Livets eliksir fundet for første gang i Kina

Miksturen, der skulle give evigt liv, var i virkeligheden ren gift. Det bekræfter analyser af en 2.000 år gammel kinesisk drik.

Arkæologer i den centrale, kinesiske provins Henan har fundet en bronzekrukke, der indeholder en gullig væske. Der er sandsynligvis tale om en af de livs­eliksirer, som kinesiske kejsere drak.

Krukken er fra Han-dynastiet (202 f.Kr. -8 e.Kr.), og låget sad så stramt på, at væsken selv efter 2.000 år ikke var fordampet.

Væsken indeholdt aluminium

Oprindeligt troede forskerne, at de 3,5 l væske var risvin pga. lugten af alkohol. Men nu har analyser fastlagt, at væsken primært består af kaliumnitrat og alunit (et sulfat bestående af kalium og aluminium). Ifølge oldtidens taoistiske tekster var dette ­ingredienserne i en livseliksir.

“Det er første gang, at den mytiske udødeligheds-eliksir er fundet”, fortæller Shi Jiazhen, leder af udgravningen.

Kejsere døde på stribe af eliksirer

Livseliksirer beskrives helt tilbage i 200-tallet f.Kr., hvor de kinesiske kejsere fik deres alkymister til at brygge dem for at opnå evigt liv. Reelt var væskerne dog særdeles giftige og mange døde af at drikke dem. Kejser Qin Shi Huang, der blev begravet sammen med sin enorme terrakottahær i 210 f.Kr., siges at være den første, der døde af en livseliksir.

Selvom både kejsere og adelsfolk drak de farlige miksturer helt op i 1700-tallet, er historikernes viden om dem begrænset. Yderligere analyser af det sensationelle fund vil kunne kaste mere lys over den farlige skik.