Jagten på Troja: Excentrisk geni fandt den legendariske by

Sophia gjorde, som hendes mand befalede, og snart var alle tyrkerne væk. Imens gik Schliemann med rystende hænder i gang med at grave kassen fri med sin lommekniv, og kort efter kunne han hale de første genstande op fra den gamle kasses indre.

“Den store fæstningsmur, som jeg måtte grave ind under, truede hvert øjeblik med at styrte ned over mig. Men synet af alle disse genstande, som hver især var af umådelig værdi, gjorde mig så dumdristig, at jeg slet ikke tænkte på faren”, skrev han senere.

Den 51-årige rigmand var ikke i tvivl; Han havde fundet selveste kong Priamos' skat – efterladt i Trojas rygende ruiner, da byen mere end 3000 år tidligere var blevet udslettet.

Faderen fortalte om Troja

Beretningen om fundet af Trojas guldskat stammer fra Schliemann selv. Han blev efter sin opdagelse verdensberømt – ikke kun for det fantastiske fund, men også for sin usædvanlige livshistorie.

For fortællingen om fundet af Troja er også historien om en af de mest bemærkelsesværdige arkæologer. “Hvis ikke vi besad beviset for denne mands ukuelige vilje, ville det være svært at tro på”, skrev en kollega efter Schliemanns død.

Heinrich Schliemann blev født i landsbyen Neubukow i Nordtyskland i 1822. Faderen var en fattig præst, der om aftenen fortalte sine børn om de græske heltes bedrifter. Han berettede bl.a. om, hvordan grækerne belejrede Troja i ti år, indtil byen blev indtaget, hærget og brændt ned.

I en historiebog så Schliemann som 8-årig et maleri af den trojanske prins Æneas, der flygtede fra det brændende Troja med sin gamle far på ryggen. Mundlam betragtede den lille dreng Trojas enorme mure. Faderen forklarede, at maleriet blot var en fantasi, men frøet var allerede sået i Schliemann:

Hvis Troja havde haft så store mure, kunne de umuligt være forsvundet fuldstændigt, tænkte han.

I skolen havde lærerne store forhåbninger til den lærenemme Schliemann. Men da han var 14 år, kunne faren ikke længere betale for hans skolegang, og den unge Heinrich måtte finde en læreplads for at tjene sine egne penge.

Drømmen om en boglig karriere inden for universitetsverdenen var knust. I stedet sled Schliemann i en lille urtekrambutik. Arbejdet var både hårdt og uden perspektiv, og efter fem år sagde Schliemann op og drog til Hamburg, hvor han tog hyre som skibsdreng.

Bare 14 dage senere forliste hans skib i en storm ud for Holland. På mirakuløs vis overlevede den unge tysker, men alle hans sparepenge var væk.

Nye sprog blev lært på seks uger

Den ludfattige Schliemann indså, at han kun kunne slippe ud af fattigdommen, hvis han viede sit liv til at tjene penge. Han boede i de tarveligste værelser, brugte ingen penge på fornøjelser og arbejdede fra morgen til aften uden ophør.

Og hvert et øjeblik, han havde fri, brugte han til at studere sprog. Ikke latin og græsk, som havde været hans ungdomsdrøm, men sprog, der kunne bruges i forretningsverdenen: engelsk, fransk, spansk, italiensk og hollandsk.

“Det var tilstrækkeligt for mig at bruge seks uger på hvert af disse sprog for at kunne tale og skrive det flydende”, fortalte Schliemann senere.

Da han som 22-årig fik et job i et eksportfirma, der handlede med Rusland, begyndte han straks at studere russisk. Til sin hjælp havde han en grammatikbog, et leksikon og en laset russisk bog, som han lærte udenad og reciterede så højlydt, at han to gange måtte flytte pga. klager.

Men Schliemanns stædighed lønnede sig, og to år senere blev han sendt til Skt. Petersborg som handelsagent. Snart efter grundlagde den ambitiøse unge mand sit eget handelshus. Han var lige så eminent til tal som til sprog, og efter få år var han en af Skt. Petersborgs rigeste forretningsmænd.

I 1850 fik han besked om, at hans bror var død i guldgraverområderne i Californien, og Schliemann tog til USA for at begrave ham. Kort efter ankomsten indså han imidlertid, at her var en enestående mulighed for at tjene penge, og han oprettede en bank for handel med guldstøv.

Ni måneder senere havde han tjent 400.000 dollars – en enorm formue på den tid. Han solgte banken og tog tilbage til Rusland – nu med det mål at finde sig en hustru.

Lige så blændende dygtig Schliemann var til sprog og forretninger, lige så elendig var han til menneskelige relationer. Og af alle ledige kvinder valgte han Ekaterina Lishin, som hurtigt viste sig kun at elske hans penge.

Hun nægtede at sove i samme seng som sin mand, hånede ham og ventede åbenlyst kun på, at han skulle dø, så hun kunne arve.

I desperation kastede Schliemann sig over det eneste, der gav ham ro: at tjene flere penge. Og snart havde han tjent nok en formue på salg af alt fra te til våben “Hvordan kan det være, at jeg, som har tjent tre formuer, er så forfærdeligt ulykkelig”, jamrede han i sin dagbog.

For at glemme sine sorger begyndte han nu at studere oldgræsk, som ved siden af forretningerne blev hans et og alt. “Jeg er i gang med et så grundigt studium af Platon, at han – hvis han om seks uger modtog et brev fra mig – ville kunne forstå det”, skrev han til en ven.

Men især den græske digter Homers epos-digte “Iliaden” og “Odysseen” gjorde ham vild af begejstring, og i 1863 afhændede han sit handelsimperium “for udelukkende at kunne hellige mig de studier, som tiltrækker mig allermest”.

Schliemann fandt sit kald

På Schliemanns tid mente de fleste forskere, at Homers fortællinger blot var en myte. Ifølge digteren var Iliadens Grækenland – som ifølge senere udregninger blomstrede omkring 1200 f.Kr. – et land med pragtpaladser, velorganiserede hære og massive flåder.

Men forskerne kendte på det tidspunkt kun til den hellenske højkultur, der først spirede frem i 700-tallet f.Kr. Før denne tid var grækerne et primitivt folkeslag, mente alle. Ingen forestillede sig, at Grækenland århundreder tidligere havde huset en mægtig bronzealder-civilisation, der sidenhen var gået til grunde.

Forskernes dom gjorde ikke indtryk på Schliemann. Han læste Homers digte som fakta og var overbevist om, at den brutale kong Agamemnon, den snu Odysseus og den vise kong Priamos var historiske personer.

I 1868 besluttede rigmanden sig for at tage til den græske ø Ithaka, hvor Odysseus ifølge Homer havde regeret. Schliemann havde ingen arkæologisk viden, men det forhindrede ham ikke i at hyre et par arbejdere og påbegynde en udgravning på det sted, hvor de lokale mente, at Odysseus' borg havde ligget.

Under udgravningen dukkede både mure og lerkrukker op – de fleste fyldt med aske. Schliemann var overbevist om, at en af krukkerne indeholdt selveste Odysseus' aske. Fundet satte ham i en ekstatisk drømmetilstand. Han havde omsider fundet sit kald: arkæologien.

Kort efter forlod Schliemann Ithaka og rejste til det vestlige Anatolien, hvor Troja ifølge Homer havde ligget.

Hissarlik blev målet

De få, der troede, at Homers Troja havde eksisteret, mente, at byen havde ligget ved højen Pinarbasi. Schliemann hyrede straks en lokal guide for at inspicere området. Det tog ham imidlertid ikke lang tid at konkludere, at højen umuligt kunne rumme det mægtige Troja.

Her var ingen murrester eller de potteskår, som forskerne normalt ville finde i tusindvis i et større arkæologisk område. Schliemann vendte i stedet opmærksomheden mod Hissarlik-højen nogle få kilometer derfra.

Da han havde undersøgt højen to gange og sammenlignet med Iliadens beskrivelser, var han ikke i tvivl: Her måtte Troja ligge. Halvdelen af højen var ejet af englænderen Frank Calvert, der ligesom Schliemann var overbevist om, at højen indeholdt resterne af Troja.

Schliemann besøgte straks Calvert, der lovede at hjælpe den ivrige tysker. Men først var de nødt til at få myndighedernes tilladelse til overhovedet at grave i området, påpegede Calvert. Slukøret tog Schliemann tilbage til Europa. Nu med et nyt mål; han ville skilles fra Ekaterina og finde en ny hustru.

Test skulle finde den rette kvinde

Schliemann besluttede sig for, at hans nye hustru skulle være græker, for – som han skrev – græske kvinder var “smukke som pyramiderne”. Han skrev til ærkebiskoppen af Athen, der var en nær ven, og bad ham om hjælp til at finde en giftemoden kvinde, som skulle være fattig, smuk, veluddannet og elske Homer.

Biskoppen sendte Schliemann en række billeder af unge kvinder, og Schliemann valgte den 17-årige Sophia. Kort efter dukkede han op i Athen for at møde hende og stillede tre spørgsmål: “Kan du tænke dig at komme ud på en lang rejse?”

Ja, svarede Sophia. “Hvornår besøgte kejser Hadrian Athen?” Sophia angav det korrekte årstal.

“Kan du recitere passager af Homer udenad?” Også det kunne hun.

Schliemann var tilfreds, og få måneder senere blev den 47-årige rigmand gift med den smukke, unge Sophia. Nu var han klar til at udgrave Troja.

Det trak imidlertid ud med at få tilladelse fra tyrkerne, så Schliemann besluttede sig for at for at begynde uden. Han hyrede ti arbejdere, og i april 1870 gik de i gang, mens Schliemann overvågede dem med en pistol i bæltet og en ridepisk i hånden.

Allerede efter en time fandt de murrester blot 60 cm under overfladen. Muren stammede fra en nyere romersk bygning, mente Schliemann, men snart dukkede endnu ældre mure op dybere nede. Schliemann var ude af sig selv og bekendtgjorde stolt, at han nu havde fundet de første dele af Homers Troja.

Men da tyrkerne fortsat ikke havde givet tilladelse til at grave, måtte han indstille arbejdet og vente.

“Et stort historisk problem”

I 1871 fik Schliemann omsider myndighedernes tilladelse efter at have lovet, at han ville dele eventuelle skatte. I de følgende to år sled han og hans omkring 100 arbejdere fra seks morgen til seks aften med at fjerne tonsvis af jord i rasende tempo og uden tanke på sikkerheden.

Flere gange ramlede de gamle mure sammen over arbejderne, og kun ved et mirakel mistede ingen livet.

Det viste sig snart, at Hissarlik ikke kun indeholdt én by, men hele ni. Igennem tiderne var flere byer blevet bygget oven på hinanden, og højen var som et kæmpe løg, som Schliemann kunne skrælle lag for lag.

Da han i det lag, der tilhører det såkaldte “Troja II”, fandt spor af et mægtigt voldanlæg og en brand, var Schliemann sikker på, at han havde fundet Homers Troja.

“Alle må erkende, at jeg har løst et stort historisk mysterium”, proklamerede en stolt Schliemann, der mente, at han én gang for alle havde bevist, at Homers historier hverken var myter eller sagn.

De fleste videnskabsfolk var dog stadig skeptiske over for hans opdagelser og brød sig ikke om hans pralerier og sensationslyst. Schliemann var ligeglad og knoklede videre. I maj 1873 gjorde han sig klar til at afslutte årets gravesæson, da han fandt den guldskat, som gjorde ham berømt i hele verden.

Kritikerne trak sig tilbage

“Priamos' skat”, som Schliemann kaldte den, var en af de rigeste skatte nogensinde fundet. Den indeholdt bl.a. kunstfærdigt udsmykkede guldbægre og vaser, sølvknive, guldørenringe og hele 8750 guldringe og -knapper.

Mest bemærkelsesværdige var dog to guld-diademer, hvoraf det ene bestod af 90 blade og blomster i guld. Aldrig før havde verden set et lignende fund.

Trods sit løfte til tyrkerne smuglede Schliemann i al hemmelighed sine fund ud af landet. Herefter sendte han en strøm af breve til venner og bekendte om, at han havde gjort “vor tids største opdagelse”.

Stik imod al sandsynlighed havde han – fattige Heinrich Schliemann fra Neubukow – fundet Troja og nu også den skat, som trojanerne i byens sidste timer havde skjult for de hærgende grækere. Hans navn var på alles læber, og selv hans argeste modstandere måtte nu trække i land.

Først mange år senere stod det klart, at “Troja II”, som Schliemann havde identificeret som Homers Troja, var næsten 1000 år ældre end Troja-krigen. Homers Troja var i stedet et langt yngre lag kaldet “Troja VII”.

Efterfølgende blev Schliemann også kritiseret for at have ødelagt mange af de øverste lag af Troja i sin hidsige jagt – en gerning, som han også selv fortrød i slutningen af sit liv. Samtidig begyndte tvivlen at nage ham: Havde han fundet det rigtige Troja?

I 1890 besluttede han sig for atter at besøge Troja for at finde det spor, som ultimativt kunne bevise hans teorier. “Hvis Himlen tillader det, vil jeg genoptage mit arbejde (...) med al den energi, der står mig til rådighed”, skrev han til rigskansler Otto von Bismarck.

Schliemann nåede aldrig at gense sit elskede Troja. Han døde 26. december 1890. Ved hans begravelse holdt hans ven og assistent, arkæologen Wilhelm Dörpfeld begravelsestalen. Den endte med ordene:

“Hvil i fred. Du har gjort nok”.