Guddommelig farao var krøbling
Tutankhamon døde sandsynligvis af malaria, kunne forskerne konstatere efter dna-analyser.
Mordgåde opklaret
Forskere har for første gang udtaget dna fra 16 kongelige egyptiske mumier – blandt dem Tutankh-amon. Faraoen, som levede for 3.300 år siden, skal derfor nu ses i et helt anderledes lys. Den “guddommelige” barnekonge var i virkeligheden et skravl, der haltede og led af flere arvelige sygdomme – formentlig et resultat af, at hans forældre var søskende.
Samtidig er forskerne kommet nærmere svaret på, hvordan den blot 19-årige hersker døde.
Den mytiske farao Tutankhamon haltede og var svagelig pga. incest, afslørede dna-analyse.
Forskerne har fundet malariaparasittens gener i faraoens knogler og kan dermed lukke årtiers konspirationsteorier om mord og intriger og i stedet pege på en mere banal dødsårsag: Ringe helbred, malaria og et kompliceret lårbensbrud kort før hans død.
Undersøgelsen er en milepæl, fordi de egyptiske myndigheder for første gang har givet tilladelse til at udføre genetiske undersøgelser på de kongelige mumier.
Neandertaleren parrede sig med mennesket
Helt op til fire procent af vores gener stammer fra neandertalere.
Nye slægtninge
For omkring 50.000 år siden levede anatomisk moderne mennesker og neandertalere sandsynligvis side om side i Mellemøsten.
Neandertalerne uddøde for mere end 30.000 år siden, men de lever videre i vores arvemateriale. Det konkluderer en forskergruppe fra Max Planck-instituttet i Tyskland, som måtte analysere mere end én milliard dna-stumper udvundet fra neandertal-knogler, før de formåede at samle omkring 60 procent af neandertalerens gener.
Da forskerne sammenlignede neandertalernes arvemasse med det anatomisk moderne menneskes, viste resultatet nemlig, at neandertalerne og vores forfædre udvekslede gener.
Mellem én og fire procent af europæernes og asiaternes dna stammer fra neandertalere. Resultatet tyder på, at neandertalerne levede sammen med den gruppe af anatomisk moderne mennesker, der havde forladt Afrika. Genudvekslingen skete sandsynligvis i Mellemøsten for over 50.000 år siden, hvor de stødte på neandertalere, som allerede var udbredt i Europa og Lilleasien. Efterkommerne efter mødet vandrede derefter videre mod nord og øst.
Desuden fandt forskerne kun 83 gener, der adskiller det anatomisk moderne menneske fra neandertalerne. De er bla. involveret i funktioner som sårheling, svedkirtler og den måde, sædcellens hale slår på.
Også andre forskere bakker op om Max Planck-instituttets opdagelser. Et amerikansk forskerhold offentliggjorde fx et studie af de genetiske mønstre i 2.000 menneskers arvemateriale. De var ligeledes nået frem til, at mønstrene kun kunne forklares med, at neandertalere og anatomisk moderne mennesker havde parret sig.
Afføring og hårlokker skriver historien om
Dna fra en hårtot har givet forskere det første indblik i, hvordan et menneske fra den for længst uddøde saqqaq-kultur i Nordvestgrønland så ud. Saqqaq-manden havde fx tendens til skaldethed samt tør ørevoks.
De døde vækkes til live
Dna-detektiver har genskabt et oldtidsmenneske og afsløret, at Nordamerika var beboet 1.000 år tidligere end hidtil antaget.
I februar 2010 kunne forskerne ved Center for Geogenetik i København som de første vise, hvordan et menneske fra en for længst uddød kultur så ud. De skulle blot bruge en ca. 4.000 år gammel hårtot fra Nordvestgrønland til at kortlægge den komplette arvemasse.
Hårtotten afslørede bla., at Saqqaq-manden havde tæt krop med korte arme og ben, tendens til skaldethed og sågar tør ørevoks. Og ved at sammenligne med dna fra nulevende mennesker kunne forskerholdet konstatere, at fortidsmenneskets nærmeste nulevende slægtninge noget overraskende ikke er indianere eller inuitter: Han er derimod nært beslægtet med tre sibiriske folk, hvilket betyder, at saqqaq-kulturen må være del af en hidtil ukendt koloniseringsbølge fra Sibirien over Amerika til Grønland. Bølgen var uafhængig af de folkevandringer, der førte til de nulevende amerikanske indianere og inuitter.
Ud over viden om folkevandringer kan kortlægningen af fortidens genetiske koder øge forskernes viden om de forandringer i menneskets dna, der har skabt nutidens mennesker.
Arkæologer fandt Saqqaq-mandens hårtot i den sydøstlige del af Diskobugten nær bygden Qasigiannguit (Christianshåb) i 1980'erne. Træ, skind, hår og knogler var perfekt bevaret i de permafrosne jordlag under bopladsen og viste, at et lille samfund, der primært levede af havet, havde boet på pynten.
USA var beboet for 14.340 år siden
Allerede to år tidligere skabte lederen af Center for Geogenetik, Eske Willerslev, sensation, da han i 2008 analyserede dna fra forstenet menneske-afføring. Han havde fundet efterladenskaberne i en hule i USA, og kulstof 14-analyser viste senere, at et menneske havde forrettet sin nødtørft i hulen for 14.340 år siden.
Willerslev påviste dermed, at Nordamerika var befolket 1.000 år tidligere end hidtil antaget. Ligesom analysen af dna fra de tarmceller, der var røget med ud, viste, at dette folk stammede fra Asien.
Sitting Bulls hår bliver gransket af forskere for at afsløre sioux-høvdingens forfædre.
Sitting Bulls hår analyseres
I den kommende tid vil Center for Geogenetik kaste lys over indianernes afstamning. Forskerne undersøger nemlig dna fra den hårpragt, der har siddet på hovedet af den berømte høvding Sitting Bull fra lakota-sioux-stammen. De amerikanske myndigheder så Sitting Bull som en så stor trussel, at politi og soldater i 1890 forsøgte at arrestere ham, men i stedet endte med at dræbe ham.
Forskere fandt endnu en menneskeart
I en sibirisk hule fandt forskere spor efter en ukendt menneskeart, som har levet side om side med det moderne menneske.
Ny art opdaget
Ved at kortlægge dna fra en fingerknogle kunne tyske forskere afsløre, at en hidtil ukendt menneskeart har levet i Altai-bjergene i Sibirien for 30.000-48.000 år siden.
Forskerne var sikre på, at de havde begået en fejl, men talrige analyser har bekræftet, at fingerknoglen hverken tilhørte et anatomisk moderne menneske eller vores nære slægtning neandertaleren.
Knoglen har sammen med andre lignende fund fået eksperter til at konkludere, at flere menneskearter formentlig har levet side om side i Europa og Asien. Den nye menneskeart har indtil videre ikke fået et navn, og fundet kaldes derfor X-woman.
I samme hule, som forskerne fandt fingerknoglen, lå også en tand med samme type dna.
Fingerknoglen er så lille, at det formentlig er lillefingeren fra et 5-7-årigt barn. I samme lag som X-woman fandt arkæologer rester af smykker og et armbånd, som ellers normalt forbindes med det anatomisk moderne menneske.
Lig tilhørte zarfamilien
Zar Nikolaj 2. var et af de lig, som arkæologer fandt i 1979.
Zarfamilien fundet
Romanov-familien havde regeret Rusland gennem 300 år, da zar-en og hans familie blev skudt under revolutionen. Bagefter skaffede bolsjevikkerne ligene af vejen. Alligevel fandt arkæologer i 1979 fem af skeletterne.
I mange år tvivlede skeptikerne på identifikationen, men i 2009 slog en dna-analyse fast, at skeletterne var zar-familien.
Hitler havde jødiske aner
Hitler var måske ikke så raceren, som han påstod.
Jøde?
Belgiske forskere har indsamlet spyt-prøver fra 39 af Førerens nulevende slægtninge. Dna-analysen viste noget overraskende, at deres kromosomer – dna-sekvenser, der muliggør genernes nedarvning – tilhører en type, som er sjælden i Vesteuropa, men helt almindelig blandt afrikanere og jøder. Hitler var altså ikke så raceren, som han mente at være.
Flere forskere har dog været hurtige til at påpege, at analysen langtfra beviser, at manden, som stod bag drabet på millioner af jøder, har afrikanske eller jødiske forfædre. En ting er dog sikker: Hitler ville ikke være tilfreds med resultatet.
Sådan samles dna-puslespillet
Opgaven med at tolke dna-informationerne fra ældgamle knogler er et gigantisk puslespil.
Et dna-molekyle er to lange kæder af fire forskellige kemiske byggesten – basepar – der snor sig om hinanden i en dobbelspiral.
Den menneskelige arvemasse består af tre mia. basepar, der i den rette rækkefølge bliver til “opskriften” på et menneske.
Selvom dna er et relativt stabilt molekyle, nedbrydes det efterhånden af vand, ilt og bakterier. Derfor findes dna-stumper fra forhistorisk tid ofte kun i ganske små fragmenter.
Dna-analysen gøres ekstra besværlig af forurening fra bakterier og fra de forskere, der har gravet knoglerne op. Deres dna blander sig med den dna, som stammer fra fundet.
Opgaven svarer til at samle et puslespil med mange millioner brikker ud fra tusindvis af forskellige puslespil, der er blevet rodet sammen.
Forskerne har udviklet metoder til at skelne den interessante dna fra uvedkommende bakterie-dna. Computere hjælper dem fx med at kortlægge dna'en og har ført til de seneste års kolossale fremskridt inden for dna-arkæologi.