Fundet, der blev offentliggjort i et studie for nylig, afslører, at dysenteri må have været udbredt i kongeriget Juda i oldtiden.
“Vi formoder, at det kan have været et stort problem i tidlige byer i oldtidens Nærøsten pga. overbefolkning, varme, fluer og begrænset adgang til vand om sommeren”, forklarer hovedforfatteren bag studiet Dr. Piers Mitchell fra Cambridge University.
Dysenteri har plaget os i over 5000 år
Det fundne stentoilet kan se primitivt ud, men omkring 600 f.Kr. var det væsentligt bedre, end hvad de fleste brugte til at forrette deres nødtørft. Det blev fundet sammen med et lignende toilet i et overklassepalæ. Toilettet har to huller: Et stort til afføring og et mindre, som arkæologerne mener blev brugt til urin.
Under toilettet var en septiktank, hvor arkæologerne ikke kun fandt spor efter giardia duodenalis-parasitten, men også potteskår og dyreknogler.
Selvom fundet er det første konkrete bevis på parasitten og derfor også dysenteri, så har det utvivlsomt eksisteret flere tusind år forinden. De gamle mesopotamiere beskrev allerede dysenteri i tekster fra 3000-4000 f.Kr.
De var blandt de første til at bygge store byer, der bragte folk tæt sammen – hvilket gav sygdommen de bedste forudsætninger for at kunne spredes.