Jonas Sjöwall Haxø & Shutterstock
Jernalder: Hjelm og våben

Jernalderen: Det hemmelige metal, der ændrede verden

Jern var en velbevaret hemmelighed i flere århundreder. Da hemmeligheden om jernet slap ud, dæmrede det for verden, at jern var magt. Følg jernalderens udbredelse og metallets dybe indvirkning på menneskets hverdag.

Jern er langt mere udbrudt i naturen end de metaller, som jernalderen udfordrede.

Alligevel tog det nogle årtusinder, før vores fjerne forfædre opdagede, at metal kan være mere end til pynt som guld og sølv.

Metal kan også være rå magt - som jern.

Lær alt om de kræfter, som jernalderen satte fri.

Jernalderen - den korte version

Omkring år 2000 f.Kr. opdagede folk i bronzealderens Anatolien (den asiatiske del af det nuværende Tyrkiet) kunsten at smede jern.

Metallet var stærkere end bronze – en legering af metallerne kobber og tin, som mange bronzealderfolk måtte importere langvejsfra.

Jern var også mere udbredt og kunne mange steder nemmere udvindes lokalt.

I jernalderen var jern det dominerende materiale til våben og redskaber.

Det tog dog over et årtusinde, før jernalderen nåede Nordeuropa – Nederlandene omkring 700 f.Kr., og Skandinavien omkring 500 f.Kr.

Europæiske historikere regner ofte jernalderen frem til Romerrigets sammenbrud i 400-tallet e.Kr. – herefter følger den tidlige middelalder.

I Skandinavien regnes jernalderen dog traditionelt frem til den særprægede vikingetid (ca. 750-1050 e.Kr.), hvor en ny skibsteknologi gjorde det muligt for skandinaverne at sejle på plyndringstogt til fjerne lande.

Opfindelsen af jern

Alaca Höyük – stedet for det første fund af smedet jern.

Alaca Höyük - stedet for det første fund af smedet jern.

© Shutterstock

Forskerne ved stadig ikke, hvordan menneskene opdagede, at de kunne udvinde jern af jordiske bjergarter, eller hvorfor opdagelsen fandt sted i Mellemøsten og ikke andre steder med jernmalm.

Men området omkring floderne Tigris og Eufrat – kendt som Den frugtbare halvmåne – havde i årtusinder været verdens teknologiske kraftcenter.

Regionen mellem Anatolien i nord og Den Persiske Bugt i syd var arnested for bl.a. landbrug, skriftsprog og bronze.

Eksperimenterne med jern lå således i naturlig forlængelse af en lang teknologisk udvikling.

Ifølge en teori blev jernet opdaget i forbindelse med kobberproduktion.

Meget kobbermalm indeholder nemlig mineralet kobberkis, som ved smeltning kan udskille en smule jern.

Nysgerrighed over for det nye stof kan ifølge teorien have drevet folk i Anatolien til at opsøge særligt rustfarvede bjergarter.

I den anatolske by Alaca Hüyük fremstillede en smed omkring år 2200 f.Kr. en af verdens ældste genstande af smedejern – en dolk med guldskæfte.

Kort over jernets gradvise udbredelse i Europa

Før 2200

Jern findes allevegne naturligt, men der er ingen spor af jernproduktion før ca. 2200 f.Kr.

Jonas Sjöwall Haxø & Shutterstock

Ca. 1600-1200 f.Kr.

Den første systematiske produktion af jern opstår i Hittitterriget. Hittitterne holdt længe jernets hemmelighed for sig selv.

Jonas Sjöwall Haxø & Shutterstock

Ca. 1100 f.Kr.

Kendskabet til jernproduktion spreder sig til det nuværende Grækenland. Via de allestedsnærværende fønikere bliver jernet til en handelsvare i området omkring middelhavet.

Jonas Sjöwall Haxø & Shutterstock

Ca. 900 f.Kr.

Jernteknologien spreder sig både til Italien og mod syd til Egypten og Sudan. Skytterne og andre kaukasiske folkeslag udbreder jernet nord for Sortehavet.

Jonas Sjöwall Haxø & Shutterstock

Ca. 700 f.Kr.

Folkeslag nord for Alperne og op til Nederlandene lærer at beherske jernteknologien.

Jonas Sjöwall Haxø & Shutterstock

Ca. 500 f.Kr

Skandinavien og Storbritannien træder også ind i jernalderen.

Jonas Sjöwall Haxø & Shutterstock

Jernet kom fra verdensrummet

Omkring år 3000 f.Kr. fik en egyptisk farao i El Gerzeh, Egypten, en perle af jern med sig i graven. Analyser har vist, at jernet stammer fra en meteor, der var styrtet ned i landet ved Nilen.

Også andre tidlige jerngenstande er ifølge arkæologerne lavet af meteorjern.

Hittitternes hemmelighed

Hittitisk konge: Šuppiluliuma 2.

Den hittitiske konge Šuppiluliuma 2., der regerede umiddelbart inden "bronzealder-kollapset" (1207–1178 f.Kr.).

© Shutterstock

I det andet årtusinde før vores tidsregning etablerede hittitterne et mægtigt rige i Anatolien, jernsmedningens arnested.

Hittitterne talte et indoeuropæisk sprog – fjernt beslægtet med bl.a. nederlandsk, skandinavisk og fransk – og de satte som de første jernsmedningen i system.

Jernet hjalp hittitterne til at blive Mellemøstens stormagt. De fleste af nabofolkene levede stadig i bronzealderen, hvilket har fået nogle historikere til at hævde, at hittitterne holdt den fordelagtige teknologi for sig selv.

De arkæologiske fund tyder da også på, at jernteknologien bredte sig relativt hurtigt i kølvandet på Hittitterrigets kollaps omkring 1200 f.Kr.

Det første jern nord for Alperne optræder på en barberkniv fra ca. 1000 f.Kr.

Selve bladet, fundet i Arnitlund i Danmark, er af bronze. Ragekniven er imidlertid dekoreret med to billeder – et skib af guld, og en slange af jern.

Ligesom guldet var jernet en eksotisk nyhed, måske importeret sydfra. I den første lange tid var jernet de fleste steder forbeholdt dekorationer, mens bronze stadig var det dominerende materiale til våben og redskaber.

Kunsten at smede brugsgenstande af jern bredte sig lige så langsomt fra Mellemøsten, og område efter område kunne træde ind i jernalderen – Grækenland omkring 1100 f.Kr., Italien og Sudan omkring 900 f.Kr.

Fra Sudan nåede teknologien Afrika syd for Sahara, og fra Italien krøb den langsomt nordover gennem Alperne.

Jernets store fordele

Smed arbejder med jern ved ambolt.
© Shutterstock

Jernets store fordel var, at det var langt mere udbredt end både kobber, tin, sølv og guld.

I det sydlige Skandinavien kunne bønderne fx. udvinde jern af myremalm, en bjergart der findes i tørvemoser (myr er et andet ord for mose).

Men før en smed kunne forme jernet, måtte det opvarmes til over 1500 °C.

Det kunne kun lade sig gøre i specialbyggede ovne, der krævede en masse brænde og ilt.

Smeden brugte ofte mange kræfter på at vedligeholde ilden med en blæsebælg.

Til sammenligning krævede bronzesmeltning langt lavere temperaturer og kunne foregå fx. over et bål.

Den flydende legering af kobber og tin blev ganske enkelt hældt i støbeforme, hvor bronzegenstandene kunne størkne.

Jerngenstande blev derimod møjsommeligt smedet med hammer og ambolt, hvilket krævede udholdenhed og store armkræfter.

Keltiske mestersmede formede jernalderen

Ringbrynjen - en keltisk opfindelse fra jernalderen

Ringbrynjen var en keltisk opfindelse fra ca. 400 f.Kr. Ringbrynjen holdt sig relevant i krigsførelse langt op i middelalderen.

© Shutterstock

I overgangen mellem jern- og bronzealderen var Alpeområdet beboet af keltiske stammer, der talte dialekter fjernt beslægtet med gælisk og walisisk.

Kelterne blev dygtige jernsmede, og smedekunsten fik stor betydning for to indflydelsesrige kulturer:

• Hallstatt-kulturen (750-450 f.Kr, opkaldt efter et fundsted i Østrig)
• La Tène-kulturen (450 f.Kr. til 43 e.Kr., opkaldt efter et schweizisk fundsted)

Omkring 400 f.Kr. opfandt kelterne ringbrynjen. Den beskyttende rustning af små jernringe blev hurtigt populær og efterlignet i både Romerriget og blandt Nordeuropas germanske folkeslag.

De keltiske mestersmede udstyrede også som de første hjulene på hestevogne med jernfælge.

Kelterne eksperimenterede endvidere med landbrugsredskaber af jern.

I den gamle keltiske bebyggelse Manching i det nuværende Bayern har arkæologerne fundet flere hundrede kilo jernnagler, der blev brugt til at holde sammen på byens forsvarsmur af træ.

Vendeltiden – en svensk guldalder

To jernalderhjelme.

To hjelme fra jernalderen. Sutton Hoo-masken (tv.) fundet i det østlige England. Masken fra 600-tallet er udført i adskillige typer af metal: jern, guld, sølv, bronze og tin. Udtrykket i masken er beslægtet med militært kunsthåndværk fra den svenske Vendel-kultur (th.).

© Creative Commons

I Sverige var den såkaldte vendeltid (550-800 e.Kr.) en storhedstid, som for svenskerne er næsten lige så betydningsfuld som vikingetiden for nordmænd og danskere.

Langs floden Fyrisåen nord for søen Mälaren er der fundet righoldige grave med pragtfulde hjelme og andre skatte, bl.a. i den forhenværende svenske hovedstad Gamla Uppsala og i landsbyen Vendel, som den svenske tidsalder er opkaldt efter.

Den svenske indflydelse nåede muligvis helt til England – den berømte grav fra Sutton Hoo (600-tallet) indeholder nemlig en pragthjelm, hvis design minder om de svenske.

Vendeltiden er udødeliggjort i det oldengelske heltekvad Beowulf (nedskrevet i 700-tallet).

Her forlader helten Beowulf i 500-tallet det svenske Götaland for at søge tjeneste hos danerkongen Hrothgar (Roar) i hans hal i Lejre på Sjælland.

Jernet ændrede hverdagen

Jernalderplov

Video

Mens bronze krævede tilgang til både kobber og tin, fandtes jernmalm de fleste steder i Europa.

Det betød, at jern kunne produceres lokalt. Enhver landsby fik sin egen smed, der kunne skaffe befolkningen gode våben og landbrugsredskaber.

Jern var stærkere end bronze, og plove, segle og leer af jern sørgede for et langt mere effektivt landbrug end de gamle redskaber af sten og bronze.

Dermed fik folk overskud og mere tid til at producere bl.a. tøj og kunsthåndværk. Overalt voksede landsbyerne.

På slagmarken gav ringbrynje og hjelme af jern forøget beskyttelse mod de hårdtslående jernsværd, der holdt meget længere end bronzesværd.

Krigene blev større og blodigere end før – efter slaget ved Illerup Ådal i Danmark i 205 e.Kr. kastede sejrherren således mængder af fjendens spyd, skjolde, sværd og endda heste i en sø som et gigantisk offer til guderne.

I Nordeuropa samlede mægtige høvdinge brynjeklædte krigere omkring sig i store haller – eksempelvis byggede en hersker i det danske Lejre i 500-tallet en 45 meter lang halbygning på en bakketop.

På Borg i Lofoten i Norge levede den lokale hersker i et langhus, som oprindeligt blev bygget i jernalderen og i vikingetiden havde en længde på 83 meter.

Halkulturen var en særlig nordeuropæisk krigerkultur, der forbinder jernalderen med vikingetiden.

3 vigtige jernalderfund

Jernsværd med bronzeindlæg af Mars fra Illerup Ådal.
© Creative Commons / Nationalmuseet / Lennart Larsen

Illerup Ådal (Danmark, 203 e.Kr.)

Efter et blodigt slag ofrede sejrherren fjendens udstyr i en sø. Arkæologerne har fundet tusinder af fragmenter efter Nordeuropas største våbenofring.

Bæltespænde fra Sutton Hoo.
© Creative Commons / Jononmac46

Sutton Hoo (England, 600-tallet e.Kr.)

En ukendt hedensk hersker blev stedt til hvile i en 25 meter lang robåd. Graven indeholdt også bl.a. en pragthjelm, et skjold og over 4000 udskårne granatstykker indlejret i guldgenstande som kar og smykker.

Vejen som fører til bådgravene i Välsgärde.
© Creative Commons / Johan Anund

Valsgärde (nord for Uppsala, Sverige, fra 500-tallet e.Kr.)

Fem bådgrave fra sen jernalder indeholdt bl.a. fornemme hjelme. De døde blev lagt i både, der blev trukket op fra den nærliggende flod Fyrisån. Herefter blev båd og gravgods overbygget med en høj. Gravpladsen, der muligvis gemmer de første svenske konger, indeholder også ti bådgrave fra vikingetiden.

Jern vs. andre metaller

Romersk ryttermaske (i bronze) fra jernalderen (ca. 80-125 e.Kr.).

Den kendte romerske maske fra Leiden (år 800-125).

© Shutterstock

Jernalderens mennesker holdt ikke op med at bruge bronze, der med sin gyldne farve var ret dekorativt. Eksempelvis har arkæologer fundet mange armringe af bronze fra jernalderen.

I det sydlige Holland red romerske ryttere i starten af vores tidsregning i krig med skrækindjagende bronzemasker.

Igennem hele jernalderen var de sjældne metaller sølv og guld ligeledes i brug.

De var dog både for kostbare og skrøbelige til hverdagsbrug og blev primært benyttet til smykker og dekorationer.

Enkelte fyrster havde dog bl.a. drikkebægre af guld.

Hvordan endte jernalderen?

Jernalderlandsbyen i Lejre.

Jernalderlandsbyen i Lejre i Danmark. Hustypen er typisk for dansk jernalder.

© Wikimedia Commons

Historikerne har ikke noget entydigt svar på, hvordan jernalderen endte.

I det sydlige Europa var flere begivenheder med til at skabe et nyt og anderledes samfund – eksempelvis blev kristendommen den eneste tilladte statsreligion i Romerriget i 380 e.Kr.

Århundredet efter kollapsede det vestlige Romerrige, og germanske folkestammer strømmede til for at udfylde magttomrummet.

Jernalderens faste rammer var sprængt – selvom folk stadig brugte jernvåben.

I Skandinavien førte introduktionen af sejlet i 700-tallet til en revolutionerende nyhed – vikingeskibet.

Skandinaverne begyndte nu at sejle ud og angribe de kristne riger i syd.

Igen var rammerne for den gamle livsstil sprængt, og historikerne regner de efterfølgende tre århundreder som en ny tidsalder – vikingetiden (ca. 750–1050).

Jernalderens terminologi

Våben fra jernalderen.

Våben fra jernalderen i Danmark. Fra akvarel fra 1800-tallet.

© Creative Commons, Nationalmuseet, Niels Elswing

Et virvar af jernaldre

Arkæologer i forskellige lande inddeler jernalderen i forskellige underperioder. Udviklingen af bl.a. våben og smykkedesign varierede mellem områderne, og der findes desværre ikke et nemt overskueligt system, der er fælles for alle landene.

Jernaldereren i Nederlandene

I Nederlandene inddeles jernalderen ofte i:

  • Tidlig jernalder (800–500 f.Kr.)
  • Mellemjernalder (500–250 f.Kr.)
  • Sen jernalder (250–12 f.Kr.)

Perioden mellem sen jernalder og middelalderen (12. f.Kr. til 450 e.Kr.) – hvor Nederlandene var påvirket af Romerriget – anses af nederlandske historikere som en selvstændig tidsalder, romertiden.

Jernalderen i Damark

Danske arkæologer sætter en streg ved 400 e.Kr. – tiden før kaldes den ældre jernalder, mens tiden efter er den yngre jernalder. Den yngre jernalder var præget af store europæiske folkevandringer efter Romerrigets kollaps.

En anden dansk inddeling er:

  • Førromersk jernalder, også kaldet keltisk jernalder (500 f.Kr.–0)
  • Romersk jernalder (0–400 e.Kr.)
  • Germansk jernalder (400–750 e.Kr.)
  • Ældre germansk jernalder (400–550 e.Kr.)
  • Yngre germansk jernalder (550-800 e.Kr.)

Norge og Sverige

Norske og svenske arkæologer taler også om førromersk og romersk jernalder (i Norge som regel kaldet romertid). Men danskernes ældre og yngre germanske jernalder regnes som to selvstændige tidsaldre:

  • Folkevandringstid (400–550 e.Kr.)
  • Vendeltid (550–800 e.Kr.) – i Norge kaldet Merovingertid