Forskerne har flere metoder til at vurdere alderen på arkæologiske genstande.
Den ældste metode er såkaldt relativ datering, hvor forskerne kan give en overordnet – omend lidt upræcis – vurdering af alderen. Det kan fx ske ved at sammenligne nye fund med tidligere fund, som forskerne kender alderen på.
En anden klassisk metode er at undersøge de jordlag, hvor fundene er blevet gjort. De ældste genstande vil typisk ligge nederst, og på den måde kan forskerne datere fund fra forskellige perioder i forhold til hinanden. Denne metode blev bl.a. brugt til at datere oldtidsbyen Troja.
Sådan bliver fundenes alder afsløret
Forskerne kan vælge mellem forskellige metoder til datering af arkæologiske fund. Nogle af de populæreste er kulstof 14-analyse, årringedatering og stratigrafi.
Atomer afslører dødstidspunkt
Hvis forskerne vil have præcisere dateringer, må de ty til naturvidenskaben.
Fx kan organiske fund – bl.a. et skelet – dateres, ved at mængden af kulstof 14 i materialet måles. Levende organismer optager nemlig kulstof 14 fra omgivelserne, men fra dødsøjeblikket vil stoffet begynde at henfalde. Derfor kan forskerne beregne, hvornår en organisme døde, ved at måle mængden af kulstof 14.
Er fundet af træ, kan forskerne også se på bredden af årringene i træet og regne sig frem til, hvornår træet blev fældet.
I nogle tilfælde kan forskerne datere fundet helt ned til halve år og fastslå, hvorfra træet stammer.
