Our website does not support Internet Explorer.

To get the best experience on our website and of our content, please use a more modern browser like Edge, Chrome, Safari or similar.

Isen afslører vores fortid

De seneste års klimaforandringer betyder, at de norske gletsjere smelter med stadig større hast. Utallige genstande fra fortiden bliver hermed afdækket, men arkæologerne skal skynde sig, for uden isens beskyttelse vil fortidens skatte hurtigt forgå.

Den 16. august 2019 traver syv friske mænd og en enkelt kvinde målrettet rundt i Norges kolde fjelde i det bjergrige område Oppland.

Med præcis to meter mellem sig går de parallelt med iskanten, imens de kigger beslutsomt ned mod den delvist optøede is mellem deres fødder. Pludselig lægger én af mændene mærke til en trææske, der er lukket med læderremme og næsten er fuldkommen tøet frem af isen.

Der råbes til de andre, alle er opstemte. Ingen har set sådan en trææske før eller ved, hvad den indeholder.

Der går over en uge, før holdet tør åbne den mystiske boks. Det viser sig at være et næsten fuldkomment intakt fyrtøj, der stadig indeholder en træpind og harpiksmættet fyrretræ.

Boksen kan være flere hundrede år gammel og har sandsynligvis tilhørt en lokal rejsende der har brugt den til at lave ild, når han skulle varme sig oppe i de kolde bjerge.

De otte personer er en del af det arkæologiske sikringsprogram “Secrets of the Ice” og for dem er æsken endnu et eksempel på de uvurderlige skatte, som de hvert år finder i de norske fjelde.

“Det var en fantastisk oplevelse at finde boksen. Det er sjældent at se et så velbevaret objekt, og derudover noget, vi ikke havde set før. Vi var temmelig ophidsede”, griner den norske arkæolog Espen Finstad.

Et af de mest interessante fund i 2019 var en snesko til heste

© Innlandet Fylkeskommune, Andreas Nilsson & Espen Finstad

Sammen med sin danske kollega Lars Pilø står han i spidsen for “Secrets of the ice” som hver sommer bevæger sig i de norske bjerge og gletsjere for at finde genstande fra fortiden. De arbejder i Innlandet fylkeskommune, i tæt samarbejde med Kulturhistorisk Museum i Oslo, som står for varetagelsen af fundene.

Specielt Oppland, hvor bl.a. nationalparkerne Jotunheimen og Breheimen ligger, fremstår som et Eldorado af arkæologiske fund. Dele af de bjergrige områder er dækket af små såkaldte is-felter – ansamlinger af is, der i modsætning til en gletsjer ikke bevæger sig.

Både gletsjere og is-felter er sne, som kulde og tryk har omdannet til is i løbet af mange år. Genstande som er tabt i sne, der siden er omdannet til en gletsjer, bliver langsomt presset ud imod fronten, hvor de til sidst “spyttes ud”, sjældent i særlig god stand.

Et is-felt derimod ligger oven på permafrost, som holder isen fast. Det betyder, at selv genstande, der er blevet tabt i et is-felt for flere tusind år siden, ikke er blevet knust, men bevaret, ofte næsten intakt, i isen.

Det er disse velbevarede indblik ind i fortiden, som arkæologerne nu fryder sig over.

“Der findes stort set ingen andre former for arkæologi, hvor bevaringsgraden er så god,” understreger Finstad, om den nye arkæologiske disciplin han selv arbejder med – gletsjer-arkæologi.

"Der findes stort set ingen andre former for arkæologi, hvor bevaringsgraden er så god"
Arkæolog Espen Finstad

Klimaforandringer er et tikkende ur

Da ekspeditionen i 2019 var afsluttet, havde holdet bag “Secrets of the Ice” bragt i alt 587 genstande ned fra fjeldene – et rekordhøjt antal. Men for arkæologerne er der tale om et konstant kapløb med tiden.

Klimaforandringerne fører, til øgede temperaturer årligt, som medfører flere fund, men også væsentligt flere udfordringer.

Det er nemlig altafgørende, at de genstande, som den smeltende is frigiver, bliver fundet og konserveret hurtigst muligt. For når først den beskyttende is er væk, så starter den nedbrydningsproces, som den metertykke is i tusindvis af år har sat på pause.

Heste bruges til at transportere meget af det udstyr til basecampen, som arkæologerne skal bruge.

© Innlandet Fylkeskommune, Andreas Nilsson

De står med et gigantisk frossent skatkammer, som truer med at forsvinde, hvis de ikke kan arbejde hurtigt nok.

Og tiden er imod dem. Ifølge de årtusinder lange klimacyklusser som Jorden gennemgår, burde vi nu langsomt bevæge os ind i en ny istid. Men nutidens klimaforandringer betyder i stedet at temperaturen stiger og islagene smelter i stigende grad.

Hvis udviklingen fortsætter, vil fastlandsisen i Norge sandsynligvis være næsten helt væk ved det næste århundredeskifte.

Tidlig rensdyrjagt fører til utallige arkæologiske fund

Opplands historie begynder med de første rensdyr, som vandrede op i bjergene for omkring 12.000 år siden. Snart fulgte mennesker efter, og jagten på de store dyr begyndte.

I dag finder arkæologer hvert eneste år massere af flere tusind år gamle fund, fra den tidlige rensdyrjagt.

Nordmændene gik på jagt i bjergene og handlede bl.a. mellem beboelser i dalene.

Denne rute over bjerget Lomseggi var meget brugt i oldtiden og byder derfor på mange fund.

Buer gik i stykker

Arkæologerne har primært fundet dele af buer, knækkede buer sandsynligvis er blevet efterladt. Den eneste intakte bue fundet i Oppland er lavet af elmetræ og stammer fra ca. 1300 f.Kr.

Universitetet i Oslo,, Kulturhistorisk Museum, Mårten Teigen & Vegard Vike. Innlandet Fylkeskommune, Aud Hole

Tøj uden ejer

Meget jagt og handel i oldtidens Oppland foregik på bjerget Lomseggi. Dele af bjerget er i dag dækket af is-feltet Lendbreen, som derfor er spækket med fund, bl.a. denne velbevarede tunika fra ca. 300 e.Kr. Ejeren kan være frosset ihjel, men intet skelet er fundet.

Universitetet i Oslo,, Kulturhistorisk Museum, Mårten Teigen & Vegard Vike. Innlandet Fylkeskommune, Aud Hole

Sko startede udforskningen

Da skoen af rensdyrskind blev fundet i 2006, blev det starten på videre arkæologiske undersøgelser i Opplands fjelde. Den stammer fra ca. 1400 f.Kr.

Universitetet i Oslo,, Kulturhistorisk Museum, Mårten Teigen & Vegard Vike. Innlandet Fylkeskommune, Aud Hole

Pile ligger overalt

Pile er nogle af de almindeligste fund i Opplands fjelde. Mere end 200 er blevet fundet inden for de sidste 10 år, hvoraf de ældste stammer fra stenalderen og dateres til 4000-3700 f.Kr.

Universitetet i Oslo,, Kulturhistorisk Museum, Mårten Teigen & Vegard Vike. Innlandet Fylkeskommune, Aud Hole

Jægere stod på ski

Transport over den dybe sne på fjeldene var vigtig for jægerne i Oppland, og arkæologer har i årenes løb fundet både ski og snesko i isen. Områdets ældste ski er dateret til 600 f.Kr. Den var knækket i fire dele, der blev fundet mere end 250 m fra hinanden.

Universitetet i Oslo,, Kulturhistorisk Museum, Mårten Teigen & Vegard Vike. Innlandet Fylkeskommune, Aud Hole

Ny arkæologi i de kolde bjerge

Alt fra knive, spyd, sko og tusind år gamle ski er blevet bevaret af isen og nu afdækket af klimaforandringerne. Gletsjere og is-felter smelter med rekord­fart, og i kølvandet på den globale opvarmning er gletsjer-arkæologi opstået.

I både Nordamerika, Alperne og ikke mindst i Norge er feltet og antallet af opdagelser eksploderet. Alene i Oppland er der gjort fund af over 3.000 arkæologiske genstande fra mere end 50 fundsteder.

Men arkæologerne har kun et kort vindue fra midten af august til september hvert år, når sneen fra forrige vinter er smeltet væk og før sneen fra kommende vinter falder.

“Gletsjer-arkæologi er en ny disciplin, der er opstået som følge af klimaændringerne. Opdagelserne er eksploderet over de sidste tyve år på verdensplan”, fortæller Lars Pilø.

Hvor typiske arkæologiske fund i jorden påvirkes af mange naturlige processer og menneskelig aktivitet, så sørger isen for, at fundene ligger som beskyttet i en fryser.

Til gengæld reagerer isen meget hurtigere på ændringer i klima og vejr end jord gør det.

“Det betyder, at de fleste fund, der blev mistet i sneen, er smeltet fri en eller flere gange, efter at de var gået tabt. Når de smelter fri, bliver de ofte skyllet ned ad isen med smeltevandet.

Vi har fundet en ski i flere dele, der lå op til 250 meter væk fra hinanden”, forklarer Pilø.

1: En fastbundet flad ­træ­pla­de larmer, når den slår ind imod pinden.

2: Den ca. én meter lange pind blev sat fast i sneen.

© Universitetet i Oslo, Kulturhistorisk Museum

Små pinde snød rensdyr

Et af gletsjer-arkæologernes mest almindelige fund i isen er såkaldte skræmme-pinde.

Opplands fjelde var præget af rensdyrjagt, hvor den største udfordring for jægere var at komme tæt på dyret.

Den bedste afstand for at få et brugbart skud med bue og pil var 10-20 meter, og da rensdyret var meget opmærksom på mennesker, var det svært i det åbne snelandskab. Her kom skræmmepinden ind i billedet.

I toppen af de ca. én meter lange pinde, var fastspændt et tyndt og fladt stykke træ. Når vinden blæste, bevægede det lille træstykke sig og larmede når det slår ind på pinden.

Rensdyrene opfattede både bevægelsen og lyden som truende og flyttede sig væk fra skræmmepindene. Ved at sætte nok skræmmepinde op kunne jægerne styre rensdyrene der hen, hvor de selv lå i skjul.

Skræmmepindene stammer fra mellem 300-1000 e.Kr. og mere end tusind er fundet i Oppland. Antallet viser tydeligt hvor omfattende jagten på rensdyr var i jernalderen og vikingetiden.

Sjælden sko blev startskuddet

Gletsjerarkæologien fik sit store gennembrud i Norge i 2006. På en tur over det mere end to km høje bjerg Kvitingskjølen i Oppland fandt den lokale amatørarkæolog Reidar Marstein en underlig mørk genstand i isen.

Genstanden blev straks leveret til arkæologer i Oppland. Efter flere undersøgelser fandt de ud af, at der var tale om en sko af dyrehud – sandsynligvis rensdyrhud – som stammede fra mellem 1420-1260 f.Kr.

Det var den ældste sko fundet i Norge og en af de mest velbevarede sko fra bronzealderen som nogensinde er fundet.

Det imponerende fund gav arkæologerne blod på tanden og med Marstein som guide drog de op i de afsides fjelde.

Her fandt de spor efter massere af genstande i og under isen, som kunne holde arkæologerne travlt beskæftiget i mange år fremover.

Siden 2007 har de brugt hver sommer oppe på gletsjerne og et egentligt bevaringsprogram i området startede i 2011.

I denne video kan du se og høre arkæologerne fortælle om deres arbejde i fjeldene.

Arbejdet kunne være startet før

En septemberdag i 1974 var en ­studerende ved navn Per Dagsgard på vandretur i Opplands fjelde, da han pludselig fik øje på et spyd, der stak op mellem is og sten i udkanten af isfeltet Lendbreen. Det var i to dele, men i god stand.

Spyddet blev straks leveret til ­Universitets Oldsakssamling i Oslo, men museet havde kun meget begrænset mandskab til at tage sig af fund i Oppland og desuden anså de fundet for et lykketræf. Derfor blev det ­besluttet, at der ikke var behov for ­yderligere under­søgelser i området.

“Dagsgaard rapporterede også om fund af bl.a. rester fra en slæde, men der skete ikke mere. Hvis man dengang havde set nærmere på, hvad der lå under isen, kunne ­gletsjer-arkæologien i ­Oppland måske være startet 30 år tidligere”, fortæller Pilø.

Senere undersøgelser har vist, at spyddet stammer fra vikingetiden og at det sandsynligvis ikke havde til formål at dræbe dyr, men mennesker.

“Vi spekulerer stadig på, hvorfor det blev tabt eller forladt. Måske venter svaret under isen, og så er det kun et spørgsmål om tid, før det smelter frem”, fortæller Pilø.

Isfeltet Lendbreen, som spyddet blev fundet i, står desuden i dag som et af ­arkæologernes vigtigste fundsteder overhovedet. I mere end tusind år, er der nemlig sandsynligvis gået en rute mellem Skjåk og Bøverdalen – to af områdets vigtigste bosættelser – som krydsede Lendbreen.

Trafik i bjergene

Igennem arkæologernes arbejd ved vi, at der har været mennesker i Opplands fjelde i årtusinder. Deres ældste fund fra isen er en pil dateret til ca. 4.000 f.Kr. Den er sandsynligvis blevet skudt efter et rensdyr, da jagten på de store dyr var den primære grund til at menneskene oprindeligt vandrede op i de kolde fjelde.

Især fra vikingetiden begyndte jagten på rensdyr at blive en omfattende virksomhed og herfra kan arkæologerne se, at ruterne over Opplands bjerge mellem gårdene i dalene for alvor begynder at dukke op.

Her har beboerne udvekslet varer med hinanden og områder uden for regionen og brugt de forskellige bjergpas som handelsruter. Selvom vejret i de høje bjerge kunne være farligt, var dette langt den hurtigste vej.

De mange fund i isen beviser dog, at ruten var langt fra ufarlig. Vejret har været uberegneligt, mange ting er blevet mistet på vejen, og knogler fra træk- eller pakheste er ikke et ualmindeligt fund for arkæologerne.

Arkæologerne undersøger især i udkanten af isen, hvor is-felter, der ofte er flere tusind år gamle, er begyndt at smelte.

Sne

Gletjserens øverste lag består af nyfaldet sne, der er undet et år gammelt.

Fin

Under den nyfaldne sne ligger såkaldt fin – sne der er mere end et år gammelt og er ved at blive ­omdannet til is. Denne form for sne er hård og kompakt.

Is-felt

Sne, der har ligger i flere år bliver tilsidst til is. Og hvis denne ligger over på permafrost, som mange steder i Opplands fjelde, så bliver den til et såkaldt is-felt. I modsætning til is i en gletsjer, bevæger isen i is-feltet sig ikke.

Permafrost

Nederst ligger permafrosten, som holder is-feltet fast og sikre at det ikke bevæge sig. Dette betyder genstande kan ligge her i flere tusind år, uden at blive ødelagt.

I takt med at isen smelter, kom­mer gen­stan­de, der ligger i is-feltet, til syne.

Shutterstock/Carsten Skjold

Snestorme er hverdagskost

Det er resterne efter rensdyrjagten og forskellige ruter til handel og færdsel, som arkæologerne igennem de sidste 12 år har travet igennem det norske bjerglandskab for at finde.

Fra august til september er de mellem fem og otte mennesker, som finder, registrerer og samler så meget som de kan fra isen. Holdet består af arkæologer, studerende og lokale entusiaster.

På trods af timevis i marken, ustabilt vejr og mange kilometers traven hver dag langs gletsjerne, beskriver mange af deltagerne turen som årets højdepunkt.

“Det, der driver os, er de store fund fra fortiden, der udfylder hullerne i vores historie. Vi er heldige at arbejde i fantastiske omgivelser med bjerge, gletsjere og natur”, fortæller Finstad.

Vejret kan dog ændre alt på få timer og er derfor også et dagligt emne, når holdet er ude i marken. Efter mange års erfaring med at trave i fjeldene er de fleste deltagere i “Secrets of the Ice” hårdføre overfor sne, kulde og kraftig regn, men når vejrudsigten rapporterer om særlig utrygt vejr, har holdet lært, at det er bedst at søge ly længere nede af bjerget.

“Det kræver en helt anden logistik og planlægning at gennemføre undersøgelserne på gletsjerne end på almindelige arkæologiske fundssteder. Vi har oplevet at blive fanget i lejren på grund af snefald, selv i august”, fortæller Pilø.

Selv i august er der altid en risiko for snestorm i de norske fjelde, så arkæologernes telte på kort tid ligger stort set begravede.

Det står stadig frisk i hukommelsen hvordan dette års ekspedition blev overrasket af så dårligt vejr, at telte og udstyr måtte pakkes ned for ikke at blive ødelagt. Men holdet gav ikke op så let og lige så snart de havde mulighed for det, fandt de tilbage og slog lejren op igen:

“Vores hold består af mennesker, som kan håndtere problemer i bjergene,” smiler de to arkæologer.

For at komme igennem det barske klima i de fire uger som arbejdet i fjeldene tager, er forberedelse og den rigtige oppakning essentielt. Basecampen ligger ofte 2 km over havets overflade, så udstyret skal være af højeste kvalitet.

“Vi skal have godt ekspeditionstøj fra top til tå. Vi har brug for meget tungt udstyr såsom mad, telte, soveposer, feltudstyr og fotoudstyr”, fortæller Finstad, der kan sin pakkeliste på rygraden.

Ikke mindst det store fælles telt er vigtigt. Her opbevares fundene, og her samles holdet til måltider og orientering.

En del af holdet, som var med på ­ekspeditionen i 2019.

© INNLANDET fylkeskommune, Andreas Nilsson.

Fire ugers intensivt arbejde

De fire uger i de norske fjelde byder på hårdt arbejde, hvor holdet bevæger sig tusindvis af meter over havets overflade og kan opleve regn, slud, sne og sol på den samme dag.

Dagene er lange, for så store områder som muligt skal undersøges, før vinteren kommer, og sneen igen dækker isen, og gør arbejdet umuligt. Alene i 2019 har holdet finkæmmet et areal på mere end 400.000 kvadratmeter på jagt efter genstande.

Men kærligheden til arbejdet er tydelig, og mange andre arkæologer vil nok være misundelige. Det er de færreste andre arkæologiske udgravninger, hvor der dukker nye, velbevarede genstande op hver eneste dag.

“Noget af det mest spændende er, når vi bevæger os i områder, som vi ikke har været i før. Især når vi har udset os nogle lovende steder på kortet og så finder noget. Det er sjovt!”, fortæller Finstad.

Mere end 10 års erfaring i bagagen har desuden skabt rutiner og givet viden, som betyder den begrænsede tid i bjergene nu kan bruges meget bedre.

“At finde en pil i isen er som at finde en nål i en høstak, medmindre vi arbejder systematisk”, fastslår Pilø.

En af deres vigtigste metoder er at finde og arbejde efter kendte spor, enten fra jagt på rensdyr eller fra handelsruter over bjergene. Med disse i baghånden har arkæologerne det bedst mulige udgangspunkt for at vide, hvor det er muligt at finde flest fund i isen.

Der arbejdes også tæt sammen med lokale og ivrige fjeldvandrere, som hjælper til både under ekspeditionen og resten af året.

Dagbog fra fjeldet

  • Kl. 7.00

    Der er samling i det fælles telt med kaffe og morgenmad. Havregryn er som normalt på menuen. Mættende og nærende mad er nødvendig for at udholde en krævende dag i marken.

  • Kl. 8.30

    Ude på fjeldene bevæger ekspeditionsholdet sig i rækker langs kanten af den is, som stigende temperaturer har fået til at smelte hen over sommeren.

    Alle i gruppen går to meter fra hinanden. De, der går yderst, afgrænser området, der skal undersøges, ved at sætte pinde i jorden.

    Så begynder alle at gå langsomt frem i urets retning, imens de kigger nedad og omhyggeligt undersøger isen for genstande.

    “Åh, det var stort, er det læder, tekstil? Hvad kan det være?” udbryder arkæolog Espen Finstad.

  • Kl. ca. 10.00

    En pind med blå tape for enden sættes ved hver opdagelse og området får hurtigt sine første blå markeringer. Nogle har fundet en pil, en anden en hesteknogle, den tredje noget tekstil.

  • Kl. ca. 11.00

    Når der er fundet en god mængde fund, deler gruppen sig i to. Tre personer stopper første del af arbejdet og finder de blå flag, så fundene kan indsamles og fotograferes.

    Samtidig måler de den nøjagtige placering med en imponerende GPS kaldet CPOS. Den kan vise koordinater ned til én centimeters nøjagtighed.

    Efter at de er fotograferet, nummereres alle fund og pakkes forsigtigt ind.

  • Kl. 12.00

    Nu er det frokosttid, og alle spiser deres medbragte mad. Arbejdet er fysisk krævende, og alle er sultne. Samtalen går let, og engagementet er højt, ikke mindst når fundene er mange.

  • Kl. 13.00

    Når maden er spist, kalder arbejdet igen, og processen gentager sig.

  • Kl. ca. 18.00

    Det er tid til at vende tilbage til basecamp. Alle fund fra dagen opbevares sikkert inde i det fælles telt i vandtætte papkasser.

    Vådt tøj hænger til tørre, og så er det tid til at spise igen.

  • Kl. ca. 19.00

    Dagens aftensmad er pasta carbonara lavet med 1,5 kg bacon. Solid mad såsom pasta, kød og flæsk er vigtig for at komme igennem de lange dage i det kolde klima. Om fredagen flotter ek­spe­di­tionen sig dog altid med den efterhånden klassiske fredagstaco.

  • Kl. ca. 21.00

    Efter aftensmad og lidt hygge kan arkæologerne kravle ind i deres telte og få en velfortjent nattesøvn.

    Temperaturen kan komme ned på 10 minusgrader, så termosoveposer er nødvendige for at sikre, at alle medlemmer vågner varme og klar til at gentage proceduren i morgen.

Vikingesværd lå frit fremme

At hjælpen fra de lokale er guld værd, blev fx bevist i 2017, da en gruppe jægere kunne præsentere arkæologerne for et vikingesværd, de havde fundet liggende frit fremme oppe i klipperne 1640 m over havets overflade.

Igennem fotografier kunne arkæologerne identificere stedet hvor sværdet var fundet. Det lå ikke langt fra en rute som var gået over fjeldet. Sværd var dyrebare, og det næste arkæologerne nu prøver at opklare er, hvorfor det er blevet efterladt.

“Personen, der ejede sværdet, må være død i hårdt vejr”, bemærker Pilø.

Arkæologen ærgrer sig dog mest over, at vikingen ikke lige nåede lidt længere, inden han drattede om.

“Hvis denne viking var omkommet bare nogen hundrede meter længere øst, hvor området er dækket af is-felter, kunne vi måske have fundet vores første norske ismumie”, siger Pilø smilende.

Espen Finstad og Lars Pilø har undersøgt de norske fjelde i over 10 år.

© Innlandet Fylkeskommune, Andreas Nilsson

Det næste store håb

Der er stadig ét fantastisk fund, som arkæologerne bag “Secrets of the ice” har til gode.

“Okay, lad os indrømme det, der er ikke noget vi hellere vil finde end én ismumie”, fastslår Pilø.

Ismumier er meget sjældne, men de giver en enorm stor viden om fortidens samfund. Da Ötzi – verdens mest berømte ismumie – blev fundet i de italienske alper i 1991, eksisterede gletsjer-arkæologien endnu ikke som selvstændig disciplin.

Redningsmandskabet anede ikke, at de havde fundet et mere end 5.000 år gammelt menneske. Ötzi blev derfor fjernet fra isen under vanskelige vejrforhold og med simpelt udstyr, såsom isøkser og boremaskiner.

Det resulterede i, at kroppen knækkede ved hoften. Da en arkæolog fik mulighed for at undersøge ismumien, gjorde Ötzis kobberøkse det dog hurtigt klart, at der var tale om et meget gammelt fund. I de følgende år var mumien igennem mange forskellige undersøgelser som viste, at Ötzi levede for mere end 5.000 år siden.

"At finde en pil i isen er som at finde en nål i en høstak, medmindre vi arbejder systematisk".
Gletsjer-arkæolog Lars Pilø

Bl.a. baseret på erfaringerne fra ismanden i Alperne har arkæologerne i Oppland lavet deres eget mumieudstyr og udarbejdet en feltplan. Så de er forberedt, hvis Norges svar på den berømte ismumie skulle dukke op.

Selvom det ikke var ualmindeligt at folk døde i bjergene, er chancen for at finde en ismumie ganske lille. Der er en række speciele forhold, som skal være til stede når personen dør for at kroppen skal bevares.

Hvis kroppen fx er blevet forstyrret på af mennesker eller dyr, vil det forringe bevaringsgraden betydeligt.

Da årets ekspedition var færdig i september 2019, stod udstyret dog stadig ubrugt. Men kasserne var fyldt til randen med nyfundne historiske genstande, så dette års ekspeditionshold kunne alligevel vandre tilfredse ned fra bjergene.

Igennem feltsæsonen bliver mange af fundene løbende transporteret til Norsk Fjellsenter i Lom. Her ender de mest skrøbelige i frysere på museet, mens de mere hårdføre genstande bliver vist frem til besøgende, nogle i museets særligt indrettede køledisk.

Efter feltsæsonen er slut, skal fundene til Kulturhistorisk Museum i Oslo, som står for konservering, analyse og varetagelse. Næste sommer går turen igen op i bjergene, hvor kapløbet for at finde de mange genstande som smelter frem fra isen fortsætter.

Rensdyr bragte mennesker til bjergene – Opplands historie fra oldtiden til middelalderen

Opplands historie begynder med de første rensdyr, som vandrede op i bjergene for omkring 12.000 år siden.

Snart fulgte mennesker efter, og jagten på de store dyr begyndte.

Oldtidsjægerne i Oppland måtte gå i tykt tøj af skind, hvis de skulle overleve i de kolde bjerge.

© Universitetet i Oslo, Kulturhistorisk Musem, Mårten Teigen & Veigen Vike, Innlandet Fylkeskommune, Aud Hole

Oldtiden – De første indflyttere kommer til Oppland

Under den sidste istid fra ca. 115.000-12.000 f.Kr. var hele Skandinavien henlagt til konstante minusgrader og isdække. Først for omkring 10.000 år siden, var isen i Syd-Norge smeltet nok til, at datidens jæger-samler samfund kunne flytte nordpå op imod bjergene.

De vidste nemlig der var et fantastisk bytte i fjeldene – rensdyr. Især i det kolde Oppland brugte oldtidens mennesker meget tid på at jage de store dyr, og begyndte at bevæge sig nomadisk efter rensdyrenes vandreruter.

På varme sommerdage bevægede rensdyrene sig op på gletsjere for at komme væk fra det plagsomme insekt rensdyr-bremsen, der lagde æg i pelsen eller i halsen, men ikke fløj ud over isen.

Dette trækmønster lærte oldtidens jægere sig hurtigt og udnyttede det i deres jagt på dyrene, så de ofte vidste præcis i hvilket område det var muligt at finde en rensdyrfolk.

Den livsvigtige jagt på rensdyr krævede meget forberedelse. Især samarbejde var vigtigt da jægerne skulle tæt på for at have en god chance for at at nedlægge de store dyr.

Heldigvis færdes dyrene i store flokke, som betød de var lette at finde og betød at jægere der arbejdede sammen, kunne nedlægge mange rensdyr samtidig.

En anden grund til jægere skulle tæt på var, at der var meget arbejde i at lave en god pil, så jægerne foretrak sikre skud. Så vidt muligt blev pile der ikke ramte også fundet igen.

Men da jagten foregik over flere tusind år, gik mange pile alligevel tabt i sneen, er bliver nu fundet, flere tusind år efter af arkæologerne. Med tiden opstod der også landbrug i dalene. Fra 700 f.Kr. er der fundet tegn på, at der fx blev dyrket korn 1.000 meter over havets overflade.

Rensdyrjagt var en lukrativ forretning i Norge

© Shutterstock

Vikingetiden – Vikingerne bliver rige på rensdyrjagt

Omkring 800 e.Kr. var det ikke længere kun lokale jægere, der interesserede sig for rensdyrene i Oppland. Også udenfor Norge opstod der nu et marked for gevirer og rensdyrskind.

Skindene blev især brugt til tøj, og gevir blev fx lavet om til pynte­genstande og kamme.

Muligheden for eksport betød rensdyrjagten blev stærkt øget og en stor kilde til stor rigdom. Derfor blev Oppland sandsynligvis også en vigtig brik i de norske vikingers interne magtkampe.

Den økonomiske gevinst førte til, at jagten efterhånden blev mere organiseret og jagtmetoderne forbedret. Snart blev der bygget massefangstsystemer i bjergene, hvor store rensdyrflokke blev drevet ind i indhegninger og aflivet.

Der blev også benyttet såkaldt vandfangst, hvor en rensdyrfolk blev ledt ud i søer, hvor de dårligere kunne bevæge sig og jægerne dermed kunne komme tættere på og lettere dræbe dyrene.

Den omfattende rensdyrjagt krævede mange mennesker og udgravningen af jagtfaciliteter i bjergene har afsløret små huse, hvor jægerne har boet mens jagten stod på.

I dalene nede for bjergene blev landbruget også mere omfattende og snart blev flere af områdets skove ryddet.

Handelen mellem byer og markeder var i en rivende udvikling og da den hurtigste vej at transportere varer ofte var over bjergene, blev forskellige ruter flittigt brugt.

Hvert år bruger et hold arkæologer og entusiaster en måned på at finde nogle af de skatte, der smelter frem fra isen.

© James H. Barrett, University of Cambridge

Middelalderen – Massejagt og pest lægger Oppland øde

Middelalderens Oppland var også præget af jagten på rensdyr i fjeldene. Her tjente nordmændene bl.a. gode penge på at eksportere rensdyrskind helt til England.

Befolkningstilvækst og dårlig hygiejne betød også, at lus var et konstant pro­blem, hvilket førte til stor ef­ter­spørg­sel på rensdyrenes gevirer, som kunne laves til kamme.

Der var et stort internationalt marked for skind og gevir og fangsten blev ud­ført i stadig større skala. Fangstanlæg blev bygget i fjeldene, hvor en hel rensdyrflok kunne drives ind og dræbes uden dyrene kunne slippe væk.

Fundet af store massefangstanlæg tyder på, at rensdyrjagten nåede sit højdepunkt i 1200-tallet. Massefangsten var så omfattende, at rensdyrene tilsidst næsten var blevet udryddet.

Da den sorte død udbrød i midten af 1300-tallet, var storhedstiden for jægerne i Opplands fjelde derfor allerede på tilbagetog og pestens hærgen ramte bosættelserne i områderne omkring fjeldene hårdt.

Antallet af fund fra isen i Oppland efter denne periode er markant færre.

Mellem 1300 og 1850 blev det nordlige Europa også koldere og de norske fjelde dækket af større og tykkere is som følge af den såkaldte lille istid.

Det kolde vejr ramte høsten hårdt, og en hungersnød fra 1695 til 1697 tog livet af omkring 10 pct. af Norges befolkning.

Da klimaet fra 1800-tallet blev varmere igen, be­gynd­te isen at smelte og med tiden åbne op for sit skat­kam­mer af tabte gen­stan­de.

Læs også:

Komet Syrien Abu Hureyra
Arkæologi

Rumobjekt smeltede stenalderbosættelse

2 minutter
Arkæologi

Arkæologiske skatte forsvinder, når isen smelter

2 minutter
Arkæologi

Arkæologer gør usædvanligt fund i krigergrav

2 minutter

Log ind

Ugyldig e-mailadresse
Adgangskode er påkrævet
Vis Skjul

Allerede abonnement? Har du allerede et abonnement på magasinet? Klik hér

Ny bruger? Få adgang nu!

Nulstil adgangskode

Indtast din email-adresse for at modtage en email med anvisninger til, hvordan du nulstiller din adgangskode.
Ugyldig e-mailadresse

Tjek din email

Vi har sendt en email til med instruktioner om, hvordan du nulstiller din adgangskode. Hvis du ikke modtager emailen, bør du tjekke dit spamfilter.

Angiv ny adgangskode.

Du skal nu angive din nye adgangskode. Adgangskoden skal være på minimum 6 tegn. Når du har oprettet din adgangskode, vil du blive bedt om at logge ind.

Adgangskode er påkrævet
Vis Skjul