Yaniv Berman/Israel Antiquities Authority

Hornet figur er måske månegud

Et par svage aftegninger på en sten har affødt en ny teori om et for længst forsvundet kongerige.

Et 3.000 år gammelt fort er blevet fundet i Golan-højderne af israelske arkæologer.

Inde i fortet har de fundet en sten med to indgraverede figurer, der har horn på hovedet.

Israel erobrede Golan-højderne fra Syrien i 1967, og områdets tilhørsforhold er fortsat omstridt i dag. Fundet blev gjort forud for opførelsen af et nyt boligkvarter.

Ifølge den statslige myndighed for fortidsminder, Israel Antiquities Authority, stammer byggeriet fra 1100-900 f.Kr. Fortet er opført i stenarten basalt, og murene er omtrent 1,5 m tykke.

I ruinerne har arkæologerne bl.a. fundet perler, keramik, en ring og en del af en ødelagt kvindefigur, der holder en tromme.

Figurerne med horn på hovedet kan forestille en oldgammel mesopotamisk månegud.

© Yaniv Berman/Israel Antiquities Authority

Golanhøjderne kan have tilhørt ældgammelt kongerige

Det mest spektakulære fund har de israelske forskere gjort på en stor sten: Her kan de ane en afbildning af to figurer med udstrakte arme og horn på hovederne.

Motivet er det samme som det, der blev fundet på en figur fra byen et-Tell i 2019.

Visse arkæologer mener, at et-Tell i oldtiden hed Bethsaida, og at byen var hovedstad i kongeriget Geshur – en nabostat til Israel.

Er fortolkningen korrekt, viser fundet af de hornede figurer, at oldtidens Geshur også regerede over Golan-højderne, hvilket ingen fund tidligere har antydet.

I en udtalelse til avisen Haaretz anslår de israelske arkæologer, at figurernes horn muligvis skal forestille halvmåner.

I så fald er det sandsynligt, at figurerne forestiller en mesopotamisk månegud.