Photo by Volker Minkus, Copyright: Landesamt für Kultur- und Denkmalpflege Mecklenburg-Vorpommern
Tollense, bronzealder, slag

Kriger tabte sit værktøj under brutal kamp

For 3.250 år siden blev Europas ældste slag udkæmpet i Nordtyskland. Nu har forskerne fundet en af krigernes personlige ejendele.

En samling på 31 metalgenstande fundet ved Tollense-floden i Nordtyskland i 2016 og 2018 har givet forskerne ny viden om bronzealderens mest gådefulde slag.

Genstandene, som bl.a. omfatter en syl, en kniv og mejsler af bronze, lå i en bunke ca. 300 m fra den bro, hvor forskerne antager, at slaget begyndte for 3.250 år siden.

Ifølge professor Thomas Terberger fra universitetet i Göttingen har genstandene sandsynligvis tilhørt en enkelt mand.
Samme sted lå nemlig også to bronzecylindre, som forskerne mener stammer fra en “værktøjskasse”.

“Vi tror, at kassen – af læder eller træ, som er rådnet væk – hang i mandens bælte”, forklarer Terberger til HISTORIE.

I 2018 besøgte HISTORIE forskerne i Tyskland og producerede en lille video om Tollense-slagmarken. Du kan se videoen her:

Interview med arkæolog Detlef Jantzen, der er en af hovedkræfterne bag Tollense-udgravningerne.

Opdagelse understøtter teori om slaget

Lignende kasser med samme type bronzecylindre har arkæologerne hidtil kun fundet i grave i Frankrig og Sydtyskland over 600 km fra Tollense-floden.

Opdagelsen understøtter derfor en af forskernes teorier om slaget: At en stor handelskaravane fra syd er blevet overfaldet ved floden af lokale krigere.

Arkæologerne har indtil videre fundet knogler fra over 140 unge mænd på kamppladsen, men de tror, at flere tusind deltog i slaget.

“Så ejeren af værktøjet var sandsynligvis en kriger. Men personen kan på samme tid også have haft erfaring med metalarbejde”, siger Terberger.

Bronzeskrot kunne bruges som valuta

I krigerens kasse lå også en mængde skrot – dele af ødelagte bronzegenstande. De kan ifølge Terberger have været brugt som datidens penge, da den værdifulde bronze let kunne smeltes om.

Arkæologerne satser på snart at kunne fortsætte arbejdet i felten:

“I de kommende år vil vi helt sikkert se yderligere spændende resultater fra slagmarken”, siger Terberger.