Ved ruinerne af oldtidsbyen Girsu i det sydlige Irak har nye udgravninger og analyser foretaget af British Museum afsløret, at de gamle sumerere opfandt en “civilisations-reddende” vandkanal i omkring 2000 f.Kr.
Kanalen benyttede teknikker, som forskerne ellers først troede blev opdaget mere end 3500 år senere.
Den mystiske struktur blev allerede opdaget af arkæologer i 1920'erne, men de tolkede den som resterne af et usædvanligt formet tempel. Men her 100 år senere mener forskerne i det nye Girsu-projekt at have opdaget den sande funktion af den 40 meter lange struktur skabt i muddermursten.
Holdet beskriver den gamle struktur som et desperat forsøg på at levere vand til den tørre ørken. Sumerernes livsstil var nemlig truet da deres vitale kanaler var begyndt at tørre ud.
“Folk så kanalerne tørre ud og mudre til, en efter en”, fortæller arkæolog og projektleder Dr. Sébastien Rey, til avisen The Telegraph. Han beskriver Girsu-fundet som en decideret “anti-tørke maskine”.
Ifølge Ebru Torun, arkitekt og konservator på British Museum, er det mest overraskende ved strukturen, at arkæologer hidtil har troet, at teknologi og viden til at opføre den ikke fandtes før 1700-tallet.
“Det er helt enestående. Der er virkelig ingen andre eksempler på det i historien”.
I betragtning af sin alder på mere end 4000 år, står strukturen i muddermursten stadig imponerende intakt.
Også verdens ældste bro
Arkæologerne fik mistanke om, at strukturen ikke var et tempel tilbage i 2018, hvor de overfløj området med droner og kunne se, at byggeriet var placeret lige ved en 19 km lang kanal fra oldtiden. Yderligere undersøgelser viste, at det rigtig nok ikke havde været et tempel, men en bro, som med sine omkring 4000 år i øvrigt er den ældste bro nogensinde fundet i verden.
Strukturen var imidlertid meget mere end en bro. Konstruktionen bestod af to symmetriske strukturer på omkring 40 meter i længden, 10 meter i bredden og med mure på 3 meter i højden arrangeret i to modsatte kurver, der bøjede udad.
Formålet var at lede den 30 meter brede kanal ind i en fire meter bred passage for at opnå den såkaldte “Venturi-effekt”, hvor hastigheden af væske stiger, når den passerer gennem en indsnævret “hals”. Det er det samme princip, som når du sætter fingeren hen over halvdelen af en åbningen på en vandslange.
En digital rekonstruktion viser, hvordan broen med kanal-indsnævringen kan have set ud.
Det var præcis vandslange-tricket, sumererne forsøgte at opnå, blot i meget større skala. Formålet var at lede vand så langt ind i den tørre ørken, som muligt. Og det på trods af at Venturi-effekten først blev opdaget og beskrevet af den italienske videnskabsmand Giovanni Battista Venturi i 1797.
Sumererne skulle bruge vand og mad til storbyer
Sumerernes civilisation var bygget op omkring et system, der dirigerede vand fra floderne Tigris og Eufrat ind i kanaler, som vandede deres marker. På den måde kunne de producere mad nok til at brødføde deres store byer. Det var bl.a. byen Uruk, der med sine op mod 90.000 indbyggere var verdens største by omkring 3100 f.Kr.
Der er fundet mange gamle sumeriske skrifter, som beskriver komplekse offerritualer til ære for frugtbarheds- og vandguder. Dyr blev ofret for at få guddommelig hjælp, mens væsker som vand eller øl blev hældt ud over jorden for at give den næring på symbolsk vis.
Engang omkring 2000 f.Kr. holdt guderne imidlertid op med at reagere på sumerernes traditionelle ritualer. Der er fundet adskillige stentavler ved Girsu, som beskriver vand-kriser og dommedagsscenarier i denne periode.
Derfor antager arkæologerne, at strukturen blev bygget i Girsu i et forsøg på at redde byen fra at blive ubeboeligt. Desværre tyder det ikke på, at det smarte system var nok, da Girsu som mistede meget af sin betydning fra omkring 2000 f.Kr.