Stonehenge – det store stenmonument i Wiltshire i det sydlige England – har i århundreder undret og fascineret forskerne.
Nu har arkæologer gjort endnu et stort fund i området, som omgiver de store stencirkler, fortæller firmaet Cotwold Archaeology i en pressemeddelelse.
Under forberedelserne til et byggeri i udkanten af Harnham, 16 km fra Stonehenge, har arkæologerne afdækket en stor begravelsesplads fra bronzealderen.
Gravpladsen består af mere end 20 cirkelrunde gravhøje, som er anlagt mellem 2400 f.Kr. og 1500 f. Kr. – ca. samme tid, som stencirklerne blev til.
Høj gemte på massegrav
Arkæologerne har foreløbig udgravet fem af højene, hvoraf den ene sandsynligvis blev anlagt allerede i den tidlige stenalder. Højen var fyldt med skeletrester fra så mange mænd og kvinder, at arkæologerne stadig ikke har overblik over, hvor mange der egentlig er begravet her.
“Den slags grave er sjældne, og da der ikke er noget gravgods, vil de blive dateret ved hjælp af kulstof-14-metoden”, lyder det i meddelelsen.
Udover massegraven har forskerne fundet seks andre spor efter begravelser, herunder grave, hvor den døde er blevet kremeret.
Blandt fundene er desuden en række drikkebægre fra den såkaldte Klokkebægerkultur, som bredte sig i datidens England omkring 2400 f.Kr.
Dateringen af fundene viser, at gravene er anlagt samtidig med Stonehenge, som er opført mellem 3000-2500 f.Kr.
Forskere har tidligere fastslået, at også det store stenmonument fungerede som gravplads, efter fundet af op til 58 kremerede menneskelig tæt ved monumentet.

Under udgravningen fandt arkæologerne bl.a. en massegrav for voksne og børn.