Forskere: Grækerne lavede Kinas terrakotta-soldater

Allerede for 2.200 år siden rejste græske skulptører til Kina, mener forskere, som har undersøgt den kinesiske terrakotta-hær.

En undersøgelse af Kinas terrakotta-hær har givet et yderst overraskende resultat.

© Shutterstock

Kinas mest berømte arkæologiske fund – en hær af 8.000 terrakotta-soldater – er i virkeligheden græske. Sådan lyder den overraskende udmelding fra forskere, som har undersøgt statuerne.

Teorien er kontroversiel, fordi Kina og Europa – ifølge historiebøgerne – ikke havde direkte kontakt, da statuerne blev lavet for 2.200 år siden.

Kineserne lavede små figurer

Men ifølge senior-arkæolog Li Xiuzhen, som har udgravet soldaterne, dokumenterer flere nye opdagelser, at grækerne må have haft en finger med i produktionen af Kinas ler-krigere.

Først og fremmest havde kineserne ikke tradition for store, realistiske statuer, dengang soldaterne blev lavet. Arkæologiske fund viser, at kineserne kun skabte simple statuetter på ca. 20 cm, så det dramatiske stilskifte må være kommet udefra, påpeger Xiuzhen.

Desuden ligner nogle af de kinesiske statuer i påfaldende grad datidens græske, og undersøgelser har vist, at flere bronzeskulpturer fundet nær soldaterne er støbt efter europæiske metoder.

Græsk kunstner hjalp til

“Vi tror nu, at terrakotta-hæren og bronzeskulpturerne er blevet inspireret af antikkens græske skulpturer”, siger Xiuzhen, som bakkes op af kunsthistoriker Lukas Nickel fra universitetet i Wien.

“Jeg forestiller mig, at en græsk skulptør må have undervist de lokale”, siger østrigeren, der har undersøgt terrakotta-hæren.

Forskeren mener, at kineserne kan have fået kendskab til græsk kunst via de statuer, som Alexander den Stores hær bragte med sig til Asien i 300-tallet f.Kr.