West Mercia Police/Britisk Museum
Ring vikingeskat metaldetektor

Kunne have tjent millioner – fik i stedet 18 års fængsel

To briter fandt uvurderlig vikingeskat og solgte den i al hemmelighed. Havde de meldt fundet, var de blevet millionærer.

Næsten fem mio. kr. hver kunne to britiske metaldetektor-entusiaster som minimum have fået, hvis de havde meldt deres fund af en enestående vikingeskat.

“Men I ville have mere”, sagde dommeren, inden han for få dage siden idømte George Powell 10 års fængsel og makkeren Layton Davies 8,5 års fængsel for tyveri.

De to mænd fandt skatten, som omfattede ca. 300 mønter, smykker og en sølvbarre, i Herefordshire i 2015.

De havde ikke tilladelse fra jordejeren og besluttede at sælge deres livs fund på det sorte marked.

Politiet fik nys om fund

Rygter fik politiet til at gå ind i sagen, og det lykkedes dem at finde en del af smykkerne samt 31 mønter hos to antikvitetshandlere.

Da de dømtes telefoner blev undersøgt, lykkedes det politiet at genskabe slettede billeder af den nyopgravede skat. De viste, at der oprindeligt var 300 mønter, hvoraf størstedelen altså er pist væk.

Ifølge eksperter er skatten angel-saksisk og blev sandsynligvis gravet ned af en viking, da vikingerne i 878 blev trængt tilbage af briterne.

Mønt vurderet til 500.000 kr

To af de genfundne mønter, der hver er blevet vurderet til ca. 500.000 kr, er enestående, fordi de viser, at kong Alfred den Store af Wessex og kong Ceolwulf 2. af Mercia var allierede.

Ifølge Gareth Williams fra Britisk Museum er tyveriet af skatten helt uforståeligt:

“Det tåbelige er, at vores system for skatte-fund er det mest generøse i verden. Disse mænd ville være rige nu, hvis de havde fulgt reglerne. Men i stedet ødelagde de en vigtig del af vores historie”.