De fleste besøgende på arkæologiske museer har formentlig bemærket, at mange statuer fra oldtiden har beskadigede næser – hvis der da overhovedet er noget tilbage af næserne.
Nogle få af statuerne er blevet hærget og har bevidst fået ødelagt deres næser. Det gælder fx en næsten 2.000 år gammel marmorstatue af den græske kærlighedsgudinde Afrodite, som blev fundet i Athen.
Ifølge eksperter har hærværksmændene formentlig været kristne, fordi statuen også har fået ridset et kors i panden.
Mange antikke statuer har enten mistet hele deres næse eller dele af den efter årtusinders kamp mod naturens kræfter.
Arme og næse ryger først
Men i langt de fleste tilfælde skyldes de manglende næser almindelig slitage. Når en statue i flere tusinde år har ligget i jorden eller stået udendørs – hvor den er blevet udsat for vejr og vind – vil de dele, som stikker ud fra kroppen være de mest slidte og porøse.
Det gælder bl.a. arme, hoveder og næser. Disse kropsdele vil derfor typisk brække af som det første, når en gammel og skrøbelig statue bliver udsat for tilfældige stød eller slag.
På modsat vis vil de dele af kroppen, der sidder bedre fast – fx benene – ikke forgå lige så let. Et eksempel på dette er den berømte Venus fra Milo, som engang stod i fuld figur, men nu mangler begge arme.