Pildownmandens kranie tilhører i virkeligheden en mand fra

middelalderen, der døde omkring år 1300, mens underkæben er fra en menneskeabe – formentlig en orangutan fra Borneo.

© Polfoto

Historisk fupnummer: 1900-tallets største fund var falsk

Briterne brusede over af begejstring, da en amatør-arkæolog i 1912 erklærede, at han havde fundet “the missing link” – beviset på Darwins evolutionsteori. Ny forskning skulle imidlertid afsløre, at fundet af den såkaldte Piltdownmand var for godt til at være sandt.

Det geologiske selskabs lokaler i London er ikke bygget til en menneskemængde af denne størrelse.

Alle Storbritanniens førende forskere har vendt deres nysgerrige og forundrede blikke mod et kranium på bordet midt i rummet. Knogledelene har tydeligvis både menneskelige og abelignende træk. Og ifølge den summende hvisken blandt de mange tilskuere skulle kraniet give svaret på spørsmålet om menneskets oprindelse.

På talerstolen står aftenens hovedperson: En tætbygget mand med en skaldet isse placeret over et sæt levende øjne og en stor mustache. Amatørarkæologen Charles Dawson – knoglernes stolte opdager – har netop afsluttet sin beretning om, hvordan de blev fundet.

“Nogle spørgsmål”, spørger Dawson og bliver nærmest væltet bagover af en storm af stemmer. Især ét spørgsmål vil alle de forsamlede gerne have svar på: Hvor gammel er den såkaldte Piltdownmand, som kraniet har tilhørt?

Dawson rømmer sig.

“Fundet af kraniet blev gjort i et gruslag fra den mellemste pleistocæne-periode. Det vil sige, at Piltdownmanden vandrede på denne klode for mere end 500.000 år siden”.

Dawson lokkede ekspert

Syv måneder tidligere – en majmorgen i året 1912 – var Charles Dawson uanmeldt troppet op hos Arthur Woodward, lederen af den geologiske afdeling på British Museum.

Omgivet af støvede bogreoler og glasskabe fulde af knogler havde de to mænd stået i Woodwards mørke og støvede kontor, da Dawson med stotlhed i stemmen forklarede, at han var rejst fra Sussex for at vise sit nyeste fund frem.

Og nu lå det indpakket i gråt papir på bordet mellem dem.

“Hvad er Heidelbergmanden mod dette?” pralede Dawson triumferende, mens han langsomt åbnede pakken.

Papiret afslørede tre fragmenter af et massivt kranium. Knoglerne var tykke og kraftige – næsten abeagtige.

Dawson havde gjort fundet i en grusgrav ved landsbyen Piltdown, og han var overbevist om, at området gemte på flere knogler. Kunne Woodward – Englands ledende fossil-ekspert – tænkte sig at deltage i denne enestående udgravning, ville Dawson vide.

Få uger senere stod Woodward og Dawson i Sussex' grønne, kuperede landskab. De to gennemsvedte mænd betragtede solen gå ned og aftalte at gøre et sidste forsøg, inden de afsluttede endnu en udgravningsdag.

“Vi undersøgte nogle uberørte dele af gruset på bunden af graven, da vi begge så halvdelen af en menneskekæbe nærmest stikke ud foran hakken. Sådan fandt vi den mest opsigts-vækkende del af fossilet, som vi ledte efter”, fortalte Woodward senere.

Rygtet om det store fund spredte sig hurtigt i de akademiske kredse.

“Jeg har ikke tænkt på andet end det fantastiske fossil hele dagen”, skrev Oxford-professoren og landets ledende zoolog, E.R. Lankester i et brev til Woodward og fortsatte:

“De bør snarest søge myndighederne om – lad os sige – 500 pund for at sikre rettighederne til alle fremtidige udgravninger. Jeg er sikker på, at hele familien ligger begravet dér i grusgraven – med lægben og det hele!”

Andre akademikere var euforiske over, at England havde gjort et sensationelt fossil-fund. Endelig havde det mægtige rige indtaget sin plads blandt arkæologiens og palæontologiens mest betydningsfulde lande.

“Jeg forlod museet overbevist om, at en opdagelse af største vigtighed var blevet gjort på det mindst sandsynlige af alle steder: Sussex. Jeg fryder mig over, at England vinder denne omgang”, skrev den højt respekterede anatom Arthur Keith efter selv at have undersøgt det nye fund.

I december 1912 blev Piltdownmanden præsenteret i et mødelokale fyldt med Storbritanniens førende forskere.

© Scanpix

“En helt ny menneskeart”

Endelig oprandt den 18. december 1912 – dagen, som hele England havde ventet på. På det geologiske selskabs årsmøde i London skulle det sensationelle fund for første gang præsenteres for offentligheden, og både Dawson og Woodward ventede i spænding.

På tilskuerpladserne havde landets førende hoveder indfundets sig, og blandt dem var også selveste ærkebiskoppen af Canterbury. Spørgsmålet om menneskets oprindelse var et følsomt emne for kirken, og biskoppen ville ikke gå glip af Darwin-tilhængernes nyeste påfund.

“Aldrig har mødelokalet været så fyldt. Spørgsmålet om vores relation til aberne appellerer til alle lag af befolkningen, og få emner har skabt en så bitter strid”, skrev en journalist fra avisen Saturday Review.

Trods ærkebiskoppens misbilligende blik var mødet en stor succes. Alle aftenens talere understregede, at Dawson havde gjort et fund af den største historiske betydning. Selv den reserverede Woodward var optændt af eufori:

“Vores opdagelse bekræfter på slående vis alle de videnskabelige teorier!”

Dagen efter opsummerede avisen The Times mødet med ordene “Første bevis på en helt ny menneskeart”. Bag den afdæmpede overskrift skjulte sig århundredets største sensation.

Turister gravede efter knogler

Året efter åbnede udgravningsområdet for publikum. I løbet af sommeren 1913 blev landsbyen Piltdown en stor turistattraktion, og området blev nærmest invaderet af flere busser fulde af besøgende fra London.

Lokalavisen Sussex Daily News beskrev, hvordan en lokal guide “udpegede stedet, hvor kraniet var blevet fundet, og gruppen undersøgte området grundigt. Mange i gruppen benyttede anledningen til at foretage egne udgravninger, men flere kranier blev desværre ikke fundet”.

Derefter blev hele selskabet inviteret på te på rådhuset, hvor de nysgerrige kunne beundre en afstøbning af kraniet og købe postkort med Piltdown-motiver.

I 1915 nåede fossil-feberen sit højdepunkt. Et pompøst maleri af Dawson, Woodward, Keith og Lankester blev hængt op i Londons berømte videnskabsselskab The Royal Institution of Great Britain.

Selve kraniet blev overført til det naturhistoriske museums enorme hovedsal, som med sine hvælvinger og søjler mest af alt mindede om en mægtig katedral. Her blev britisk naturvidenskabs største helligdom, Piltdown-manden, udstillet sammen med et nyskrevet værk af Woodward med titlen “Håndbog til menneskehedens fossile rester”.

Også Lankester og Keith publicerede bøger om det fantastiske fund og erklærede, at de britiske videnskabsmænd i Piltdownmanden endelig havde fået fat i “det meget omtalte ‘missing link’ – det mest opsigtsvækkende og betydningsfulde fossil nogen sinde fundet”.

Midt under påstyret døde Charles Dawson kun 52 år gammel. Anatomen Arthur Keith omtalte i en avisnekrolog Dawson som “et lysende eksempel på den gruppe af mænd, som driver britisk videnskab fremad: den tænkende, observante amatør”.

Efter fundet af Piltdownmanden valfartede turister til fundstedet for at grave. Men ikke så meget som en knogle blev fundet.

© Scanpix

Hovedpersonerne forlod scenen

Efter Dawson død fortsatte Woodward forskningen af Piltdownmanden. Han bosatte sig nær fundstedet, og i de næste 20 år brugte han alle sommermånederne på nye udgravninger – uden at gøre et eneste fund.

Da fremskreden alder og sygdom gjorde udgravningerne umulige, satte han sig i stedet for at skrive en bog om Piltdownmanden.

Trods 2. verdenskrigs udbrud og de de tyske bombeflys togter over Sussex’ grønne bakker fortsatte Woodward ufortrødent sit arbejde, mens hans landsmænd krøb i skjul. Om aftenen den 1. september 1944 satte han endelig det sidste punktum i bogen. Næste morgen blev Arthur Woodward fundet død i sin seng.

Mistanken blev vækket

Woodwards bog “Den tidligste englænder” blev udgivet fire år senere og skabte fornyet interesse for Piltdownmanden. I de 36 år som var passeret siden opdagelsen, havde videnskaben gjort store fremskridt. Ikke mindst havde forskerne udviklet nye dateringsmetoder til at bestemme knoglers alder.

I 1949 blev Piltdownmanden fjernet fra det naturhistoriske museum for at gennemgå en såkaldt fluorin-datering. Resultatet chokerede. Piltdownmanden var ikke nær så gammel, som forskerne havde troet. Dateringen viste en alder på omkring 50.000 år – et tidspunkt, hvor det anatomisk moderne menneske allerede eksisterede. Piltdownmanden var altså ikke “missing link” eller det første menneske. Han var tværtimod en primitiv levning fra fortiden.

Blandt læserne af Arthur Woodwards bog var den unge antropolog og anatom Joseph Weiner fra Oxford University. Under en konference om fortidsmennesker fik han i 1953 set det berømte kranium af Piltdownmanden, og i den efterfølgende tid undersøgte han de gamle knogler grundigere.

Weiner opdagede – til sin egen store overraskelde – at tænderne i kæben var kridhvide under den rødbrune overflade. Desuden så tænderne ud som om, at de var ikke var slidt ned af tygning, men slebet med en fil. Fx var tændernes tyggeflader påfaldende jævne og passede ikke sammen.

Som et eksperiment forsøgte Weiner at fremstille et fossil ved at file en tand fra en abe ned og farve den. Resultatet var nærmeste identisk med Piltdown-mandens tand.

Weiner ringede straks til en kollega på det naturhistoriske museum:

“Tag dit kraftigste mikroskop og undersøg Piltdownmandens tænder grundigt. Kan du finde spor efter moderne bearbejdelse?”

En time senere ringede den rystede kollega tilbage: “Jeg er ikke i tvivl: Misfarvingen er kunstigt påført!”

Snart fulgte afsløring på afsløring, og historien om Piltdownmanden begyndte at falde helt fra hinanden. Kæben viste sig at stamme fra en orangutan eller chimpanse. Og misfarvingen på tænderne var almindelig brun vægmaling.

Tænderne er for flade. Tyggefladen på Piltdownmandens tænder var så bemærkelsesværdigt jævne, at forskerne fik mistanke om svindel.

© Science Photo Library

Kraniet var fra middelalderen

Overskrifter som “Århundredets største videnskabelige svindel” og “Den store missing link-bluff ryster videnskaben” prydede avisernes forsider. Velrenommerede The Times forsøgte at redde den sidste rest af engelsk ære ved at insistere på, at “kraniefragmenterne er ægte rester af fortidsmennesker”.

I 1959 blev al tro på Piltdownmanden lagt i graven. En grundig kulstof14-datering fastslog endelig knoglernes præcise alder: Kraniet var fra 1300-tallet, kæben endnu yngre. Formentlig stammede den fra en orangutan fra Borneo. “Den første englænder” var med andre ord sammensat af en middelaldermand og en asiatisk abe.

Efter Piltdownmandens endeligt, gik jagten nu ind på gerningsmanden. Weiner var overbevist om, at Dawson var skyldig og opsøgte derfor Sussex' arkæologiske forening for at høre mere om områdets mest berømte arkæolog.

Til sin store overraskelse opdagede Weiner, at Dawson var yderst upopulær blandt sine lokale kollegaer. En arkæolog forklarede, at Dawson gentagne gange havde stjålet andres arbejde. Bl.a. skulle et af Dawsons store bogværker være kopieret fra en navngiven historiker. Desuden havde de lokale mistanke om, at Dawson flere gange havde manipuleret med arkæologiske genstande for at få dem til at se ældre ud.

Dawson fabrikerede fund

I London opsporede Weiner en af Dawsons gamle venner, som afslørede, at han to gange uanmeldt havde besøgt Dawsons kontor.

Den ene gang havde amatørarkæologen været ved at farvelægge et stykke flint, mens han en anden gang malede en knogle.

Vennen havde ikke vovet at sige noget tidligere, fordi Dawson trods alt var en anerkendt arkæolog og omgav sig med berømte og respekterede videnskabsmænd som sir Arthur Woodward.

Yderligere research afslørede, at Dawson gennem årene havde fabrikeret både statuer, flintvåben, stenalderbåde og romerske hestesko.

Dawsons motiv for at skabe Piltdownmanden fik Weiner aldrig opklaret. Formentlig var amatørarkæologen drevet af en afsporet forfængelighed: Modsat sine brødre fik Dawson aldrig lov til at studere ved universitetet og realisere sin store drøm om en karriere som videnskabsmand.

For at vinde akademisk anerkendelse og en plads i de britiske historiebøger, skyede Dawson tilsyneladende ingen midler – hverken tyveri eller svindel.