Den 7. februar 1947 var beduin-drengen Muhammed sat til at passe geder på Vestbredden, da et af dyrene løb ind i én af de mange grotter nær Det Døde Hav. For at jage geden ud kastede Muhammed en sten ind i den mørke grotte.
Drengen forventede brægen fra en forskræmt ged, men hørte i stedet lyden af noget, der gik i stykker. Da Muhammed tog mod til sig og trådte ind i grottens mørke, opdagede han resterne af en smadret krukke og nogle mærkværdige, støvede ruller.
Den februar-dag i 1947 var Muhammed ikke klar over, at han netop havde gjort et af århundredets største arkæologiske fund. I jagten på sin ged var han faldet over de såkaldte Dødehavsruller, som siden er blevet dateret til 250-90 f.Kr. og bl.a. indeholder jødiske lovtekster og bidder af Det gamle testamente.
Dødehavsrullerne er primært skrevet på hebraisk og indeholder bl.a. lovtekster, hymner og kalendere.
Sparsommelig sekt skrev formentlig rullerne
I de efterfølgende år fandt arkæologer resterne af yderligere ca. 900 skriftruller – og lige siden har eksperter diskuteret, hvem forfatterne var.
Nu om dage er de fleste forskere enige om, at skrifterne blev nedfældet og skjult i grotterne af en af datidens jødiske sekter – muligvis i forbindelse med et stort jødisk oprør, der blev nedkæmpet af romerne.
Forskernes bedste bud er essæerne, som netop boede i området, hvor rullerne er fundet. Teorien bliver bakket op af tekstiler, som er fundet sammen skriftrullerne.
Mens de fleste af datidens jøder foretrak farverige uld-klæder med mønstre, består tekstilerne fra grotterne af blegt linned. Ifølge forskerne lagde lige præcis essæerne stor vægt på afholdenhed og gik klædt i simple klæder.