Egyptisk mumie bar moderne tatoveringer
Arkæologer har fundet den første egyptiske mumie med genkendelige tatoveringer i stedet for abstrakte tegn.

Overalt på mumien sidder tatoveringer med symbolsk betydning. Tatoveringer af bavianer pryder kvindens hals.
For 3.000 år siden blev en egyptisk præstinde eller danser tatoveret med omkring 30 hellige køer, slanger og andre motiver med stor symbolsk betydning i faraoernes rige.
Scannet med samme metode som Ötzi
Arkæologen Anne Austin fra Stanford University faldt over tatoveringerne ved at scanne en kvindelig mumie fra ruinbyen Deir el-Medina med samme nye og avancerede metoder, som blev brugt til at undersøge ismanden Ötzi.
Først troede Austin, at mumien var blevet tegnet på i forbindelse med begravelsesceremonien. Men undersøgelserne afslørede, at der var tale om tatoveringer dybt i huden – og at tatoveringerne ikke var mystiske og abstrakte som på alle andre egyptiske mumier, forskerne har haft i hænderne.
Kun et fåtal af kvindens mange tatoveringer er indtil nu blevet identificeret – hendes knastørre og rynkede hud gør studierne vanskelige og langsommelige.