Our website does not support Internet Explorer.

To get the best experience on our website and of our content, please use a more modern browser like Edge, Chrome, Safari or similar.

Doggerland: Nordeuropas tabte paradis

På bunden af Nordsøen ligger en ældgammel hemmelighed: Doggerland. Her jagede mennesker for 12.000 år siden kronhjorte og urokser på enorme sletter. 4.500 år senere var paradiset pist forsvundet.

John Sibbick/Science Photo Library

Måske var det et jordskælv, der satte ragnarok i gang i Nordsøen. Måske var det bare bunkerne af sand og sten på havbunden, som lå ustabilt og fik undergrunden til at vakle.

I hvert fald skælvede det voldsomt og brutalt dybt nede under havets overflade ud for Norges kyst en dag for omkring 8.150 år siden.

Skælvene var så kraftige, at de rev et gigantisk stykke af den norske kontinentalsokkel – muligvis helt op imod 280 km i længde. Brudstykket var på størrelse med Island og forskubbede ufattelige mængder havvand. Og så gik det stærkt.

Millioner af tons vand skyllede afsted i en gigantisk flodbølge, der rejste sig 10 eller måske endda 20 m i højden – svarende til et seks-etagers hus. Det var en altopslugende tsunami, som intet kunne stoppe.

Vandmuren væltede gennem Nordsøen på vej mod nutidens England i vest, mod Holland i syd og mod Grønland i nordvest. Og undervejs voksede den i fart – hurtigere og hurtigere, indtil hastigheden nåede over 120 km/t.

Men midt i Nordsøen lå en forhindring, for her ramte tsunamien de sidste rester af et landskab, der i årtusinder havde forbundet Danmark med Storbritannien, men som på dette tidspunkt var reduceret til spredte øer i det frådende hav.

Forskerne kalder i dag landskabet for Doggerland, og på denne skæbnesvangre dag for 8.150 år siden skyllede flodbølgen ind over landskabets kyster og rev dyr, mennesker og hele skove med sig. På et par timer var det hele overstået – og Europa forandret for altid.

Fiskere fik gådefulde bifangster

I dag er der ingenting, der afslører, at det europæiske kontinent engang har set markant anderledes ud.

Men havbunden gemmer resterne af det kæmpestore Doggerland, der for 12.000 år siden gjorde Storbritannien landfast med resten af Europa. Dengang var en stor del af Nordsøen beboelig med dale, søer, sumpområder, store skove og masser af dyr, som mennesker kunne jage.

Isafsmeltning skabte Europas tabte paradis

Da isen begyndte at smelte i Nordeuropa i slutningen af den sidste istid for 18.000 år siden, blev Doggerland forvandlet fra en frossen slette til en frodig tundra. Men den smeltende is fik også havet til at stige, så Doggerland over tid blev mindre og mindre.

Claus Lunau/Historie

Det nordlige Doggerland er en gåde

I årtier har forskerne ment, at Doggerland strakte sig helt op til Shetlandsøerne. I dag vurderer bl.a. arkæologen Vincent Gaffney, at den nordlige del af området muligvis var dækket af vand.

Claus Lunau/Historie

Themsen og Rhinen flød sammen

Doggerland havde mange floder. Nutidens Themsen og Rhinen mødtes dengang med bl.a. Meuse-floden og løb ud i en nu forsvundet kæmpeflod i det, der blev til Den Engelske Kanal.

Claus Lunau/Historie

Gigantisk sø var et paradis for dyrelivet

En op imod 170 km lang sø lå ud for Englands nuværende østkyst. Den enorme sø kaldes Outer Silver Pit og tiltrak sandsynligvis masser af dyr.

Claus Lunau/Historie

Doggerland blev paradis for jægere

For ca. 12.000 år siden vandrede jæger-samlere ind i Doggerland, samtidig med at havene steg. Jægerne holdt sandsynligvis til nær floder og søer, hvor de jagede fugle, fisk og råvildt.

Claus Lunau/Historie

Norsk stenskred udløste katastrofe

For ca. 8.150 år siden kollapsede en del af Norges kontinentsokkel. Det skabte en flodbølge, der skyllede ind over resterne af Doggerland, der på det tidspunkt var svundet ind til en lille ø.

Claus Lunau/Historie

Doggerland er opkaldt efter Doggerbanke – en undersøisk sandørken omkring 100 km ud for Storbritanniens kyst og den allersidste rest af kontinentet, der endegyldigt forsvandt ned under havoverfladen omkring 600 år efter den altødelæggende flodbølge.

Doggerbanke dækker et område på ca. 17.600 km2 og er omkring 260 km lang og 100 km bred. Den lave dybde – mellem 15 m og 36 m – har gjort banken til et paradis for især sild og torsk, som i århundreder har tiltrukket fiskere fra hele Nordeuropa.

Men i løbet af de sidste 150 år har de fiskere, hvis net og trawl har ramt Nordsøens bund, hævet gådefulde bifangster. Gang på gang fandt fiskerne knogler og stødtænder fra for længst uddøde dyrearter samt årtusindgammelt værktøj mellem deres fisk – fangster så mærkelige, at de før i tiden som regel blev smidt ud igen. Fundene har peget arkæologer fra især Holland og Storbritannien i retning af Europas forsvundne kontinent.

“Det var en helt anden verden. En verden, vi slet ikke kan forestille os i dag”.
Vincent Gaffney, professor i arkæologi.

En af arkæologerne er Vincent Gaffney, der er professor ved University of Bradford i England. I over 20 år har han beskæftiget sig med Doggerland, og i dag ved han meget præcist, hvordan landet så ud: Uformelige floder snoede sig gennem det bakkede landskab, og hasselnøddetræer og bærbuske voksede vildt i alle retninger. Der var fjorde, laguner og vådområder, hvor urokser, vildsvin, kronhjorte og store traner trivedes.

“Det var en helt anden verden. En verden, vi slet ikke kan forestille os i dag”, forklarer Vincent Gaffney. “Det lyder som en kliché, men det er virkelig sådan, det var”.

Europas Serengeti-slette


Forskerne regner med, at Doggerland eksisterede indtil for ca. 7.500 år siden, hvor havet steg og opslugte de sidste rester af landmassen. Indtil da så Europa altså helt anderledes ud, end det gør i dag, med en kæmpestor udstrakt slette mod nord, hvor Nordsøen nu ligger.

I de første mange tusind år var Doggerland ligesom store dele af resten af Nordeuropa dækket af is. Havoverfladen lå mere end 120 m lavere end i dag og skabte en flad arktisk slette med et iskoldt og ubarmhjertigt miljø. Men stigende temperaturer fik langsomt isen til at smelte, og jorden slog revner, så bakker og dale opstod.

“I den tidsperiode var Doggerland Europas bankende hjerte”.
Vincent Gaffney, professor i arkæologi.

Det barske landskab til trods stortrivedes forhistoriske kæmper på Doggerlands langstrakte sletter. Her græssede uldhårede mammutter på op til seks tons side om side med to tons tunge uldhårede næsehorn.

Sletterne tiltrak også flokke af irsk kæmpehjort – en af de største hjortearter i historien med en totalvægt på op til 700 kg. Alene kæmpehjortens gevir målte hele tre meter fra spids til spids og vejede ca. 40 kg.

Hollandske fiskere finder hvert år fossiler i Nordsøen – her kraniet af en ulden mammut, der i sin tid vandrede på Doggerlands sletter.

© Wim van Vossen

Efterhånden som klimaet blev varmere, forsvandt de forhistoriske giganter imidlertid, og en ny tid blev indledt. Doggerlands iskolde slettelandskab blev forvandlet til frodig skovtundra, hvor græs, træer og buske voksede frem i et landskab med mægtige floder, vandløb og søer.

Det tiltrak masser af nye dyrearter, som vandrede ind fra syd og øst. Blandt dem var vildsvin, urokser og hjorte. Og i hælene på dyrene fulgte mennesker, muligvis i stort antal.

Doggerland fik sin storhedstid for ca. 12.000 år siden i den sidste halvdel af mesolitikum – jægerstenalderen, da mennesket levede i jæger-samler-samfund.

Uroksen levede for 12.000 år siden i stort antal på Doggerlands sletter.

© Shutterstock

Sletterne var fyldt med dyr

Doggerlands landskab var for 12.000 år siden, da jæger-samlere for alvor myldrede ud på landmassens sletter, domineret af vand fra den smeltende is. Floder, søer, laguner, sumpe og store kystområder tiltrak vilde dyr i massevis fra Mellem- og Sydeuropa. Dyrene gav jæger-samlerne kød at spise, skind til tøj og gevirer til redskaber.

Blandt de største dyr på den tid var urokser med en vægt på op til tre tons og tykke, krøllede horn. De kæmpestore planteædere foretrak åbne, lavtliggende græsningsarealer og er forfædre til nutidens køer.

Råvildt græssede på sletterne og spiste af træernes grene og bark. De havde næringsrigt kød, og hannernes gevirer blev brugt til våben og værktøj. Gråænder, lappedykkere og traner boltrede sig ved Doggerlands sumpe, kyster og floder og gav jægerne kød og æg.

Jægerne kunne dog også vælge i stedet at fiske, for søer, floder og havet ud for Doggerland bugnede af skaldyr og fisk, mens fuldfede sæler dasede på de lange kyststrækninger.

Ifølge Vincent Gaffney var Doggerland et sandt paradis for jæger-samlerne, der udnyttede Doggerlands rige dyreliv og lod årstiderne bestemme, hvor de skulle bo, og hvor de skulle jage. Og det er en af grundene til, at Doggerlands landskab ikke lignede noget, vi kender i dag, fortæller Vincent Gaffney.

“Dengang var det mennesket, der tilpassede sig naturen og ikke omvendt. Floder, træer og buske voksede og bevægede sig, præcis som det passede dem”.

Derfor er Doggerland ifølge Vincent Gaffney nøglen til at forstå mesolitikum i Nordeuropa. “Den sidste del af mesolitikum er som et fremmed land – mere fremmed end middelalderen, antikken, jernalderen, for vi kender den ikke så godt endnu. I den tidsperiode var Doggerland Europas bankende hjerte”, forklarer Vincent Gaffney.

Arkæologer på svær opgave

Hvordan Doggerland så ud, kan man få en idé om i en digital model, som Vincent Gaffney har været med til at fremstille. Den dækker 46.000 km2 af landområdet og afslører kystlinjer, flodlejer, bakker og dale i detaljer.

Doggerland svandt ind fra kæmpeslette til lille ø

Men det har taget eksperterne mange år at nå så langt, for Nordsøen er lumsk og ekstremt svært tilgængelig. Der er ingen former for læ, ofte pisker blæsten havet til skum, og bølgerne vokser nemt til flere meters højde. For nylig, da en ekspedition blev sendt afsted med forskere, måtte skibet vende om uden nævneværdige resultater.

“Arkæologer er ikke søstærke folk, og de blev allesammen syge ombord på skibet. Det er ofte sket, at vi har mistet værdifuld tid på den måde”, forklarer Vincent Gaffney.

I stedet bruger forskerne avanceret teknologi og seismisk udstyr til at kortlægge Doggerland. Og så har de allieret sig med kommercielle virksomheder, blandt andre olieselskaber, der udvinder olie fra Nordsøens undergrund, og som har givet dem adgang til målinger fra deres udforskning af havbunden.

Uden den slags samarbejde med private virksomheder havde forskerne ikke vidst, hvad de i dag ved om Doggerland, fortæller Vincent Gaffney. “Det ville have kostet mange millioner dollars og oceaner af tid at indsamle information og data i så stort omfang og under så vanskelige forhold, som der er i Nordsøen”, siger han.

De mange vindmølleprojekter i Nordsøen kan give forskerne værdifuld ny viden om Doggerland.

© Rob Arnold/Imageselect

Det er også planen, at arkæologer skal involveres i anlæggelsen af en række nye vindmølleparker i Nordsøen. På den måde kan arkæologerne få adgang til data om havbunden, som alligevel skal opmåles og kortlægges, når vindmøllerne skal placeres.

“Vigtigheden af de data kan ikke overvurderes”, siger Vincent Gaffney, “for det er få uforstyrrede steder på land, som giver samme mulighed for at undersøge flere tusind år gamle landskaber, som Doggerland gør”.

Men selvom det efterhånden står klart, hvordan landskabet så ud, da Doggerland lå over vandet, rummer det sunkne land stadig et uopklaret mysterium: Menneskene.

De sidste brikker mangler

Fund viser, at dele af Doggerland var beboet af neandertalere lang tid før jæger-samlernes ankomst. Ud for Hollands kyst har sandsugere hentet bl.a. redskaber og knogler fra neandertalere, som brugte Doggerland som jagtområde for ca. 45.000 år siden.

Neandertalerne uddøde i Europa for omkring 40.000 år siden, og deres jagtmarker blev efterfølgende overtaget af Homo sapiens, der for ca. 12.000 år siden efter alt at dømme gjorde dele af Doggerland til deres hjem.

Ifølge forskerne levede jæger-samlerne af at fange vilde dyr og tilberede deres mad over åben ild. Og så flyttede de fra boplads til boplads, alt efter hvor dyrene var.
“Men det meste af vores viden om jæger-samler-samfundet har vi fra andre steder i Europa, for eksempel Maglemose i Danmark”, siger Vincent Gaffney med henvisning til den såkaldte maglemosekultur, som er opkaldt efter ca. 10.000 år gamle bopladsfund på Vestsjælland.

For når det kommer til Doggerland, står arkæologerne over for en svær udfordring: Deres undersøgelsesområde ligger på havets bund, og derfor kan de ikke benytte deres sædvanlige arbejdsmetoder.

Fund vidner om det sunkne Europa

Selvom Doggerland i dag ligger på havets bund, støder fiskere og fossil-jægere ofte på rester­ fra det forsvundne lands rige dyre- og planteliv. I de senere år er talrige arkæologiske beviser på jæger-samlernes aktiviteter på Doggerland også dukket op.

“Mange af de ting, der kunne fortælle os noget om de jægere og samlere, der levede på Doggerland, er simpelthen rådnet væk i vandet eller er blevet taget af strømmen. Men vi vil rigtig gerne vide, hvor menneskene slog lejr, hvor de jagede, og hvordan de klarede sig i de skiftende årstider og det stadig varmere klima”, siger Vincent Gaffney.

Derfor er Vincent Gaffney sammen med arkæologer fra hele England netop nu i gang med et projekt, der skal undersøge DNA fra Doggerland. Forskernes mål er at tage prøver dybt nede under havbunden i jagten på pollen, insektrester og knogler, som kan DNA-testes og derigennem kortlægge Doggerlands dyre- og planteliv.

“Vi kan aldrig opnå samme resultater, som hvis vi undersøgte et område på land, men vi skal nok finde de svar, vi leder efter”.
Vincent Gaffney, professor i arkæologi.

Håbet er, at undersøgelserne kan afsløre, hvor det giver mest mening at lede efter spor af doggerlændingene. I 2019 fandt forskerne i den forbindelse resterne af en hammer af flint på bunden af Nordsøen. Den er med al sandsynlighed blevet brugt som værktøj af jæger-samlerne på Doggerland.

Hollandske fiskere og fossiljægere har desuden fundet knogler og jagtredskaber fra mennesker langt ude i Nordsøen. Fundene giver arkæologerne håb om, at de vil kunne gøre flere lignende fund og dermed samle de sidste brikker om jægerne på det nu forsvundne kontinent.

“Vi kan aldrig opnå samme resultater, som hvis vi undersøgte et område på land, men vi skal nok finde de svar, vi leder efter”, siger Vincent Gaffney.

Doggerland forsvandt

Klimaforandringerne, der i sin tid gjorde Doggerland til et paradis for dyr og mennesker, endte også med at gøre det ubeboeligt igen, for i takt med isafsmeltningen steg havet mere og mere, og de frodige områder sank år for år dybere ned i havet.

Det hele skete gradvist, men når det gik hurtigst, steg vandet med to meter pr. århundrede. Til sidst var store dele af Doggerland så oversvømmet, at det var ubeboeligt. Dyrene søgte mod syd eller højere op i landet for at finde nye græsgange, og menneskene fulgte efter.

Da den enorme klippemasse løsrev sig fra Norges kyst i det, der betegnes som Storegga-skredet, for 8.150 år siden og sendte en tsunami gennem Nordsøen, var Doggerland svundet ind til en ø på bare 1.000 km2 – lidt mindre end Lolland. Dogger-øen, som forskerne kalder øen, samt en række mindre øer blev ramt på fuld kraft af tsunamien.

Doggerlands skæbne minder meget om de fortællinger, som oldtidens grækere fortalte om Atlantis.

© Look and Learn/Bridgeman Images

Var Doggerland inspirationen til Atlantis?

Sagnet om byen Atlantis, der blev begravet på havets bund, er berømt. Men endnu er det ikke lykkedes at finde ud af, hvor den sunkne by befandt sig.

Men en teori – der bl.a. er blevet fremført af den italienske forfatter Felice Vinci – lyder, at den græske filosof Platon, der som den første omtalte Atlantis, fik inspiration til historien fra Doggerland. Atlantis og Doggerland deler nemlig flere karaktertræk:

Både Doggerland og Atlantis forsvandt i det frådende hav. Platon beskrev desuden Atlantis som en “langstrakt slette”, nøjagtig som Doggerland beskrives af forskerne.

Den store elefantart, mammutten, levede i mange tusind år i Doggerland. Det stemmer med Platons beskrivelse af Atlantis som et sted med masser af græs til alle slags dyr: “På den måde var der også nok til elefanterne, som var de største og dem, der satte mest føde til livs”.

I 2018 fandt Vincent Gaffney sten og knuste muslingeskaller fra flodbølgen i en sedimentprøve fra havbunden ud for det sydøstlige England. Området var dengang en overlevende rest af Doggerland, men prøven viste, at tsunamien i dalområderne nåede over 40 km km ind i landet.

“Allerede dengang vidste man godt, at når vandet trækker sig tilbage, som det gør, inden en flodbølge rammer, så skal man tage benene på nakken. Men om de, der boede langs de engelske kyster, nåede det, er ikke til at vide”, siger Vincent Gaffney.

Ifølge forskeren er det usikkert, om der på det tidspunkt levede mennesker på Dogger-øen. Hvis der gjorde, kan de have overlevet, hvis de nåede højere op i terrænet. Doggerland-øen blev ifølge Gaffney opslugt af det stigende hav ca. 600 år efter flodbølgen. Tilbage var blot en havoverflade uden et eneste spor efter det landskab, der i flere tusind år havde dannet rammerne for en hel civilisation.

“Økosystemerne ændrede sig fuldstændig, og det gjorde Europas form også”, siger Vincent Gaffney. “Da Doggerland forsvandt, blev den moderne verden til”.

Læs også:

Log ind

Ugyldig e-mailadresse
Adgangskode er påkrævet
Vis Skjul

Allerede abonnement? Har du allerede et abonnement på magasinet? Klik hér

Ny bruger? Få adgang nu!

Nulstil adgangskode

Indtast din email-adresse for at modtage en email med anvisninger til, hvordan du nulstiller din adgangskode.
Ugyldig e-mailadresse

Tjek din email

Vi har sendt en email til med instruktioner om, hvordan du nulstiller din adgangskode. Hvis du ikke modtager emailen, bør du tjekke dit spamfilter.

Angiv ny adgangskode.

Du skal nu angive din nye adgangskode. Adgangskoden skal være på minimum 6 tegn. Når du har oprettet din adgangskode, vil du blive bedt om at logge ind.

Adgangskode er påkrævet
Vis Skjul