Isen afslører vores fortid

Sammen med sin danske kollega Lars Pilø står han i spidsen for “Secrets of the ice” som hver sommer bevæger sig i de norske bjerge og gletsjere for at finde genstande fra fortiden. De arbejder i Innlandet fylkeskommune, i tæt samarbejde med Kulturhistorisk Museum i Oslo, som står for varetagelsen af fundene.

Specielt Oppland, hvor bl.a. nationalparkerne Jotunheimen og Breheimen ligger, fremstår som et Eldorado af arkæologiske fund. Dele af de bjergrige områder er dækket af små såkaldte is-felter – ansamlinger af is, der i modsætning til en gletsjer ikke bevæger sig.

Både gletsjere og is-felter er sne, som kulde og tryk har omdannet til is i løbet af mange år. Genstande som er tabt i sne, der siden er omdannet til en gletsjer, bliver langsomt presset ud imod fronten, hvor de til sidst “spyttes ud”, sjældent i særlig god stand.

Et is-felt derimod ligger oven på permafrost, som holder isen fast. Det betyder, at selv genstande, der er blevet tabt i et is-felt for flere tusind år siden, ikke er blevet knust, men bevaret, ofte næsten intakt, i isen.

Det er disse velbevarede indblik ind i fortiden, som arkæologerne nu fryder sig over.

“Der findes stort set ingen andre former for arkæologi, hvor bevaringsgraden er så god,” understreger Finstad, om den nye arkæologiske disciplin han selv arbejder med – gletsjer-arkæologi.

Klimaforandringer er et tikkende ur

Da ekspeditionen i 2019 var afsluttet, havde holdet bag “Secrets of the Ice” bragt i alt 587 genstande ned fra fjeldene – et rekordhøjt antal. Men for arkæologerne er der tale om et konstant kapløb med tiden.

Klimaforandringerne fører, til øgede temperaturer årligt, som medfører flere fund, men også væsentligt flere udfordringer.

Det er nemlig altafgørende, at de genstande, som den smeltende is frigiver, bliver fundet og konserveret hurtigst muligt. For når først den beskyttende is er væk, så starter den nedbrydningsproces, som den metertykke is i tusindvis af år har sat på pause.

De står med et gigantisk frossent skatkammer, som truer med at forsvinde, hvis de ikke kan arbejde hurtigt nok.

Og tiden er imod dem. Ifølge de årtusinder lange klimacyklusser som Jorden gennemgår, burde vi nu langsomt bevæge os ind i en ny istid. Men nutidens klimaforandringer betyder i stedet at temperaturen stiger og islagene smelter i stigende grad.

Hvis udviklingen fortsætter, vil fastlandsisen i Norge sandsynligvis være næsten helt væk ved det næste århundredeskifte.

Ny arkæologi i de kolde bjerge

Alt fra knive, spyd, sko og tusind år gamle ski er blevet bevaret af isen og nu afdækket af klimaforandringerne. Gletsjere og is-felter smelter med rekord­fart, og i kølvandet på den globale opvarmning er gletsjer-arkæologi opstået.

I både Nordamerika, Alperne og ikke mindst i Norge er feltet og antallet af opdagelser eksploderet. Alene i Oppland er der gjort fund af over 3.000 arkæologiske genstande fra mere end 50 fundsteder.

Men arkæologerne har kun et kort vindue fra midten af august til september hvert år, når sneen fra forrige vinter er smeltet væk og før sneen fra kommende vinter falder.

“Gletsjer-arkæologi er en ny disciplin, der er opstået som følge af klimaændringerne. Opdagelserne er eksploderet over de sidste tyve år på verdensplan”, fortæller Lars Pilø.

Hvor typiske arkæologiske fund i jorden påvirkes af mange naturlige processer og menneskelig aktivitet, så sørger isen for, at fundene ligger som beskyttet i en fryser.

Til gengæld reagerer isen meget hurtigere på ændringer i klima og vejr end jord gør det.

“Det betyder, at de fleste fund, der blev mistet i sneen, er smeltet fri en eller flere gange, efter at de var gået tabt. Når de smelter fri, bliver de ofte skyllet ned ad isen med smeltevandet.

Vi har fundet en ski i flere dele, der lå op til 250 meter væk fra hinanden”, forklarer Pilø.

Sjælden sko blev startskuddet

Gletsjerarkæologien fik sit store gennembrud i Norge i 2006. På en tur over det mere end to km høje bjerg Kvitingskjølen i Oppland fandt den lokale amatørarkæolog Reidar Marstein en underlig mørk genstand i isen.

Genstanden blev straks leveret til arkæologer i Oppland. Efter flere undersøgelser fandt de ud af, at der var tale om en sko af dyrehud – sandsynligvis rensdyrhud – som stammede fra mellem 1420-1260 f.Kr.

Det var den ældste sko fundet i Norge og en af de mest velbevarede sko fra bronzealderen som nogensinde er fundet.

Det imponerende fund gav arkæologerne blod på tanden og med Marstein som guide drog de op i de afsides fjelde.

Her fandt de spor efter massere af genstande i og under isen, som kunne holde arkæologerne travlt beskæftiget i mange år fremover.

Siden 2007 har de brugt hver sommer oppe på gletsjerne og et egentligt bevaringsprogram i området startede i 2011.

Arbejdet kunne være startet før

En septemberdag i 1974 var en ­studerende ved navn Per Dagsgard på vandretur i Opplands fjelde, da han pludselig fik øje på et spyd, der stak op mellem is og sten i udkanten af isfeltet Lendbreen. Det var i to dele, men i god stand.

Spyddet blev straks leveret til ­Universitets Oldsakssamling i Oslo, men museet havde kun meget begrænset mandskab til at tage sig af fund i Oppland og desuden anså de fundet for et lykketræf. Derfor blev det ­besluttet, at der ikke var behov for ­yderligere under­søgelser i området.

“Dagsgaard rapporterede også om fund af bl.a. rester fra en slæde, men der skete ikke mere. Hvis man dengang havde set nærmere på, hvad der lå under isen, kunne ­gletsjer-arkæologien i ­Oppland måske være startet 30 år tidligere”, fortæller Pilø.

Senere undersøgelser har vist, at spyddet stammer fra vikingetiden og at det sandsynligvis ikke havde til formål at dræbe dyr, men mennesker.

“Vi spekulerer stadig på, hvorfor det blev tabt eller forladt. Måske venter svaret under isen, og så er det kun et spørgsmål om tid, før det smelter frem”, fortæller Pilø.

Isfeltet Lendbreen, som spyddet blev fundet i, står desuden i dag som et af ­arkæologernes vigtigste fundsteder overhovedet. I mere end tusind år, er der nemlig sandsynligvis gået en rute mellem Skjåk og Bøverdalen – to af områdets vigtigste bosættelser – som krydsede Lendbreen.

Trafik i bjergene

Igennem arkæologernes arbejd ved vi, at der har været mennesker i Opplands fjelde i årtusinder. Deres ældste fund fra isen er en pil dateret til ca. 4.000 f.Kr. Den er sandsynligvis blevet skudt efter et rensdyr, da jagten på de store dyr var den primære grund til at menneskene oprindeligt vandrede op i de kolde fjelde.

Især fra vikingetiden begyndte jagten på rensdyr at blive en omfattende virksomhed og herfra kan arkæologerne se, at ruterne over Opplands bjerge mellem gårdene i dalene for alvor begynder at dukke op.

Her har beboerne udvekslet varer med hinanden og områder uden for regionen og brugt de forskellige bjergpas som handelsruter. Selvom vejret i de høje bjerge kunne være farligt, var dette langt den hurtigste vej.

De mange fund i isen beviser dog, at ruten var langt fra ufarlig. Vejret har været uberegneligt, mange ting er blevet mistet på vejen, og knogler fra træk- eller pakheste er ikke et ualmindeligt fund for arkæologerne.

Snestorme er hverdagskost

Det er resterne efter rensdyrjagten og forskellige ruter til handel og færdsel, som arkæologerne igennem de sidste 12 år har travet igennem det norske bjerglandskab for at finde.

Fra august til september er de mellem fem og otte mennesker, som finder, registrerer og samler så meget som de kan fra isen. Holdet består af arkæologer, studerende og lokale entusiaster.

På trods af timevis i marken, ustabilt vejr og mange kilometers traven hver dag langs gletsjerne, beskriver mange af deltagerne turen som årets højdepunkt.

“Det, der driver os, er de store fund fra fortiden, der udfylder hullerne i vores historie. Vi er heldige at arbejde i fantastiske omgivelser med bjerge, gletsjere og natur”, fortæller Finstad.

Vejret kan dog ændre alt på få timer og er derfor også et dagligt emne, når holdet er ude i marken. Efter mange års erfaring med at trave i fjeldene er de fleste deltagere i “Secrets of the Ice” hårdføre overfor sne, kulde og kraftig regn, men når vejrudsigten rapporterer om særlig utrygt vejr, har holdet lært, at det er bedst at søge ly længere nede af bjerget.

“Det kræver en helt anden logistik og planlægning at gennemføre undersøgelserne på gletsjerne end på almindelige arkæologiske fundssteder. Vi har oplevet at blive fanget i lejren på grund af snefald, selv i august”, fortæller Pilø.

Det står stadig frisk i hukommelsen hvordan dette års ekspedition blev overrasket af så dårligt vejr, at telte og udstyr måtte pakkes ned for ikke at blive ødelagt. Men holdet gav ikke op så let og lige så snart de havde mulighed for det, fandt de tilbage og slog lejren op igen:

“Vores hold består af mennesker, som kan håndtere problemer i bjergene,” smiler de to arkæologer.

For at komme igennem det barske klima i de fire uger som arbejdet i fjeldene tager, er forberedelse og den rigtige oppakning essentielt. Basecampen ligger ofte 2 km over havets overflade, så udstyret skal være af højeste kvalitet.

“Vi skal have godt ekspeditionstøj fra top til tå. Vi har brug for meget tungt udstyr såsom mad, telte, soveposer, feltudstyr og fotoudstyr”, fortæller Finstad, der kan sin pakkeliste på rygraden.

Ikke mindst det store fælles telt er vigtigt. Her opbevares fundene, og her samles holdet til måltider og orientering.

Fire ugers intensivt arbejde

De fire uger i de norske fjelde byder på hårdt arbejde, hvor holdet bevæger sig tusindvis af meter over havets overflade og kan opleve regn, slud, sne og sol på den samme dag.

Dagene er lange, for så store områder som muligt skal undersøges, før vinteren kommer, og sneen igen dækker isen, og gør arbejdet umuligt. Alene i 2019 har holdet finkæmmet et areal på mere end 400.000 kvadratmeter på jagt efter genstande.

Men kærligheden til arbejdet er tydelig, og mange andre arkæologer vil nok være misundelige. Det er de færreste andre arkæologiske udgravninger, hvor der dukker nye, velbevarede genstande op hver eneste dag.

“Noget af det mest spændende er, når vi bevæger os i områder, som vi ikke har været i før. Især når vi har udset os nogle lovende steder på kortet og så finder noget. Det er sjovt!”, fortæller Finstad.

Mere end 10 års erfaring i bagagen har desuden skabt rutiner og givet viden, som betyder den begrænsede tid i bjergene nu kan bruges meget bedre.

“At finde en pil i isen er som at finde en nål i en høstak, medmindre vi arbejder systematisk”, fastslår Pilø.

En af deres vigtigste metoder er at finde og arbejde efter kendte spor, enten fra jagt på rensdyr eller fra handelsruter over bjergene. Med disse i baghånden har arkæologerne det bedst mulige udgangspunkt for at vide, hvor det er muligt at finde flest fund i isen.

Der arbejdes også tæt sammen med lokale og ivrige fjeldvandrere, som hjælper til både under ekspeditionen og resten af året.

Vikingesværd lå frit fremme

At hjælpen fra de lokale er guld værd, blev fx bevist i 2017, da en gruppe jægere kunne præsentere arkæologerne for et vikingesværd, de havde fundet liggende frit fremme oppe i klipperne 1640 m over havets overflade.

Igennem fotografier kunne arkæologerne identificere stedet hvor sværdet var fundet. Det lå ikke langt fra en rute som var gået over fjeldet. Sværd var dyrebare, og det næste arkæologerne nu prøver at opklare er, hvorfor det er blevet efterladt.

“Personen, der ejede sværdet, må være død i hårdt vejr”, bemærker Pilø.

Arkæologen ærgrer sig dog mest over, at vikingen ikke lige nåede lidt længere, inden han drattede om.

“Hvis denne viking var omkommet bare nogen hundrede meter længere øst, hvor området er dækket af is-felter, kunne vi måske have fundet vores første norske ismumie”, siger Pilø smilende.

Det næste store håb

Der er stadig ét fantastisk fund, som arkæologerne bag “Secrets of the ice” har til gode.

“Okay, lad os indrømme det, der er ikke noget vi hellere vil finde end én ismumie”, fastslår Pilø.

Ismumier er meget sjældne, men de giver en enorm stor viden om fortidens samfund. Da Ötzi – verdens mest berømte ismumie – blev fundet i de italienske alper i 1991, eksisterede gletsjer-arkæologien endnu ikke som selvstændig disciplin.

Redningsmandskabet anede ikke, at de havde fundet et mere end 5.000 år gammelt menneske. Ötzi blev derfor fjernet fra isen under vanskelige vejrforhold og med simpelt udstyr, såsom isøkser og boremaskiner.

Det resulterede i, at kroppen knækkede ved hoften. Da en arkæolog fik mulighed for at undersøge ismumien, gjorde Ötzis kobberøkse det dog hurtigt klart, at der var tale om et meget gammelt fund. I de følgende år var mumien igennem mange forskellige undersøgelser som viste, at Ötzi levede for mere end 5.000 år siden.

Bl.a. baseret på erfaringerne fra ismanden i Alperne har arkæologerne i Oppland lavet deres eget mumieudstyr og udarbejdet en feltplan. Så de er forberedt, hvis Norges svar på den berømte ismumie skulle dukke op.

Selvom det ikke var ualmindeligt at folk døde i bjergene, er chancen for at finde en ismumie ganske lille. Der er en række speciele forhold, som skal være til stede når personen dør for at kroppen skal bevares.

Hvis kroppen fx er blevet forstyrret på af mennesker eller dyr, vil det forringe bevaringsgraden betydeligt.

Da årets ekspedition var færdig i september 2019, stod udstyret dog stadig ubrugt. Men kasserne var fyldt til randen med nyfundne historiske genstande, så dette års ekspeditionshold kunne alligevel vandre tilfredse ned fra bjergene.

Igennem feltsæsonen bliver mange af fundene løbende transporteret til Norsk Fjellsenter i Lom. Her ender de mest skrøbelige i frysere på museet, mens de mere hårdføre genstande bliver vist frem til besøgende, nogle i museets særligt indrettede køledisk.

Efter feltsæsonen er slut, skal fundene til Kulturhistorisk Museum i Oslo, som står for konservering, analyse og varetagelse. Næste sommer går turen igen op i bjergene, hvor kapløbet for at finde de mange genstande som smelter frem fra isen fortsætter.