Denis Gliksman, Inrap

Europas ældste landkort er fundet

En gammel stentavle samlede i 120 år støv under et fransk museum, før et forskerhold faldt over den 3.900 år gamle verdenssensation.

Forskerne bag nyheden er ikke i tvivl om, at de har gjort en fantastisk opdagelse.

“Dette er formentlig verdens ældste kort over et territorium. Der findes andre kort, som er ridset ind i sten, men generelt er de blot fortolkninger af, hvordan et område så ud. Dette kort er det første, som viser et område i en bestemt skala”, udtaler doktor Clément Nicolas fra Bournemouth University i England.

Sammen med kolleger fra Frankrigs nationale arkæologiske institut, Inrap, har Nicolas undersøgt den såkaldte Saint-Bélec-stentavle, som blev fundet i Bretagne i 1900. Den 2,2 m lange og 1,5 m brede sten blev hentet op af en grav fra bronzealderen, hvor den udgjorde endevæggen.

Forskerne sammenlignede stentavlen (t.v) med moderne topografiske kort (t.h) og genkendte et trekantet område.
Den øverste streg svarer til højderyggen på bjergkæden Montagnes Noires, mens den nedre streg følger Odet-floden.

© V. Lacombe/P. Stephan/C. Nicolas

Kortet viser kendt floddal

I årtier lå stentavlen på et lager, uden at nogen vidste, hvad inskriptionerne betød – og med tiden glemte alle det tonstunge fund. Først i 2014 blev Saint-Bélec-stentavlen genopdaget, og tre år senere gik dr. Nicolas og hans team i gang med deres undersøgelser.

De kan nu slå fast, at stentavlen ikke bare var pynt, men Europas ældste 3-d-landkort: Floder og gravhøje var omhyggeligt ridset ind i skiferstenen.

For at finde ud af, hvilken del af Frankrig kortet viste, anvendte forskerne avancerede computerprogrammer. De afslørede, at kortet var 80 pct. identisk med en 30 km lang strækning af Odet-floden i Bretagne.