For 18.000 år siden var vandstanden i havene rundt om Nordeuropa ca. 122 meter lavere, end den er i dag. Derfor var Nordsøen ikke et hav, men en frodig dal, som historikere har døbt Doggerland.
Navnet skyldes Doggerbanke, som i dag er Nordsøens mest lavvandede område.
Stenalderens lave vandstand skyldtes, at meget vand var bundet i enorme gletsjere – fx var Norge og Sverige stadig helt dækket af is.
Jægere myldrede ind i den frodige dal
I slutningen af istiden for 18.000 år siden fulgte jægerfolk fra det europæiske fastland efter deres byttedyr ud i Doggerland – en stor, frodig dal med skove, grønne enge og sump.
Doggerland skrumpede
Doggerland strakte sig fra Danmarks vestkyst til Englands østkyst. Efterhånden som havet steg, svandt dalen ind.
Doggerbanke holdt længst ud
Som det sidste forsvandt Doggerbanke i havet omkring 6500 f.Kr. I dag ligger banken blot 13 m under havoverfladen.
Næsehorn og mammut
Om foråret tiltrak Doggerlands grønne, sumpede enge et utal af græssende dyr – blandt andet uldhårede næsehorn, mammutter og urokser. Deres forstenede knogler fanges i dag i fiskernes bundtrawl.
Næsehorn med en pels som nutidens moskusokser var perfekt tilpassede til Doggerlands kølighed.
Jægernes våben
40 km fra den engelske kyst har nutidens fiskere fået stenalderjægernes våben i deres garn.
Stenalderens jægere brugte ben og gevir til at fremstille savtakkede spidser til deres harpuner og pile.
Tidligere mente arkæologer, at Doggerland var ubeboet, men fund af forstenede dyreknogler med tydelige skæremærker viser, at stenalderjægere fulgte efter mammutter og urokser, når de græssede i dalen.
I 1985 fik en hollandsk fisker en 9.500 år gammel menneskekæbe i sit garn under fiskeri i Nordsøen, og sammen med fund af jægernes våben dokumenterer det, at stenaldermenneskene gennem flere tusind år beboede Doggerland.