Helleristningerne fra Skandinavien er hugget ind i sten i en tid, hvor skriftsproget ikke var nået til Norden.
En ordbog eller en grammatik, der kan lukke op for alle tegnenes skjulte betydninger, er derfor næppe på vej.
Den næstbedste løsning finder du i denne indføring i alt, hvad man i dag ved om helleristninger, spækket med billeder og eksempler.
Hvad er helleristninger?

Skibe, dyr, tændstiksmænd - hvad betyder alle disse mærkelige udhuggede og farvelagte tegn fra en svunden tid uden skriftsprog?
Helleristninger er billeder eller symboler, som mennesker har hugget ind i klippeflader.
Helle er et gammelt nordisk ord for en glat, flad sten eller klippe (den norske betegnelse er “helle”, og den svenske er “häll”).
Trods navnet blev helleristningerne ifølge forskerne ikke ristet (ridset), men derimod hugget eller banket ind i stenoverfladen med et skarpt redskab.
Helleristninger forbindes især med bronzealderen i Skandinavien (ca. 1700 f.Kr.–500 f.Kr.), men kendes også fra sten- og jernalderen, og fra mange dele af verden – deriblandt Australien, Mellemøsten og Nordamerika.
Helleristninger udenfor Skandinavien kaldes sommetider petroglyffer (fra det græske “petra” (sten) + “glyphein” (indhugge).
Men begge ord henviser altså til det samme fænomen – menneskeskabte fordybninger, der danner synlige figurer eller mønstre på klipper og sten.
Var helleristninger røde?

Helleristninger af rener og jæger fra Alta i Norge.
Når turister besøger eksempelvis helleristningsfelterne nær Alta i Nordnorge, træder de røde tegninger af bl.a. rensdyr og både meget tydeligt frem på den grå klippebund.
Den klare røde farve, der kendes fra helleristninger overalt i Skandinavien, er imidlertid ikke oprindelig.
Arkæologerne har nemlig malet helleristningerne op, så folk nemmere kan få øje på fordybningerne i klippen, der igennem tiden er blevet kraftigt nedslidt af bl.a. erosion.
Forskerne har svært ved at afgøre, hvorvidt helleristningerne oprindeligt havde farver, da farvestoffer som okker og jernoxider sjældent overlever mange århundreders nedbør mod en utildækket klippe.
Fra USA kendes eksempler på malede helleristninger. I skandinavisk sammenhæng går de fleste arkæologer imidlertid ud fra, at helleristningerne ikke blev malet.
Nyhuggede helleristninger har alligevel dannet en tydelig kontrast til klippen, ikke mindst fordi en stenmasses indre ofte har en anden farve end overfladen, der er udsat for støv, sol og andre ydre påvirkninger.
Helleristninger vs. hellemalerier

De ca. 17.000 år gamle hulemalerier i Lascaux i Frankrig kaldes traditionelt for hulemalerier. Hellemalerier kunne dog også være en passende betegnelse, fordi pigmentet er malet eller sprøjtet oven på sten, og fordi figurerne ikke er hugget eller banket ind i stenen.
Forskerne skelner helleristninger fra hellemalerier.
Mens en helleristning (også kaldet petroglyf) er hugget ind i en overflade, er et hellemaleri (også kaldet petrogram) malet med pigment på klippen eller stenen.
Modsat helleristninger er hellemalerier med andre ord flade, og har altid en anden farve end underlaget.
I daglig tale bliver de to nært beslægtede kunstformer nogle gange forvekslet med hinanden.
I Norden er især Finland kendt for sine røde hellemalerier, som i stenalderen blev malet med jernholdige pigmenter.
Datering
Helleristninger er svære at datere. Alligevel kan forskere som regel anslå en helleristnings alder ud fra faktorer som f.eks. motivet eller nærliggende arkæologiske fund.
Ifølge eksperterne opstod de skandinaviske helleristninger i to etaper og kan følgelig inddeles i to forskellige typer.

Jagtristninger
Jagtristninger opstod i stenalderen mellem ca. 10.000 og 3000 f.Kr., med tyngdepunkt i Nordskandinavien.
De er knyttet til en jægerkultur og forestiller hovedsageligt vilde dyr som fx rener, elge, hvaler og fisk.
Mens de første jægerkunstnere gengav deres motiver forholdsvis realistisk, blev tegningerne senere i perioden mere abstrakte.

Jordbrugsristninger
Jordbrugsristninger opstod i tiden omkring bronzealderen (ca. 1700 f.Kr.–500 f.Kr.), med tyngdepunkt i Sydskandinavien.
De er knyttet til en ny landbrugskultur, der kom til Skandinavien i bondestenalderen.
Jordbrugsristningerne er i højere grad knyttet til landbruget og forestiller bl.a. solen, mennesker, husdyr og skibe.

Overgangsfase
Arkæologerne er ikke altid i stand til at rubricere helleristninger. Både Ausevik i Norge og Nämfors i Sverige er eksempler på helleristningsfelter, der motivmæssigt danner overgang mellem jagt- og jordbrugsristninger.
International stenkunst?

Bedolina-“kortet” fra Italien stammer fra et tidsrum mellem sen bronzealder og tidlig jernalder. Dele af det store udhuggede område er blevet fortolket som et topografisk kort.
Helleristninger forekommer typisk i områder med mange åbne klippeflader, hvor kunstnerne havde plads til at udfolde sig.
Helleristningsfelter er arealer med særligt mange helleristninger.
I enkelte tilfælde findes helleristninger også på steder uden naturlige klipper – i Nordsjælland i Danmark har arkæologerne således fundet helleristninger på løse sten, eksempelvis Engelstrupstenen.
I Europa udenfor Skandinavien er helleristninger især kendt fra dalen Val Camonica i de italienske Alper, Galicien i Nordspanien, Skotland og det nordlige Rusland.
Trods de store afstande varierer de forskellige områders helleristninger ikke voldsomt fra hinanden rent stilmæssigt, og forskerne har påpeget, at helleristninger i bl.a. Italien og Spanien minder om de nordiske.
Det tyder ifølge en teori på, at der har været en form for kulturel udveksling på tværs af verdensdelen.
De største helleristningssteder

Alta, Norge
Omkring Alta i Nordnorge er der fundet over 6000 helleristninger på klipper, som i stenalderen lå tæt på havets overflade. Billederne af bl.a. store rensdyrflokke blev lavet af en jægerkultur i perioden 7000-2000 f.Kr.

Tanum, Sverige
Byen Tanum i Bohuslän er hjemsted for ca. 3000 helleristninger fra bronzealderen (1700-500 f.Kr.). Blandt motiverne – som dengang befandt sig langs en fjordkyst – er mænd, der blæser i lurer, samt langskibe af samme type som det berømte, danske jernalderfund: Hjortspringsbåden.

Bornholm, Danmark
På klippeøen Bornholm er især klippeskråningen Madsebakke nær Allinge kendt for sine helleristninger. Danmarks største helleristningsfelt indeholder 14 billeder af skibe, fem solkors, fem fodtegn og mange små fordybninger (skåltegn). Symbolerne er dateret til 1100-500 f.Kr. Overordnet er de bornholmske helleristninger koncentreret på den nordlige del af øen.
Genopdagelsen

Helleristninger hitter stadig i Skandinavien. Ved de olympiske vinterlege i Lillehammer i Norge (1994) var helleristninger inspirationen for de piktogrammer, der blev anvendt i legenes grafiske design.
I 1627 offentliggjorde den norske lektor Peder Alfssøn sine tegninger af helleristninger i Bohuslän i Sverige.
For første gang i nyere tid blev den skandinaviske almenhed opmærksom på fortidens klippekunst.
Under 1800-tallets nationalromantik intensiveredes jagten på helleristninger i Norge, Sverige og Danmark.
I 1848 satte den første bog om skandinaviske helleristninger skub i spekulationerne omkring de mystiske tegns betydning.
I den første halvdel af 1900-tallet så de fleste arkæologer helleristningerne som et udtryk for en frugtbarheds- og solkult i bronzealderen.
I dag erkender mange forskere, at vi sandsynligvis aldrig kan afdække den fulde sandhed om de gådefulde billeder fra fortiden.
Tegnenes mange fortolkninger

Helleristninger findes også som fritstående sten. Her på en kopi af den danske “Engelstrupstenen”, der stammer fra bronzealderen.
Forskerne er ikke enige om helleristningernes betydning.
Helleristningerne blev lavet, længe før skriften nåede Nordeuropa, og der er ingen skriftlige kilder til tegnene, som derfor stadig er omgærdet med mystik.
Da helleristninger af dyr sommetider ligger i nærheden af kendte dyrespor, har historikerne ofte antaget, at klippetegningerne var en slags jagtmagi.
Hvis en jæger eksempelvis ønskede at nedlægge et rensdyr, kunne han ifølge teorien lave en helleristning af et rensdyr, og gennem tegningen på magisk vis få magt over dyret.
Mod teorien om jagtmagi er det bl.a. blevet argumenteret, at helleristningerne kun viser et mindre udvalg af de dyrearter, som fortidens skandinaviske jægere havde på menuen.
Andre forskere hævder, at helleristningerne – især de meget realistiske tegninger fra jægerstenalderen – blot er datidens kunstneres forsøg på at afbilde virkeligheden.
Atter andre forskere anser billederne som symboler, hvis betydning i dag er svær at gennemskue.

De elskende fra Vitlycke.
Parret fra Vitlycke
En berømt helleristning fra Vitlycke i Bohuslän, Sverige, forestiller et elskende par i tæt forening.
Kvinden er markeret med hestehale, og manden både med sværd og erigeret penis.
Under den 3000 år gamle erotiske scene er der et skåltegn, et rundt punkt, der antagelig symboliserer frugtbarhed.
Forskerne formoder, at helleristningen forestiller et helligt bryllup, en rituel vielse mellem en mand og en kvinde i en gudinde-rolle.
Jordbrugsristningerne, der bredte sig sammen med landbruget i Skandinavien, havde muligvis en religiøs funktion.
Billeder af solen, skibe, pløjning, tamdyr og mænd med erigeret lem er blevet tolket som udtryk for en kult, hvor solen og frugtbarheden stod i centrum.
Ifølge denne teori var helleristningerne hellige tegn, der skulle sikre, at kornet groede på markerne, og at både mennesker og dyr kunne sætte levedygtigt afkom i verden.
Helleristningsfelterne kan have været steder, hvor kultens medlemmer samledes til religiøse ceremonier.
Arkæologen Flemming Kaul, som har sammenlignet helleristninger med samtidige tegninger på bl.a. barberknive, ser klippekunsten som et udtryk for bronzealderens tro og myter.
En nyere teori er, at helleristningerne markerede ejerskab.
De lokale stammesamfund brugte ifølge teorien tegnene til at synliggøre, at et områdes byttedyr eller kvæg tilhørte dem.
Forskeren David Vogt har analyseret en stor mængde bronzealder-helleristninger ved græsmarker i Østfold i Norge som markeringer af kvæg og græsganges tilhørighed.
Helleristningerne viser bl.a. krigere med hjelme og sværd, som kunne håndhæve de lokale høvdinges ejendomsret.
Helleristningernes elementer

“Slangen” fra Tanum.
Helleristningernes dyr, mennesker og genstande optræder ofte enkeltstående og uden indbyrdes relationer.
Nogle figurer danner dog grupper, der indgår i tegneserieagtige scener – eksempelvis illustrerer helleristningsfelterne i Alta bl.a. jagt på flokke af rensdyr.
Hvad enten den enkelte klippeflade er dekoreret med en scene eller løsrevne symboler, går visse elementer igen.

Skåltegn
Et skåltegn er en rund fordybning i klippen. Skåltegnet er den simpleste og mest udbredte helleristning og indgår ofte i andre helleristninger, fx som “solstråle-prikker” rundt om et soltegn. Enkelte grupper af skåltegn gengiver muligvis stjernebilleder.

Vilde dyr
Helleristningernes fauna omfatter hjort, elg, ren, bjørn, hval, fisk og fugle.

Solhjul/solkors
Solhjulet eller solkorset er et rundt symbol for solen. I enkelte helleristninger holdes solen oppe af et slags stativ.

Skibet
Mange helleristninger lå tæt på vand, og lange bronzealder-fartøjer er et udbredt motiv. Skibene havde sandsynligvis også en mytisk betydning. Flere helleristninger af både er nemlig lastet med soltegn – angiveligt ud fra en forestilling om, at solen hver dag blev sejlet henover himmelhvælvet.

Landbrug
Flere helleristninger viser pløjescener med oksetrukne plove. Scenerne er muligvis knyttet til et frugtbarhedsritual, da plovmanden som regel er fremstillet med fallos. Et andet landbrugsmotiv er oksetrukne vogne med fire hjul.

Processioner
Nogle helleristninger forestiller tilsyneladende forskellige former for optog eller forsamlinger, bl.a. af lurblæsere og af krigere med hævede kampøkser.

Akrobater
Flere helleristninger viser akrobater, der foretager krumspring henover skibe. Akrobatikken er formodentlig en del af et ritual. Ud fra bl.a. en kvindelig akrobatfigur med snoreskørt fra et bronzealderfund i Grevensvænge, Danmark, formoder arkæologerne, at et flertal af de helleristede akrobater forestiller unge kvinder.

Fødder
Afbildninger af fodaftryk er udbredte i hele Norden. Det er den eneste helleristning, hvor motivet ofte gengives i naturlig størrelse. Ifølge en omstridt teori var fodaftrykkene en del af en ceremoni, der markerede overgangen fra barn til voksen.
Fra helleristninger til runer

Runer og drageslyng på den store Jellingesten i Danmark fra ca. 965 e.Kr. På dette tidspunkt i vikingetiden taler man ikke længere om helleristninger.
Selvom langt de fleste helleristninger i det sydlige Skandinavien stammer fra bronzealderen, overlevede helleristningskunsten et stykke ind i jernalderen (ca. 500 f.Kr.-750 e.Kr.).
I begyndelsen af vores tidsregning, få generationer efter fremstillingen af de sidste helleristninger, nåede en ny udtryksform de nordiske klippeflader – runeskriften.
Men selvom runer også blev hugget ind i sten, forestillede skrifttegnene i modsætning til helleristningerne ikke noget i sig selv.
Heller ikke de figurer, som vikingerne sommetider huggede ind ved siden af runerne på deres runesten, anses som helleristninger.