Graffiti omskriver Pompejis historie

Nyfunden graffiti på muren af et hus i Pompeji kan løse gåden om præcis, hvornår vulkanen Vesuv gik i udbrød og begravede byen i aske.

Den nye graffiti fundet i Pompeji, hvor teksten lyder: “Den 17. oktober spiste han alt for meget.”

© Parco Archeologico di Pompei

Selvom der er bred enighed blandt historikere og arkæologer om, at Pompeji blev ødelagt i år 79 e.Kr., har den præcise dato været heftigt debatteret siden 1800-tallet. Nu har arkæologer dog fundet graffiti i byen, som tyder på, at gåden kan være løst.

Fund stemte ikke overens med kilderne

Den primære kilde til udbruddet er den romerske historiker Plinius den Yngre, der nedskrev sine oplevelser ca. 25 år efter, byen blev ødelagt. Ifølge Plinius skete udbruddet den 24. august, men fund af afgrøder bl.a. druer og granatæbler, der blev høstet i efteråret, tyder på, at det ikke var sommer, da byen blev begravet.

Da Plinius’ tekst kun eksisterer i forskellige kopieret eller oversatte udgaver, har eksperter i årevis argumenteret for, at datoen må være nedskrevet forkert på et tidspunkt i antikken.

Romersk håndværker leverede løsningen

Den nyfundne graffiti, skrevet på latin, er et af de hidtil mest håndfaste eksempler på, at dette må være tilfældet. Direkte oversat lyder teksten: “Den 17. oktober spiste han alt for meget.”

Hvem dette hentyder til vides ikke, men teksten var sandsynligvis skrevet af en af håndværkerne, der var i gang med at renovere huset. Den indeholder intet årstal, men da den er skrevet med trækul, der hurtigt ville være blevet udvisket, kan den ikke have været påført muren lang tid inden udbruddet.

Nu mener arkæologerne derfor, at den mest sandsynlige dato for Vesuvs udbrud er den 24. oktober.