Jernalderen: Det hemmelige metal, der ændrede verden

Forskerne ved stadig ikke, hvordan menneskene opdagede, at de kunne udvinde jern af jordiske bjergarter, eller hvorfor opdagelsen fandt sted i Mellemøsten og ikke andre steder med jernmalm.

Men området omkring floderne Tigris og Eufrat – kendt som Den frugtbare halvmåne – havde i årtusinder været verdens teknologiske kraftcenter.

Regionen mellem Anatolien i nord og Den Persiske Bugt i syd var arnested for bl.a. landbrug, skriftsprog og bronze.

Eksperimenterne med jern lå således i naturlig forlængelse af en lang teknologisk udvikling.

Ifølge en teori blev jernet opdaget i forbindelse med kobberproduktion.

Meget kobbermalm indeholder nemlig mineralet kobberkis, som ved smeltning kan udskille en smule jern.

Nysgerrighed over for det nye stof kan ifølge teorien have drevet folk i Anatolien til at opsøge særligt rustfarvede bjergarter.

I den anatolske by Alaca Hüyük fremstillede en smed omkring år 2200 f.Kr. en af verdens ældste genstande af smedejern – en dolk med guldskæfte.

I det andet årtusinde før vores tidsregning etablerede hittitterne et mægtigt rige i Anatolien, jernsmedningens arnested.

Hittitterne talte et indoeuropæisk sprog – fjernt beslægtet med bl.a. nederlandsk, skandinavisk og fransk – og de satte som de første jernsmedningen i system.

Jernet hjalp hittitterne til at blive Mellemøstens stormagt. De fleste af nabofolkene levede stadig i bronzealderen, hvilket har fået nogle historikere til at hævde, at hittitterne holdt den fordelagtige teknologi for sig selv.

De arkæologiske fund tyder da også på, at jernteknologien bredte sig relativt hurtigt i kølvandet på Hittitterrigets kollaps omkring 1200 f.Kr.

Det første jern nord for Alperne optræder på en barberkniv fra ca. 1000 f.Kr.

Selve bladet, fundet i Arnitlund i Danmark, er af bronze. Ragekniven er imidlertid dekoreret med to billeder – et skib af guld, og en slange af jern.

Ligesom guldet var jernet en eksotisk nyhed, måske importeret sydfra. I den første lange tid var jernet de fleste steder forbeholdt dekorationer, mens bronze stadig var det dominerende materiale til våben og redskaber.

Kunsten at smede brugsgenstande af jern bredte sig lige så langsomt fra Mellemøsten, og område efter område kunne træde ind i jernalderen – Grækenland omkring 1100 f.Kr., Italien og Sudan omkring 900 f.Kr.

Fra Sudan nåede teknologien Afrika syd for Sahara, og fra Italien krøb den langsomt nordover gennem Alperne.

Jernets store fordel var, at det var langt mere udbredt end både kobber, tin, sølv og guld.

I det sydlige Skandinavien kunne bønderne fx. udvinde jern af myremalm, en bjergart der findes i tørvemoser (myr er et andet ord for mose).

Men før en smed kunne forme jernet, måtte det opvarmes til over 1500 °C.

Det kunne kun lade sig gøre i specialbyggede ovne, der krævede en masse brænde og ilt.

Smeden brugte ofte mange kræfter på at vedligeholde ilden med en blæsebælg.

Til sammenligning krævede bronzesmeltning langt lavere temperaturer og kunne foregå fx. over et bål.

Den flydende legering af kobber og tin blev ganske enkelt hældt i støbeforme, hvor bronzegenstandene kunne størkne.

Jerngenstande blev derimod møjsommeligt smedet med hammer og ambolt, hvilket krævede udholdenhed og store armkræfter.

I overgangen mellem jern- og bronzealderen var Alpeområdet beboet af keltiske stammer, der talte dialekter fjernt beslægtet med gælisk og walisisk.

Kelterne blev dygtige jernsmede, og smedekunsten fik stor betydning for to indflydelsesrige kulturer:

• Hallstatt-kulturen (750-450 f.Kr, opkaldt efter et fundsted i Østrig)
• La Tène-kulturen (450 f.Kr. til 43 e.Kr., opkaldt efter et schweizisk fundsted)

Omkring 400 f.Kr. opfandt kelterne ringbrynjen. Den beskyttende rustning af små jernringe blev hurtigt populær og efterlignet i både Romerriget og blandt Nordeuropas germanske folkeslag.

De keltiske mestersmede udstyrede også som de første hjulene på hestevogne med jernfælge.

Kelterne eksperimenterede endvidere med landbrugsredskaber af jern.

I den gamle keltiske bebyggelse Manching i det nuværende Bayern har arkæologerne fundet flere hundrede kilo jernnagler, der blev brugt til at holde sammen på byens forsvarsmur af træ.

I Sverige var den såkaldte vendeltid (550-800 e.Kr.) en storhedstid, som for svenskerne er næsten lige så betydningsfuld som vikingetiden for nordmænd og danskere.

Langs floden Fyrisåen nord for søen Mälaren er der fundet righoldige grave med pragtfulde hjelme og andre skatte, bl.a. i den forhenværende svenske hovedstad Gamla Uppsala og i landsbyen Vendel, som den svenske tidsalder er opkaldt efter.

Den svenske indflydelse nåede muligvis helt til England – den berømte grav fra Sutton Hoo (600-tallet) indeholder nemlig en pragthjelm, hvis design minder om de svenske.

Vendeltiden er udødeliggjort i det oldengelske heltekvad Beowulf (nedskrevet i 700-tallet).

Her forlader helten Beowulf i 500-tallet det svenske Götaland for at søge tjeneste hos danerkongen Hrothgar (Roar) i hans hal i Lejre på Sjælland.

Mens bronze krævede tilgang til både kobber og tin, fandtes jernmalm de fleste steder i Europa.

Det betød, at jern kunne produceres lokalt. Enhver landsby fik sin egen smed, der kunne skaffe befolkningen gode våben og landbrugsredskaber.

Jern var stærkere end bronze, og plove, segle og leer af jern sørgede for et langt mere effektivt landbrug end de gamle redskaber af sten og bronze.

Dermed fik folk overskud og mere tid til at producere bl.a. tøj og kunsthåndværk. Overalt voksede landsbyerne.

På slagmarken gav ringbrynje og hjelme af jern forøget beskyttelse mod de hårdtslående jernsværd, der holdt meget længere end bronzesværd.

Krigene blev større og blodigere end før – efter slaget ved Illerup Ådal i Danmark i 205 e.Kr. kastede sejrherren således mængder af fjendens spyd, skjolde, sværd og endda heste i en sø som et gigantisk offer til guderne.

I Nordeuropa samlede mægtige høvdinge brynjeklædte krigere omkring sig i store haller – eksempelvis byggede en hersker i det danske Lejre i 500-tallet en 45 meter lang halbygning på en bakketop.

På Borg i Lofoten i Norge levede den lokale hersker i et langhus, som oprindeligt blev bygget i jernalderen og i vikingetiden havde en længde på 83 meter.

Halkulturen var en særlig nordeuropæisk krigerkultur, der forbinder jernalderen med vikingetiden.

Jernalderens mennesker holdt ikke op med at bruge bronze, der med sin gyldne farve var ret dekorativt. Eksempelvis har arkæologer fundet mange armringe af bronze fra jernalderen.

I det sydlige Holland red romerske ryttere i starten af vores tidsregning i krig med skrækindjagende bronzemasker.

Igennem hele jernalderen var de sjældne metaller sølv og guld ligeledes i brug.

De var dog både for kostbare og skrøbelige til hverdagsbrug og blev primært benyttet til smykker og dekorationer.

Enkelte fyrster havde dog bl.a. drikkebægre af guld.

Historikerne har ikke noget entydigt svar på, hvordan jernalderen endte.

I det sydlige Europa var flere begivenheder med til at skabe et nyt og anderledes samfund – eksempelvis blev kristendommen den eneste tilladte statsreligion i Romerriget i 380 e.Kr.

Århundredet efter kollapsede det vestlige Romerrige, og germanske folkestammer strømmede til for at udfylde magttomrummet.

Jernalderens faste rammer var sprængt – selvom folk stadig brugte jernvåben.

I Skandinavien førte introduktionen af sejlet i 700-tallet til en revolutionerende nyhed – vikingeskibet.

Skandinaverne begyndte nu at sejle ud og angribe de kristne riger i syd.

Igen var rammerne for den gamle livsstil sprængt, og historikerne regner de efterfølgende tre århundreder som en ny tidsalder – vikingetiden (ca. 750–1050).