Antikythera vrag

Forskere tæt på at løse gåden: Oldtidens Titanic

Lige siden græske svampedykkere for næsten 120 år siden fandt et skibsvrag fra oldtiden ud for øen Antikythera, har forskerne ønsket at finde ud af, hvor fartøjet kom fra, og hvem der havde sendt det. For det over 2.000 år gamle vrag var fyldt med oldtidens mest gådefulde last.

Lige siden græske svampedykkere for næsten 120 år siden fandt et skibsvrag fra oldtiden ud for øen Antikythera, har forskerne ønsket at finde ud af, hvor fartøjet kom fra, og hvem der havde sendt det. For det over 2.000 år gamle vrag var fyldt med oldtidens mest gådefulde last.

Per O. Jørgensen/Historie

Havet koger. Det dybblå Middelhav piskes hvidt af en rasende storm. Midt i infernoet af opsvulmede bølger og hylende vindstød kæmper et romersk fragtskib sig igennem den mørke nat.

På dækket af det ca. 50 m lange fartøj slider sømændene desperat for at holde plankerne sammen ved at surre lange reb under kølen og videre op omkring skroget, mens regnen pisker deres kroppe.

Også under dæk er der hektisk aktivitet. Skibets last består bl.a. af store marmorstatuer, som hver især vejer ad­skil­li­ge tons.

Hvis den tunge last forskubber sig, eller en af stenkæmperne river sig løs og slår hul i skroget, kan det ende katastrofalt.

Derfor løber besætningsmedlemmer rundt mellem forskræmte passagerer for at sikre, at forsurringerne holder. Det er imidlertid ikke dér, den største fare lurer.

I dagevis har tykke skyer blokeret for både sol og stjerner, så det har været umuligt for besætningen at fastslå skibets position. Enkelte gange har de med tunge blylod målt havdybden, men i stormen er lodning umulig.

Oppe på dækket spejder skibets rorgænger ud i mørket, mens han klamrer sig til rorpinden.

Pludselig hører han en alt for velkendt lyd gennem den rasende storm – lyden af bølger, som brydes mod land. Få hundrede meter borte tårner en klippevæg sig op af havet. Skibet har direkte kurs imod massivet.

Panisk giver kaptajnen ordre til folkene om at kaste ankrene i et desperat forsøg på enten at stoppe skibet eller i det mindste ændre dets kurs. Men det er for sent.

Det over 2.000 tons tunge skib kan ikke stoppes. En gigantisk bølge slynger skibets stævn ind i det sorte klippemassiv. Lyden af besætningens råb overdøves af bragene fra tunge planker, der knækker som pindebrænde.

Gennem et kæmpe hul i skroget fosser vandet ind i lastrummet, hvor også passagerernes små kahytter er placeret.

Mens statuerne i lasten river sig løs og forsvinder ud af hullet i skroget, skriger passagererne i dødsangst. Men ingen hører dem.

Det knuste skib er allerede på vej ned mod havbunden omkring 50 m under dem.

Antikythera vrag bronze

Dette bronzehoved blev bl.a. fundet i 1901. Flere af statuens lemmer er siden blevet bjærget.

© Imageselect

Oldtidens dyreste last

Næsten 2.000 år efter forliset af oldtidens mest gådefulde skib ved den græske ø Antikythera forsøger arkæologer ved hjælp af de nyeste teknikker at fravriste vraget dets hemmeligheder.

Og forskernes hidtidige opdagelser har ændret deres viden om oldtiden, påpeger projektets leder i de sidste seks år, Brendan Foley:

“Antikythera-vraget udfordrer ikke kun vores antagelser om teknologi-udveksling gennem århundrederne – det giver os også ny indsigt i selve historien­”.

Vraget blev fundet i foråret 1900, da græske svampedykkere ved et tilfælde dykkede ned for at udforske havbunden ud for den lille ø Antikythera syd for Peloponnes.

På mellem 40 og 50 meters dybde fandt de læssevis af uvurderlige statuer af bronze og marmor.

Antikythera svampedykkere

De græske svampedykkere sled i næsten to år med at bjærge vragets enestående last.

© Imageselect & Lefteris Tsavliris

Svampedykker ofrede livet for vragskat

I foråret 1900 gjorde besætningen på to græske svampedykkerbåde deres livs fund. Bådene afventede godt vejr, og i mellemtiden udforskede dykkerne havbunden ud for Antikythera.

I en dybde af ca. 50 m opdagede svampedykkeren Ilias Stadiatis en arm af bronze.

Dykkerne meldte straks fundet til myndighederne og fik lov til – på vegne af staten – at bjærge alt, de kunne finde på havbunden.

I månedsvis hentede mændene, der havde en primitiv dykkerdragt til deling, statue efter statue op. Arbejdet i den ekstreme dybde kostede en af dykkerne livet, mens to blev skadet for altid.

I 1953 og igen i 1976 sejlede den berømte dykker Jacques-Yves Cousteau med sit skib Calypso til Antikythera. Med sit moderne dykkerudstyr lykkedes det Cousteau at bjærge flere genstande.

“Skibet var et flydende kabinet af kuriositeter og fragtede en luksuslast”, forklarer Brendan Foley fra Lunds Universitet.

Vi sidder i hans kontor, der er fyldt med dykkerudstyr og litteratur om Antikythera-vraget og dets last. Ifølge marinarkæologen fandt en senere dyk­ker­ek­spe­di­tion også mønter fra byerne Pergamon og Efesos i nutidens Tyrkiet.

Fundet gjorde det muligt for forskerne at tidsfæste skibets rejse til et sted mellem år 85 f.Kr. og 60 f.Kr., og meget tyder på, at den usædvanlige last var plyndringsgods på vej mod Rom.

Det var imidlertid ikke lasten af antikke statuer, som gjorde vragfundet berømt, men derimod et særpræget apparat, som oprindeligt var bygget ind i et trækabinet på størrelse med en skotøjsæske.

Apparatet, der siden er blevet kendt som Antikythera-mekanismen, havde en mængde tandhjul ligesom i et ur og kunne formentlig vise planeters og stjerners bevægelser i forhold til hinanden.

Mekanismen beviste, at oldtidens tekniske kunnen var langt bedre end hidtil­ antaget. Fundet viste også, at skibs­las­ten­ var helt enestående, og at vraget må­ske gemte på endnu flere sensationer.

© Brett Seymour/HMoCS-EUA & Jose Antonio Penas/Science Photo

Oldtidscomputer var måske ikke alene

1. Rekonstruktion
2. Fundet 1901
3. Fundet 2017

Da Brendan Foley og hans hold i 2017 fandt en rund metalgenstand med en diameter på ca. otte centimeter, blev de meget spændte. Formen lignede nemlig Antikythera-mekanismen, som blev fundet ved vraget i 1901.

Apparatet, der er et af mest omdiskuterede oldtidsobjekter, havde ca. 60 tandhjul og kunne vha. et håndsving vise planeter og stjerners position i løbet af året. Mekanismen er så avanceret, at den er blevet kaldt oldtidens svar på en computer.

Da Foley og hans folk røntgenfotograferede den skive, de havde fundet, viste det sig imidlertid at være et låg til et skrin.

Brendan Foley tror dog, at vraget fortsat gemmer på dele fra den avancerede Antikythera-mekanisme. Arkæologen påpeger, at der måske endda kan være flere lignende apparater i lasten.

Arkæologer kortlagde havbunden

I 2012 vendte et hold græske og amerikanske arkæologer – over 40 år efter den sidste ekspedition – tilbage til Antikythera for at kortlægge vragområdet.

“Det gav os for første gang chancen for at udforske området videnskabeligt”, forklarer Brendan Foley og afspiller begejstret en video taget af et af hans seneste dyk ned til vraget, hvor han ses løfte en arm af bronze fra havbunden.

“Resten af bronzestatuen ligger begravet dér og venter blot på at blive bjærget”, forklarer han ivrigt.

Ved hjælp af de allernyeste teknikker har Foley og hans forskerhold kortlagt 10.000 m2 havbund og lokaliseret skibsvraget på en klippeafsats i ca. 50 meters dybde.

I 2014 organiserede forskerne en storstilet ekspedition, der skulle udføre en egentlig udgravning af vraget og dets last. Under tidligere ekspeditioner ned til vraget gik dykkerne efter at bjærge de værdifulde genstande fra lasten.

Men Brendan Foley og hans hold fokuserer på både lasten og selve skibsvraget, og ved hjælp af det nyeste udstyr inden for undervandsarkæologi lykkedes det dem bl.a. at finde hidtil oversete vragrester:

“Vi har afdækket en del af skroget med intakte planker og spanter i den øvre del”, forklarer marinarkæologen.

Desværre er resten af skroget, som ikke lå beskyttet af sandet på havbunden, væk. Ifølge Foley blev de ubeskyttede vragdele bl.a. spist af pæleorm og andre dyr.

Skrogets planker og master var derfor sandsynligvis forsvundet under 200 år efter forliset. De få overlevende skrogdele afslører imidlertid, at Antikythera-skibet må have været enormt.

Kunne fragte op imod 1.200 tons

På trods af at kun relativt få skrogdele er blevet bjærget, herunder bronze-ringe fra rigningen, metalspir fra skroget samt dele af den blybeklædning, som beskyttede de nedre dele af skroget, har forskerne kunnet estimere fartøjets størrelse:

“Plankerne på dette skib er de største nogensinde bjærget fra noget skibsvrag fra antikken. Selv i deres nuværende tørre tilstand er de 10 eller 11 cm tykke”, forklarer­ Brendan Foley.

De eneste bevarede vragdele, som kan sammenlignes med Antikythera-vragets dimensioner, er de to såkaldte Nemi-skibe, som den romerske kejser Caligula lod bygge som flydende paladser.

Skibene blev fundet i 1929 på bunden af Nemi-søen, 30 km syd for Rom.

“Disse fornøjelses-pramme, som ikke stak ret dybt, er omkring 70-80 m lange. Jeg tror ikke, at Antikythera-skibet var så langt, men plankerne på de flydende paladser er tyndere end de planker, vi har fundet”, forklarer Brendan Foley.

Han vurderer, at skibets længde ved vandlinjen har været 40-50 m, og at fartøjet sandsynligvis oprindeligt var bygget til korn. De kæmpestore kornskibe fragtede hvede fra Sicilien, Egypten og Nordafrika til Rom.

Trafikken krævede enorme fartøjer, der bl.a. er beskrevet af den græske forfatter Lukian, som så et af skibene i Athens havneby, Piræus:

“Oh, hvor var det skib dog stort!”, skri­ver­ forfatteren med ærefrygt og kalder­ fartøjet et “monster”.

Grækeren forklarer, at skibet var større end noget andet, han havde set. Han talte derfor med besætningen:

“De sagde, at hun fragtede så meget korn, at det kunne mætte hver eneste levende sjæl på Attika (halvøen, som Athen ligger på, red.) i et helt år!”

Lukian angiver skibets længde til omkring 55 m, bredden til ca. 14 m og højden fra køl til øverste dæk til ca. 13 m. Eksperter har ud fra disse mål beregnet, at skibet kunne laste ca. 1.200 tons korn.

Så store fragtskibe byggede europæerne først igen i 1500-tallet – mere end 1.000 år efter Romerrigets fald. Og meget tyder altså på, at Antikythera-vraget er en af disse sagnomspundne kæmper.

Det er i så fald første gang, at resterne af et af disse fartøjer er blevet fundet.

Rom hyrede græske fartøjer

Ingen by i antikken var mere forslugen end Rom. Med et indbyggertal på omkring én million krævede byen enorme mængder korn – et sted imellem 250.000 og 400.000 tons årligt. Og størstedelen måtte importeres.

Derfor var tusinder af fragtfartøjer som fx Antikythera-skibet involveret i korntransporterne. Den romerske stat så ingen fordel i at organisere det enorme antal søfolk og skibe, som transporterne krævede, og udliciterede opgaven til private.

Kornflåderne var derfor ejet af grækere, fønikere og syrere, der modsat romerne havde en lang tradition for maritim handel og kendte Middelhavet bedre end nogen landkrabbe-romer.

Arkæologerne antager, at også Antikythera­-fartøjet blev bygget privat og var ejet af græske skibsredere:

“Alle beviser peger i retning af, at det var et græsk fragtskib, som transporterede en last af græske luksusgenstande”, forklarer Brendan Foley.

Kemiske analyser af skibets byggematerialer understøtter teorien. Fx stammer blypladerne, som beklædte den nederste del af fartøjets skrog, fra miner i Chalkidiki i det nordøstlige Grækenland.

Det samme gør sig gældende for de blyvægte, som søfolkene anvendte til at måle havdybden. En drikkekop fundet ved vraget har desuden et græsk navn indgraveret, hvilket tyder på, at besætningen­ var græsk.

Antikythera-skibets søfolk har været en blandet skare. Ifølge de antikke kilder tilhørte søfolk samfundets laveste lag. Det var her fattige bondesønner, bort­løb­ne slaver og kri­mi­nel­le, som intet andet arbejde kunne få, fandt en levevej.

Den græske biskop Synesius var i 400-tallet passager ombord på et handelsskib og kunne med foragt berette, at søfolkene gav hinanden øgenavne, der henviste til deres mange handicap, fx “Krøbling”, “Brækket” og “Skeløje”.

Det grinede passagererne ifølge Synesius meget af:

“Men vi grinede ikke længere, da vi pludselig kom i fare, for da begræd vi i stedet vores skæbne, som nu afhang af mænd med sådanne defekter!”

En af de mest berygtede farer var sørøveri, for i oldtiden var Middelhavet fyldt med pirater. Og Antikythera-skibet med dets luksuslast må have været et overordentlig fristende mål.

Et ekstraordinært fund fra vraget viser imidlertid, at søfolkene havde et hårdtslående våben imod netop pirater.

Kvaste fjendeskibe med 100 kg bly

I 2014 fandt Brendan Foley og hans folk en mystisk, dråbeformet genstand i vragområdet.

Nærmere undersøgelser viste, at den omkring 45 cm lange og 100 kg tunge genstand var støbt i massivt bly og sandsynligvis havde haft et metalspyd i bunden.

En gennemgang af de antikke kilder viste, at der sandsynligvis var tale om det første fundne eksemplar af en krigsdelfin, som kunne hejses op i mastens tværbom.

Krigsdelfinen, der hang i et reb eller en kæde, blev kastet ned på fjendeskibe, som uforsigtigt lagde sig op på siden af et fragtskib for at borde det.

Våbnet omtales bl.a. af den oldgræske historiker Thukydid, som fortæller, at krigsskibe fra den sicilianske by Syrakus forfulgte et fragtskib, som havde en krigsdelfin hængende fra bommen:

“To af Syrakus’ fartøjer kom i kampens hede for tæt på og blev ødelagt, et af dem blev erobret med sin besætning”.

Våbnet var tilsyneladende meget effektivt, for det fortsatte med at blive brugt i over 400 år. Ifølge Brendan Foley er det mest sandsynligt, at Antikythera-skibet havde to krigsdelfiner, så besætningen kunne ramme fjender på begge sider af fartøjet.

I århundredet før Kristi fødsel, da fragtskibet foretog sin skæbnesvangre sejlads mod Rom, var piratplagen på sit højeste – især langs Lilleasiens kyster, hvor hele piratflåder huserede og plyndrede løs blandt fragtskibene. Sørøveriet kostede Rom dyrt i tabte varer.

Ifølge den oldgræske historiker Strabo besøgte pirater i forklædning de lokale havneværtshuse for at smuglytte til søfolk, der uforsigtigt talte om deres skibs destination og lasten ombord:

“Efter at have samlet sig angreb piraterne handelsskibene, når de var stået til havs og plyndrede deres fartøjer”.

For rederne var krigsdelfiner derfor en måde at beskytte deres investering på. Antikythera-skibets besætning skulle dog ikke kun beskytte deres last, men også et større antal passagerer.

forsker

Brendan Foley undersøger den 100 kg tunge krigs-delfin, som blev brugt til forsvar.

© Brett Seymour/HMoCS-EUA & Per O. Jørgensen/historie

Fragtskibet knuste fjendtlige skibe med bly-torpedo

Arkæologerne havde aldrig set noget lignende, da de i 2014 fandt en ca. 100 kg tung, dråbeformet bly-genstand i vraget.

Det viste sig at være en såkaldt krigsdelfin, som blev brugt til forsvar og kunne smides ned på fjendeskibe fra mastebommen. I enden havde våbnet sandsynligvis et jernspyd.

Beregninger viser, at hvis krigsdelfinen blev kas­tet fra 15 meters højde mod et lille piratskib, ville den ramme med omkring 60 km/t. og sandsynligvis knuse sig vej gennem dæk og skrog.

Våbnet var konstrueret, så det efter et angreb kunne hejses op og bruges igen.

Sådan virkede bly-torpedoen:

  1. Fra skibsdækket kunne besætningen via tov udløse krigsdelfinen.
  2. Våbnet hang i en talje yderst på mastens bom.
  3. Idet våbnet blev udløst, faldt det med voldsom fart mod fjendens skib. Formen gjorde krigsdelfinen ideel til at slå hul i dæk og skrog.
© Per O. Jørgensen/HISTORIE

Skeletter taler fra evigheden

I 2016 gjorde Brendan Foleys hold endnu et usædvanligt fund på havbunden.

Under en halv meter sand og potteskår afdækkede dykkerne to armknogler, flere ribben, to lårbensknogler samt dele af et kranium med tre tænder. Knoglerne tilhørte alle den samme person, som efter alt at dømme var en ung mand.

Jacques-Yves Cousteau fandt ligeledes knogler ved vraget under sin ekspedition i 1976, så nu har forskerne fundet skeletdele fra i alt seks personer.

“Det er det eneste antikke skibsvrag med menneskeskeletter”, forklarer Brendan Foley, som mener, at knoglerne tilhører passagerer, som blev fanget under skibets dæk, da fartøjet gik ned.

I århundredet før Kristi fødsel fandtes der ingen passagerskibe, så rejsende betalte i stedet fragtskibe for at tage dem med. Foreløbige DNA-analyser viser, at knoglerne fra vraget stammer fra både mænd og kvinder, og at de kommer fra området omkring Det Ægæiske Hav.

En af de bedste beskrivelser fra en passager på de romerske fragtskibe findes i Apostelenes Gerninger fra Det nye testamente. Her fortælles det, at apostlen Paulus rejste fra Lilleasien mod Rom på et romersk kornskib.

Hovedparten af de 276 personer ombord var rejsende ligesom Paulus, der dog var i lænker, fordi han skulle dømmes i Rom. Ud for Kreta blev skibet imidlertid fanget i en voldsom storm.

“I flere dage sås hverken sol eller stjerner, og det var stadig hårdt vejr. Til sidst svandt ethvert håb om vores redning”, skriver forfatteren.

Da de havde drevet rundt i 14 dage, loddede sømændene havdybden og indså, at de var ved at nærme sig land:

“Af frygt for, at vi skulle strande et eller andet sted på nogle skær, kastede de fire ankre ud fra agterstavnen og bad til, at det snart blev dag”.

Til sidst løb skibet på et klippeskær nær land – muligvis Malta – og alle 276 ombord kunne svømme i land.

På nogenlunde samme tid overlevede den romersk-jødiske forfatter Josefus også et skibsforlis:

“Vores skib sank midt i Adriaterhavet, og vi – omkring 600 mand – måtte svømme hele natten”.

Sammen med 80 andre blev han om morgenen reddet af et tilfældigt skib.

Flere af passagererne på Antikythera-skibet ser ud til at have været noget mere velstående end Paulus’ og Josefus’ medrejsende. Nær det sted, hvor de kvindelige skeletdele blev fundet, lå guldsmykker og sølvmønter.

Andre fund såsom smukt ciselerede glasskåle, overdådige øreringe med en lille Eros-figur, en smaragd samt tyve perler kan også stamme fra passagerer, som muligvis havde egne kahytter under dækket.

Deres rigdom kunne dog ikke redde dem, da havet kom brusende.

Antikythera vrag knogle

I 2016 fandt forskerne knogler fra en ung mand, der var ombord på skibet.

© Brett Seymour/eua

Oldtidens rigeste last

Antikythera-skibet transporterede oldtidens måske rigeste – og mest gådefulde – last, da det sank.

Ombord var mindst 50 store marmor- og bronzestatuer, luksusmøbler samt dyre fade og skåle. Især de tonstunge statuer har vakt opsigt. Blandt dem er flere marmorskulpturer, der portrætterer helte fra Homers mes­ter­værker Iliaden og Odysseen.

To af statuerne portrætterer Achilleus og Odysseus. Ifølge Brendan Foley stod statuerne oprindeligt udstillet et andet sted:

“Vi har fundet tapper af bly, som viser, at statuerne har stået fastmonteret på en marmorfod, før de blev afmonteret og lastet ind i skibets lastrum”.

Skulpturerne kan altså ikke blot have været en fragt nyudhuggede mesterværker bestilt af en rigmand – de er blevet taget fra et sted, hvor de før var opstillet.

Blandt fundene er også tre hvide heste i marmor, som har begejstret arkæologerne, siden de blev hentet op fra dybet i 1901. De har sandsynligvis oprindeligt stået foran en stridsvogn med en vognstyrer, som i så fald stadig må ligge begravet i sandet ud for Antikythera.

Brendan Foley er ikke i tvivl om, at der stadig gemmer sig ukendte skatte på havbunden. I 2014 og 2015 fandt hans hold to bronzespyd, hver to meter lange.

“Det er de to første arkæologiske eksempler på spyd fra skulpturer, som nogensinde­ er fundet”, forklarer arkæologen, der mener, at de kan have tilhørt den forsvundne vognstyrer.

Ifølge Foley kan vognstyreren have været krigsgudinden Athene, som ofte blev portrætteret i en stridsvogn. I samme område som spyddene fandt Foleys folk i 2017 adskillige andre skulpturdele, heriblandt dele af en bronzedragt og en bronzearm, som manglede to fingre, men derudover var velbevaret.

Ud fra de mange delfund vurderer forskerne, at mindst syv bronzeskulpturer fortsat må ligge i sandet på havbunden.

Men også de statuer, som blev fundet ved tidligere ekspeditioner, gemmer muligvis på hemmeligheder. I 1976 fandt Cousteau en helt særlig bronzestatuette.

Den lille figurs runde base er hul, og på forsiden sidder noget, der ligner et nøglehul. En af forskernes teorier er, at hulrummet engang indeholdt en mekanisme, som kunne få statuetten til at rotere, når en nøgle blev drejet.

Det store spørgsmål er, hvem der fik denne luksuslast sendt med skib til Rom.

I Antikythera-fartøjet lå den største samling statuer nogensinde fundet i et skibsvrag. Skulpturerne stod sandsynligvis under dæk, pakket ind i kornsække. I lasten har forskerne også fundet rester af eksklusive møbler og dyre glasskåle. Det meste stammer fra Lilleasien og de nærliggende øer.

© A. Sotiriou/EUA-WHOI, Brett Seymour/HMoCS-EUA & Aristotle Koskinas & National Archaeological Museum, Athens (K. Xenikakis) & Science Photo Library & Imageselect

Lastrummet var fyldt med skulpturer

Mindst 50 statuer i marmor og bronze befandt sig i skibets last. Skulpturerne tæller både kopier af kendte værker og helt nye, ukendte motiver. Marmorstatuerne, hvoraf en del er stærkt ødelagt af havvandet, er udhugget af marmor fra øen Paros.

Bronze figur
© A. Sotiriou/EUA-WHOI, Brett Seymour/HMoCS-EUA & Aristotle Koskinas & National Archaeological Museum, Athens (K. Xenikakis) & science photo library & imageselect

Bronzestatuer er meget sjældne

Indtil videre har arkæologerne fundet resterne af syv forskellige bronzeskulpturer fra skibslasten. Fundet har begejstret forskerne mere end noget andet, fordi hovedparten af antikkens bronzestatuer er blevet smeltet om. I dag findes der således kun ca. 50 bronzestatuer fra antikken på verdens museer. Meget tyder på, at skulpturerne oprindeligt stod opstillet offentligt, muligvis i Pergamon eller Efesos.

© A. Sotiriou/EUA-WHOI, Brett Seymour/HMoCS-EUA & Aristotle Koskinas & National Archaeological Museum, Athens (K. Xenikakis) & Science Photo Library & Imageselect

Transportkrukker

I vraget lå mange transportkrukker, som har indeholdt alt fra vin til dyr parfume. Krukkerne stammer fra byerne Efesos, Pergamon samt øerne Rhodos og Kos.

© A. Sotiriou/EUA-WHOI, Brett Seymour/HMoCS-EUA & Aristotle Koskinas & National Archaeological Museum, Athens (K. Xenikakis) & Science Photo Library & Imageselect

Glasskåle

Mindst 20 glasskåle af højeste kvalitet lå i lasten. De er sandsynligvis produceret i Syrien og Egypten, men kan være blevet eksporteret til Lilleasien og taget med derfra af skibet.

© A. Sotiriou/EUA-WHOI, Brett Seymour/HMoCS-EUA & Aristotle Koskinas & National Archaeological Museum, Athens (K. Xenikakis) & Science Photo Library & Imageselect

Møbler

Mindst tre rigt ornamenterede kliner – liggebænke – befandt sig ombord. De er lavet af træ og bronze og stammer sandsynligvis fra øen Delos.

© A. Sotiriou/EUA-WHOI, Brett Seymour/HMoCS-EUA & Aristotle Koskinas & National Archaeological Museum, Athens (K. Xenikakis) & Science Photo Library & Imageselect

Smykker

Flere kostbare smykker i guld befandt sig ombord. Smykkerne kan have tilhørt passagererne, som i så fald var yderst velhavende.

Plyndrede skatte fra Lilleasien?

Fundet af de to mønter fra henholdsvis Pergamon og Efesos, der begge var rige byer i nutidens Tyrkiet, tyder på, at Antikythera-skibet afsejlede med sin kostbare last fra en havn i Lilleasien.

Forskerne har dateret rejsen til et sted mellem 85 f.Kr. og 60 f.Kr., og netop i de år udkæmpede Rom en brutal krig mod den berygtede kong Mithridates 6. af det rige kongedømme Pontos syd for Sortehavet.

Mithridates havde i år 88 f.Kr. – i ly af en blodig borgerkrig i Rom – orkestreret mordet på tusinder af civile romere i nutidens Tyrkiet.

Massakren fik romerne til at udpege Mithridates som deres fjende nummer et, og fra år 73 f.Kr. og seks år frem førte den romerske feltherre Lucius Lucullus et succesfuldt felttog mod Mithridates.

Da Lucullus vendte hjem, medbragte han enorme mængder krigsbytte, hvoraf en del blev fremvist under hans triumftog gennem Rom.

Blandt rovet var en guldstatue af Mithridates samt et væld af andre værdigenstande:

“Otte muldyr bar desuden forgyldte liggesofaer, 56 bar sølvbarrer, mens 107 andre bar omkring 2,7 mio. sølvmønter”, skriver forfatteren Plutarch.

Forskerne vurderer, at Antikythera-skibet kan have været blevet chartret af Lucullus til at bringe en del af krigsbyttet hjem.

Det er nemlig velkendt, at Lucullus elskede luksus, og at han i år 60 f.Kr. trak sig tilbage til en prægtig villa, som var fyldt med udsøgte malerier og skulpturer fra hele verden.

Hvis lasten tilhørte Lucullus, så har kunstelskeren uden tvivl ærgret sig dybt, da skibet aldrig dukkede op.

Men Middelhavet var forræderisk – så forræderisk, at forskerne vurderer, at hver femte skib i oldtiden enten sank eller mistede sin last, før det nåede sin destination.

Mithridates Pontus

På Mithridates’ opfordring slagtede borgerne i bl.a. Efesos alle romere i byen.

© Imageselect & Balage Balogh/Scala Archives

Besætningen kæmpede for livet

I oldtiden var skibstransport af mennesker og varer langt det hurtigste og billigste. Til fods kunne en rejsende til­ba­ge­læg­ge 25-30 km pr. dag. Et skib kunne afhængigt af vinden nå op imod 150 km.

Det var dog langtfra altid muligt at sejle. Romerne kaldte således perioden fra 11. november til 10. marts for “mare clausum” – lukket hav – fordi det ofte stormede på Middelhavet, og søfolk i den periode havde svært ved at navigere efter Solen eller stjernerne pga. skyer.

Selv uden for denne periode kunne Middelhavet være dødsensfarligt:

“Så snart sømænd, efter at have hævet ankeret, forlader havnen, sejler de side om side med døden, velvidende at deres eneste redning er det træ, de går og arbejder på”, skrev fx den græske filosof Libanius i 300-tallet e.Kr.

Antikythera-skibets rejse fra Lilleasiens kyst mod Rom har været en konstant kamp mod vinden, selv i godt vejr. Den korteste rute var typisk via Rhodos.

Efter at have ankret op ved øen drev de nordvestlige vinde skibet op langs Kretas nordkyst. Og meget tyder på, at skibet efter Kreta på vejen mod nord endte i uvejr. Selv om sommeren kunne en stærk storm således blæse op uden det mindste varsel:

“Havet blev pludselig vildt, og store tordenskyer tårnede sig op i alle hjørner og udviskede komplet dagslyset. De rasende vinde ramte skibet fra alle retninger og tæskede os så vildt, at styrmanden mistede al retningssans”, skrev den romerske digter Petronius om en sørejse.

Det samme kan være sket for Antikythera-skibets styrmand, som først i sidste øjeblik indså, at fartøjet var på kollisionskurs med Antikytheras klipper.

Ifølge Brendan Foley fandt hans folk flere ankre ca. 45 m fra vragområdet. Muligvis forsøgte­ besætningen at stoppe skibet ved at kaste ankrene, ligesom da apostlen Paulus’ skib forliste under sin rejse omkring­ 100 år senere.

“Ankrene blev kastet i desperation i et forgæves forsøg på at undgå klipperne eller for at sinke skibet, så passagerer og besætning kunne nå at forlade skibet”, forklarer Brendan Foley.

Forsøget mislykkedes, og fundet af skeletdele i vraget fortæller ifølge Foley en vigtig detalje:

“For mig at se viser det, at passagerer eller besætning blev fanget under dækket ved forliset, og skibet­ må være gået ned meget hurtigt”.

Efter det voldsomme sammenstød med klippekysten gled det sønderslåede skib ned langs den næsten vertikale klippevæg og endte på havbunden 50 m nede.

Hvor mange – hvis nogen overhovedet – der overlevede forliset, er uvist.

Nyt vragfund kan løse sidste gåder

Ifølge Brendan Foley sejlede Antikythera-skibet muligvis ikke alene. Omkring 200 m syd for vragområdet fandt hans hold af dykkere resterne af et andet skibsvrag – dog noget mindre end Antikythera-fartøjet.

Blandt fundene er skibsankre, bronzesøm samt en større koncentration af transport-amforaer, som forskerne ud fra stempler i leret kan se stammer fra bl.a. Efesos, Pergamon og Rhodos – de samme steder, som amforaer fundet i Antikythera-vraget stammer fra.

“Vi har kun været et par gange nede ved det andet vrag, men det, vi har set og bjærget, åbner op for den mulighed, at fartøjet sank på nogenlunde samme tid som Antikythera-skibet”, forklarer Foley.

En mulighed er, at de to skibe fulgtes ad fra Lilleasien og lagde til i de samme havne. De to skibe sejlede derfor også ind i den samme storm og forliste begge ud for Antikythera.

Den teori kan dog blive svær at bevise:
“Om de to skibe var direkte forbundet med hinanden, er fortsat uvist, og måske finder vi aldrig ud af det”, siger Foley.

Undersøgelserne af Antikythera-forliset vil fortsætte. Bl.a. håber Brendan Foley, at DNA i de fundne skeletdele kan afsløre mere om skibets passagerer og dermed løse endnu en af de gåder, der fortsat omgærder oldtidens Titanic.