Kvinde fik flækket kraniet
I 2013 fik den svenske arkæolog Charlotte Hedenstierna-Jonson lov at udtage DNA fra en af skelettets tænder og en armknogle. Prøverne viste, at den afdøde havde forskellige X-kromosomer, men ingen Y-kromosomer – og gav altså det endegyldige bevis på, at den afdøde var en kvinde.
Resultatet, som blev offentliggjort i 2017, har været med til at sætte spørgsmålstegn ved alt, hvad forskerne hidtil har troet om kvindens rolle i vikingetiden.
Fundet understøttes af et lignende fund i norske Solør nær grænsen til Sverige, hvor en vikingekvinde på lignende vis er blevet lagt i graven med pile, et spyd og en økse. Her har en CT-scanning afsløret, at kvindens kranie er blevet flækket under kamp.
“Det er en typisk kampskade, for det er ikke en henrettelse eller et mordforsøg, da man ikke dræber nogen ved at hugge dem i panden”, har den danske arkæolog Charlotta Lindblom konkluderet efter at have set scanningsbillederne.
De to fund viser ifølge Lindblom, at vikingetidens samfund ikke var så skarpt kønsopdelt som hidtil troet, og at også kvinder deltog i kampe og plyndringstogter.
Stenalderkvinder gik – måske – på jagt
Også de herskende antagelser om af kønsopdelingen i stenalderen er kommet under forskernes lup.
Den amerikanske arkæolog Dean Snow har – ved at analysere håndaftryk nær 12.000 år gamle hulemalerier – vurderet, at hovedparten af oldtidens hulemalerier med jagtscener kan være lavet af kvinder.
Hans analyser viser, at håndstørrelsen hos kunstnerne er mindre end normale mandehænder, og at hændernes ring- og pegefingre i 75 pct. af tilfældene er lige lange – et kvindeligt karakteristikum.
Opdagelsen gør op med den hidtidige antagelse om, at hulemalerierne er lavet af mænd, som udførte den afbildede jagt. Kvinder spillede formentlig en mere aktiv rolle, og nogle forskere gætter derfor på, at de deltog både i kunsten og i jagten.
Den amerikanske arkæolog Randall Hass er gået et skridt videre i sine konklusioner. I 2018 fandt han en 9.000 år gammel kvindegrav i Andesbjergene, som var rigt udstyret med jagtredskaber.
Det fund sammenholdt med lignende fund gjort på andre dele af det amerikanske kontinent har fået Hass til at konkludere, at mellem 30 og 50 pct. af alle datidens jægere kan have været kvinder.
Beviserne er mangelfulde
De mange nye bud på kvindens rolle som kriger og jæger er langtfra entydige, mener kritikere af de nye fortolkninger. De hæfter sig ved, at fx kvindegraven i Birka er den eneste af mere end 50 grave i området, som ikke tilhører en mand.
Og håndtrykkene ved hulemalerierne er ikke nødvendigvis sat af kvinder. De tydelige aftryk kan lige såvel have tilhørt unge mænd, hvis håndstørrelse og karakteristika også er anderledes end fuldvoksne mænds.
Derfor peger en række forskere på, at nutidens arkæologer er i gang med at gøre sig skyldige i samme forseelse som Hjalmar Stolpe for næsten 150 år siden:
Ved at overføre vore dages ligestillings- og kønsnormer til gamle fund risikerer nutidens arkæologer at gentage fortidens fejltagelser – særligt fordi de konklusioner, de kan drage fra fundene og forskningen, langtfra er entydige.
Så måske er den eneste endegyldige konklusion lige nu, at de mange nye opdagelser er med til at nuancere billedet af fortiden. Opdagelserne skal minde os om, hvor kompleks, rig og fascinerende menneskehedens historie er, når vi studerer vores forfædre og -mødre for, hvem de var, og ikke for at afspejle, hvem vi er.