Historien er velkendt blandt beboerne langs Vadehavets kyst. Ved området, hvor øen Strand nu ligger, lå engang en rig handelsby kaldet Rungholt. Hertil flokkedes folk fra nær og fjern for at handle med varer som salt, rav og kvæg.
Men den 16. januar 1362 var det hele forbi.
En storm piskede ind fra vest, og havet opslugte byen og dens tusindvis af indbyggere på en eneste nat.
Selvom oversvømmelsen var veldokumenteret, så blev Rungholt og Den Store Manddrukning, som katastrofen blev kaldt, i mange år betragtet som et sagn på linje med Atlantis.
Men i 1921 betød ændringer i tidevandet, at rester af byen pludselig kom til syne. Og nu er et hold tyske arkæologer gået i gang med at undersøge den oversvømmede middelalderby.
Et kort tegnet i 1652 viser Vadehavsområdet før (th) og efter (tv) stormfloden.
Teknik ser gennem mudderbanker
Undersøgelserne er foretaget af forskere fra bl.a. Johannes Gutenberg Universitetet i Mainz og bl.a. foretaget med gradiometri, en metode, som måler de magnetiske udsving under jorden, og seismisk kortlægning, der bruger lydbølger til at afsøge undergrunden.
På denne måde er det muligt at undersøge, hvad der ligger dybt under Vadehavet, som ellers er fyldt med tykt mudder. Og her fandt tyskerne meget. Bl.a. et dræningsanlæg, et dige og to mindre kirker.
Det mest imponerende er dog uden tvivl Rungholts store kirke, som måler 40 meter i længden og 15 meter i bredden. Kirken er den største bygning i det område på omkring 10 km2, som forskerne har undersøgt.
Forskerne har dog travlt, for middelalderbyen under mudderet eroderer hurtigt.
“Det ses meget tydeligt rundt om kirken, så vi har akut brug for at intensivere udforskningen”, fortæller Dr. Hanna Hadler fra Johannes Gutenberg Universitetet.
Arkæologer går på Vadehavets mudder med det store gradiometriske måleinstrument.