Liqe siden europæerne nåede til Påskeøen i 1722 har de store statuer været en gåde.

© Shutterstock

Forskere løser hattegåde

Lige siden europæerne kom til Påskeøen i 1722, har de store statuer rejst stribevis af spørgsmål. Nu har arkæologer ét af svarene.

I århundreder har det været et mysterium, hvordan Påskeøens indbyggere for ca. 500 år siden fik placeret tons tunge, rødlige “hatte” på flere af øens meterhøje statuer.

Nu er forskere nået frem til, at hattene – kaldet pukaoer – først blev sat på hovederne, efter at statuerne var rejst. Det skriver arkæologer i tidsskriftet Journal of Archaeological Science.

Hattene blev trillet på plads

Hattene blev sandsynligvis hugget ud som store cylindre af øens rødlige klipper, hvorefter de blev trillet hen til de færdige statuer. Her blev de ved hjælp af ramper og kraftige liner sat fast på hovederne for til sidst at blive udhugget til ikoniske hatte.

Teorien bygger på detaljerede rekonstruktioner af pukaoerne baseret på hundredvis af højtopløsningsbilleder. Desuden har arkæologerne fundet utallige klippestumper fra pukaoerne for neden af statuerne.

Ved hjælp af ramper og kraftige liner blev de udhuggede klippecylindre trillet på plads på hovederne. En færdighugget pukao vejer op til 12 tons, så cylindrene var kolossalt tunge.