I 1878 afdækkede den svenske arkæolog Hjalmar Stolpe et stort og velbevaret gravkammer. Under tre meter jord i vikingebyen Birka lå skelettet af en mand, der stadig var klædt i fine silkeklæder.
Omkring den afdøde fandt Hjalmar Stolpe rige gravgaver i form af en omfattende samling af sværd og kampøkser. Rigdommene i graven og våbnene fik arkæologen til at konkludere, at han netop havde udgravet en vikingekrigers grav.
I en rapport, der var ledsaget af en detaljeret tegning af gravkammeret og dets indhold, informerede Hjalmar Stolpe Det Kongelige Svenske Videnskabsakademi om, at han havde fundet “de velbevarede skeletrester af en mand”.
Krigerfundet i Birka blev i samtiden anset som sensationelt, og Stolpes analyser af den afdøde sikrede ham berømmelse. Problemet er bare, at han tog fejl i sin konklusion. Den mægtige vikingekriger var slet ikke en mand – hun var en kvinde.
Mistanken om fejlen blev første gang luftet i forskerkredse i 1970’erne. Ved at kigge på bækkenets størrelse og knoglernes struktur kunne svenske arkæologer konkludere, at personen i graven med al sandsynlighed var en kvinde.
Hjalmar Stolpe illustrerede omhyggeligt sit fund af et menneske fra vikingetiden begravet med våben.
Kvinde fik flækket kraniet
I 2013 fik den svenske arkæolog Charlotte Hedenstierna-Jonson lov at udtage DNA fra en af skelettets tænder og en armknogle. Prøverne viste, at den afdøde havde forskellige X-kromosomer, men ingen Y-kromosomer – og gav altså det endegyldige bevis på, at den afdøde var en kvinde.
Resultatet, som blev offentliggjort i 2017, har været med til at sætte spørgsmålstegn ved alt, hvad forskerne hidtil har troet om kvindens rolle i vikingetiden.
Fundet understøttes af et lignende fund i norske Solør nær grænsen til Sverige, hvor en vikingekvinde på lignende vis er blevet lagt i graven med pile, et spyd og en økse. Her har en CT-scanning afsløret, at kvindens kranie er blevet flækket under kamp.
“Det er en typisk kampskade, for det er ikke en henrettelse eller et mordforsøg, da man ikke dræber nogen ved at hugge dem i panden”, har den danske arkæolog Charlotta Lindblom konkluderet efter at have set scanningsbillederne.
De to fund viser ifølge Lindblom, at vikingetidens samfund ikke var så skarpt kønsopdelt som hidtil troet, og at også kvinder deltog i kampe og plyndringstogter.
Kong Nabonidas byggede det babyloniske tempel i Ur oven på ruiner fra en ældre civilisation. Kongen beskrev udførligt ruinerne og grundlagde dermed arkæologien som fag.
Arkæologien er 2.500 år gammel
Interessen for at udforske fortiden er bogstavelig talt oldgammel. Allerede i 500-tallet f.Kr. undersøgte og beskrev Babylons kong Nabu-naid sit riges fortidslevn.
Den første kendte arkæologiske udgravning fandt sted for 2.500 år siden, da Babylons kong Nabu-naid i midten af 500-tallet f.Kr. kastede sig over ruinerne af sit riges gamle byningsværker og statuer. Dermed grundlagde han arkæologien som fag.
Kongen gik grundigt til værks. Han undersøgte ødelagte templer og paladser i hele sit rige og ledte efter indskrifter, der kunne fortælle navnet på den hersker, som havde fået opført bygningen. Med kileskrift noterede kongen sig herskernavnet samt årsagen til ødelæggelserne, fx en krig eller et slag.
Arkæologien var ikke kun en hobby. Babylon var i Nabu-naids regeringstid hårdt trængt af det vældige Perserrige, og han brugte aktivt sin viden om fortiden til at styrke sit omdømme.
Nabi-naid underskrev sig bl.a. med titler som “Kongen over Verdens Fire Hjørner” og “Universets konge”, betegnelser, som engang blev brugt af langt stærkere konger og dermed forbandt ham med fortidens storhed
Stenalderkvinder gik – måske – på jagt
Også de herskende antagelser om af kønsopdelingen i stenalderen er kommet under forskernes lup.
Den amerikanske arkæolog Dean Snow har – ved at analysere håndaftryk nær 12.000 år gamle hulemalerier – vurderet, at hovedparten af oldtidens hulemalerier med jagtscener kan være lavet af kvinder.
Hans analyser viser, at håndstørrelsen hos kunstnerne er mindre end normale mandehænder, og at hændernes ring- og pegefingre i 75 pct. af tilfældene er lige lange – et kvindeligt karakteristikum.
Opdagelsen gør op med den hidtidige antagelse om, at hulemalerierne er lavet af mænd, som udførte den afbildede jagt. Kvinder spillede formentlig en mere aktiv rolle, og nogle forskere gætter derfor på, at de deltog både i kunsten og i jagten.
Den amerikanske arkæolog Randall Hass er gået et skridt videre i sine konklusioner. I 2018 fandt han en 9.000 år gammel kvindegrav i Andesbjergene, som var rigt udstyret med jagtredskaber.
"Mellem 30 og 50 procent af alle datidens jægere kan have været kvinder." Randall Hass, amerikansk arkæolog.
Det fund sammenholdt med lignende fund gjort på andre dele af det amerikanske kontinent har fået Hass til at konkludere, at mellem 30 og 50 pct. af alle datidens jægere kan have været kvinder.
Beviserne er mangelfulde
De mange nye bud på kvindens rolle som kriger og jæger er langtfra entydige, mener kritikere af de nye fortolkninger. De hæfter sig ved, at fx kvindegraven i Birka er den eneste af mere end 50 grave i området, som ikke tilhører en mand.
Og håndtrykkene ved hulemalerierne er ikke nødvendigvis sat af kvinder. De tydelige aftryk kan lige såvel have tilhørt unge mænd, hvis håndstørrelse og karakteristika også er anderledes end fuldvoksne mænds.
Derfor peger en række forskere på, at nutidens arkæologer er i gang med at gøre sig skyldige i samme forseelse som Hjalmar Stolpe for næsten 150 år siden:
Ved at overføre vore dages ligestillings- og kønsnormer til gamle fund risikerer nutidens arkæologer at gentage fortidens fejltagelser – særligt fordi de konklusioner, de kan drage fra fundene og forskningen, langtfra er entydige.
Så måske er den eneste endegyldige konklusion lige nu, at de mange nye opdagelser er med til at nuancere billedet af fortiden. Opdagelserne skal minde os om, hvor kompleks, rig og fascinerende menneskehedens historie er, når vi studerer vores forfædre og -mødre for, hvem de var, og ikke for at afspejle, hvem vi er.