Hemmelig mayahule fundet under legendarisk by
Efter at have kæmpet sig igennem smalle gange har arkæologer fundet et hulesystem fyldt med over 100 offergaver fra mayaerne.

Arkæologerne var målløse, da de fandt de urørte huler.
Bare to km fra mayaernes by Chichén Itzá i Mexico har arkæologer fundet et stort hulesystem fyldt med urørte genstande. Her er bl.a. små figurer af en jaguar-gud, og hulerne er derfor blevet døbt Balamkú (Jaguargudens hule).
Arkæologer måtte kæmpe sig frem
Hulerne lå skjult ved gange, der strækker sig flere hundrede meter og nogle steder blot er 40 cm brede. Efter at have mavet sig frem i timevis så arkæolog Guillermo de Anda et fantastisk syn – en overflod af offergaver fra de gamle mayaer, som havde ligget fuldkommen urørt i mere end 1.000 år.
“Jeg blev stum og begyndte at græde. Jeg har tidligere fundet skeletter i Chichén Itzá, men intet kan sammenlignes med følelsen, jeg havde, da jeg kom ind i denne hule”, fortæller de Anda.
Udover gudefigurerne fandt arkæologerne i alt 155 ildfade og røgelsesbrændere, hvoraf nogle stadig var fyldt med rester af brændt materiale. Mange af fadene forestillede den centralamerikanske regngud Tlaloc – dette tyder på, at mayaerne brugte offergaverne til at bede guderne om regn. Tlaloc blev også dyrket af bl.a. aztekerne.