Jeg gik systematisk og kiggede efter glas og flint, og så spottede jeg seglstampen oven på jorden. Jeg sad i 10 minutter på marken og nød synet af den, inden sendte jeg et billede til det lokale museum”, fortæller den glade finder.
Datter af jysk oprørhelt
Elisabeth Buggesdatter var barn af Niels Bugge, som var en af landets rigeste mænd og en ledende skikkelse i den jyske adels oprør imod kong Valdemar Atterdag i midten af 1300-tallet.
De skriftlige kilder, historikerne har om Elisabeth, viser, at hun var en magtfuld kvinde. Hun har bl.a. handlet med ejendom og talt på tinge – en folkeforsamling primært forbeholdt mænd, som kunne vedtage love og afsige domme.
Seglstampe var middelalderens NEM-id
At en kvinde ejede en seglstampe var også ganske sjældent. Segl blev brugt som ægthedsbevis på dokumenter fx i forbindelse med handler. Fund af seglstamper er sjældne, da de efter ejerens død blev destrueret for at forhindre svindel.