En bjælke fundet i fæstningen Por-Bazjyn har omsider ført til en præcis datering af det mystiske bygningsværk.
I Asien bærer træ fra år 775 et genkendeligt mærke i deres åreringe, og forskerne jublede derfor, da de fandt mærket samt yderligere to åreringe.
Det betød, at bjælken fra den lille ø var blevet fældet i år 777 e.Kr.
Dermed kunne Por-Bazjyns bygherre også slås fast:
I 777 regerede Bögü Khan over det mægtige Uygur-khanat, som strakte sig fra området vest for Bajkalsøen og helt ud til Stillehavet.
Da uygurernes khanat nåede sit højdepunkt i ca. år 820, dækkede riget en stor del af det sydlige Sibirien og nordlige Kina.
Khanen konverterede til den persiske profet Manis tro, manikæismen, og historiske kilder beretter, at hans undersåtter derpå gjorde oprør.
De greb til våben for ikke at blive tvunget til at opgive deres naturreligion.
Fæstningen er i virkeligheden et kloster
Ifølge den hollandske forsker Margot Kuitems, som deltager i udgravningerne, tegner dateringen et helt nyt billede, som stemmer med de bygninger, som arkæologerne indtil nu har blotlagt:
“Por-Bazjyn blev oprindelig bygget som et kloster til manikæistiske munke. Det forklarer også, hvorfor komplekset ikke blev brugt efter Bögü Khans nederlag. Hvis øen havde rummet en fæstning, ville sejrherrerne have overtaget den.”
På Centralasiens stepper har der i årtusinder levet tyrkisktalende nomadefolk. Fra 600-tallet til 842 dominerede en af stammerne: Uygurerne. I 1200-tallet sluttede de sig til Djengis Khans mongoler.
Russiske arkæologer har tidligere slået fast, at Por-Bazjyn blev haste-opført i løbet blot 1-2 år – formentlig i forbindelse med, at Bögü Khan konverterede til manikæismen i 763.
I 779 led han nederlag og døde under kampene mod sine oprørske undersåtter, hvorefter klosteret Por-Bazjyn (navnet betyder lerhuset) sygnede hen.
Først i 1700-tallet blev ruinerne genopdaget og de første arkæologiske udgravninger fandt sted i 1891.