Lille fugl blev skabt af stor stenalderkunstner

En mini-figur fundet i Kina kan få stor historisk betydning. Fuglen er nemlig beviset på, at asiaterne ikke lærte kunsten at snitte figurer af europæerne, hævder forskerne.

kivikausi, figuuri, Kiina, pikkulintu
© Francesco D'Ericco & Luc doyon

Arkæologer har udgravet den ældste figur, som hidtil er fundet i Kina. For ca. 13.500 år siden sad en stenaldermand- eller -kvinde i Henan-provinsen og skar en lille bitte fugl – med imponerende dygtighed.

Fuglen måler blot 1,9 cm fra næb til halespids, og den er skåret ud af et stykke knogle, der er blevet hærdet i et bål.

Kunstneren har med en skarp sten formet fuglekroppen og givet den en hale, som udgør den perfekte kontravægt. Da arbejdet var færdig, og kunstneren stillede sit værk fra sig, kunne fuglen stå
selv – uden at vælte forover eller bagover.

pieni lintu, Kiina, Henan, kivikausi
© Francesco D'Ericco & Luc doyon

Verdens ældste figur er tysk

Under mikroskop kunne forskerne se, at flere teknikker var blevet brugt til at skabe kunstværket: En mejsel af sten har boret sig ned i knoglen, kunstneren har også skrabet overfladen og derefter poleret den op indtil den glinsede.

Forskerne mener, at fundet kan aflive tidligere teorier om, at fremstillingen af figurer spredte sig fra Europa til resten af verden – en teori der bygger på, at verdens ældste figur er fundet i Tyskland.

Den såkaldte Løvemenneskefigur fra Hohlenstein-Stadel er ca. 40.000 år gammel og fremstillet af stødtand fra en mammut.

Fundet af den lille fugl er det første tegn på, at kineserne udviklede deres egen figurkunst – uafhængigt af Europa – mener forskerne.