Helleristninger: Hvad betyder de, og hvem lavede dem?

Helleristninger er billeder eller symboler, som mennesker har hugget ind i klippeflader.

Helle er et gammelt nordisk ord for en glat, flad sten eller klippe (den norske betegnelse er “helle”, og den svenske er “häll”).

Trods navnet blev helleristningerne ifølge forskerne ikke ristet (ridset), men derimod hugget eller banket ind i stenoverfladen med et skarpt redskab.

Helleristninger forbindes især med bronzealderen i Skandinavien (ca. 1700 f.Kr.–500 f.Kr.), men kendes også fra sten- og jernalderen, og fra mange dele af verden – deriblandt Australien, Mellemøsten og Nordamerika.

Helleristninger udenfor Skandinavien kaldes sommetider petroglyffer (fra det græske “petra” (sten) + “glyphein” (indhugge).

Men begge ord henviser altså til det samme fænomen – menneskeskabte fordybninger, der danner synlige figurer eller mønstre på klipper og sten.

Når turister besøger eksempelvis helleristningsfelterne nær Alta i Nordnorge, træder de røde tegninger af bl.a. rensdyr og både meget tydeligt frem på den grå klippebund.

Den klare røde farve, der kendes fra helleristninger overalt i Skandinavien, er imidlertid ikke oprindelig.

Arkæologerne har nemlig malet helleristningerne op, så folk nemmere kan få øje på fordybningerne i klippen, der igennem tiden er blevet kraftigt nedslidt af bl.a. erosion.

Forskerne har svært ved at afgøre, hvorvidt helleristningerne oprindeligt havde farver, da farvestoffer som okker og jernoxider sjældent overlever mange århundreders nedbør mod en utildækket klippe.

Fra USA kendes eksempler på malede helleristninger. I skandinavisk sammenhæng går de fleste arkæologer imidlertid ud fra, at helleristningerne ikke blev malet.

Nyhuggede helleristninger har alligevel dannet en tydelig kontrast til klippen, ikke mindst fordi en stenmasses indre ofte har en anden farve end overfladen, der er udsat for støv, sol og andre ydre påvirkninger.

Forskerne skelner helleristninger fra hellemalerier.

Mens en helleristning (også kaldet petroglyf) er hugget ind i en overflade, er et hellemaleri (også kaldet petrogram) malet med pigment på klippen eller stenen.

Modsat helleristninger er hellemalerier med andre ord flade, og har altid en anden farve end underlaget.

I daglig tale bliver de to nært beslægtede kunstformer nogle gange forvekslet med hinanden.

I Norden er især Finland kendt for sine røde hellemalerier, som i stenalderen blev malet med jernholdige pigmenter.

Helleristninger forekommer typisk i områder med mange åbne klippeflader, hvor kunstnerne havde plads til at udfolde sig.

Helleristningsfelter er arealer med særligt mange helleristninger.

I enkelte tilfælde findes helleristninger også på steder uden naturlige klipper – i Nordsjælland i Danmark har arkæologerne således fundet helleristninger på løse sten, eksempelvis Engelstrupstenen.

I Europa udenfor Skandinavien er helleristninger især kendt fra dalen Val Camonica i de italienske Alper, Galicien i Nordspanien, Skotland og det nordlige Rusland.

Trods de store afstande varierer de forskellige områders helleristninger ikke voldsomt fra hinanden rent stilmæssigt, og forskerne har påpeget, at helleristninger i bl.a. Italien og Spanien minder om de nordiske.

Det tyder ifølge en teori på, at der har været en form for kulturel udveksling på tværs af verdensdelen.

I 1627 offentliggjorde den norske lektor Peder Alfssøn sine tegninger af helleristninger i Bohuslän i Sverige.

For første gang i nyere tid blev den skandinaviske almenhed opmærksom på fortidens klippekunst.

Under 1800-tallets nationalromantik intensiveredes jagten på helleristninger i Norge, Sverige og Danmark.

I 1848 satte den første bog om skandinaviske helleristninger skub i spekulationerne omkring de mystiske tegns betydning.

I den første halvdel af 1900-tallet så de fleste arkæologer helleristningerne som et udtryk for en frugtbarheds- og solkult i bronzealderen.

I dag erkender mange forskere, at vi sandsynligvis aldrig kan afdække den fulde sandhed om de gådefulde billeder fra fortiden.

Forskerne er ikke enige om helleristningernes betydning.

Helleristningerne blev lavet, længe før skriften nåede Nordeuropa, og der er ingen skriftlige kilder til tegnene, som derfor stadig er omgærdet med mystik.

Da helleristninger af dyr sommetider ligger i nærheden af kendte dyrespor, har historikerne ofte antaget, at klippetegningerne var en slags jagtmagi.

Hvis en jæger eksempelvis ønskede at nedlægge et rensdyr, kunne han ifølge teorien lave en helleristning af et rensdyr, og gennem tegningen på magisk vis få magt over dyret.

Mod teorien om jagtmagi er det bl.a. blevet argumenteret, at helleristningerne kun viser et mindre udvalg af de dyrearter, som fortidens skandinaviske jægere havde på menuen.

Andre forskere hævder, at helleristningerne – især de meget realistiske tegninger fra jægerstenalderen – blot er datidens kunstneres forsøg på at afbilde virkeligheden.

Atter andre forskere anser billederne som symboler, hvis betydning i dag er svær at gennemskue.

Jordbrugsristningerne, der bredte sig sammen med landbruget i Skandinavien, havde muligvis en religiøs funktion.

Billeder af solen, skibe, pløjning, tamdyr og mænd med erigeret lem er blevet tolket som udtryk for en kult, hvor solen og frugtbarheden stod i centrum.

Ifølge denne teori var helleristningerne hellige tegn, der skulle sikre, at kornet groede på markerne, og at både mennesker og dyr kunne sætte levedygtigt afkom i verden.

Helleristningsfelterne kan have været steder, hvor kultens medlemmer samledes til religiøse ceremonier.

Arkæologen Flemming Kaul, som har sammenlignet helleristninger med samtidige tegninger på bl.a. barberknive, ser klippekunsten som et udtryk for bronzealderens tro og myter.

En nyere teori er, at helleristningerne markerede ejerskab.

De lokale stammesamfund brugte ifølge teorien tegnene til at synliggøre, at et områdes byttedyr eller kvæg tilhørte dem.

Forskeren David Vogt har analyseret en stor mængde bronzealder-helleristninger ved græsmarker i Østfold i Norge som markeringer af kvæg og græsganges tilhørighed.

Helleristningerne viser bl.a. krigere med hjelme og sværd, som kunne håndhæve de lokale høvdinges ejendomsret.

Selvom langt de fleste helleristninger i det sydlige Skandinavien stammer fra bronzealderen, overlevede helleristningskunsten et stykke ind i jernalderen (ca. 500 f.Kr.-750 e.Kr.).

I begyndelsen af vores tidsregning, få generationer efter fremstillingen af de sidste helleristninger, nåede en ny udtryksform de nordiske klippeflader – runeskriften.

Men selvom runer også blev hugget ind i sten, forestillede skrifttegnene i modsætning til helleristningerne ikke noget i sig selv.

Heller ikke de figurer, som vikingerne sommetider huggede ind ved siden af runerne på deres runesten, anses som helleristninger.